Obama mødt med fremstrakt hånd i Kongressen

Obama og Republikanerne skal enes om en ny budgetaftale inden årsskiftet. Ellers kommer der automatiske skattestigninger og besparelser. Kompromis i sigte.

Barack Obama og familien
Barack Obama og familien

Her i Amerika kan man vitterligt skimte den økonomiske afgrund, for der er sat dato på, og nedtællingen er i den grad begyndt: Om 52 døgn, mandag den 31. december, vil det amerikanske samfund automatisk blive ramt af en lammende kombination af skattestigninger og offentlige besparelser, som i økonomisk omfang svarer til den historiske vækstpakke, som for knap fire år siden hindrede recessionen i at udvikle sig til en depression.

Automatikken skyldes, at USAs politikere sidste år, da de ikke kunne enes om en stor plan for at tackle nationens alvorlige budget- og gældsproblemer, valgte at skubbe problemet foran sig til efter valget. Håbet var, at denne uges valg ville skabe en politisk afklaring, som ville gøre det muligt at skabe det kompromis, som hidtil har været umuligt.

Det ser imidlertid ikke nemt ud:
For det første er den politiske udfordring nærmest identisk før og efter valget, idet Barack Obama i Det Hvide Hus er demokrat, Republikanerne har flertal i Repræsentanternes Hus, mens Demokraterne styrer Senatet.Ingen aftale kan vedtages uden et politisk kompromis mellem parterne.

For det andet er den økonomiske udfordring mindst lige så stor i dag, idet underskuddet på det amerikanske statsbudget fortsat udgør dramatiske 7,5 procent af et års bruttonationalprodukt, og at den offentlige gæld er på lammende 75 procent af et helt års økonomi. USAs nationaløkonomiske problemer er velkendte, idet der siden 2000 simpelthen ikke er krævet nok skatter ind til at betale for større udgifter: Det begyndte under George W. Bush, som på et og samme tidspunkt sænkede skatterne og øgede udgifterne til krigen mod terror og offentlig velfærd.

Hans idé var den klassiske liberalistiske: Nemlig at markant lavere skatter ville skabe en positiv dynamisk effekt, som ville føre til et større skattegrundlag, så skatteindtægterne alligevel ville stige. Det skete ikke. I stedet fik vi recessionen. Det fortsatte under Barack Obama, der for at hindre en endnu værre krise iværksatte kolossale pengeudpumpninger for at booste økonomien. Hans idé var den klassiske socialdemokratiske, nemlig at kickstarte samfundet med en cocktail af vækst- og hjælpepakker og holde skatterne midlertidigt nede for at motivere til det private forbrug. Det lykkedes delvist. Væksten er bare ikke høj nok.

Republikanernes leder er klar til diskussion
De forløbne to år har USA været ude af stand til at finde det nødvendige kompromis. Obama har foreslået en kombination af skattestigninger for de mest velhavende og store offentlige besparelser, men Republikanerne har blankt afvist at drøfte nogen som helst former for skattestigninger. Efter valget er fronterne imidlertid tøet noget op. John Boehner, republikansk flertalsleder i Repræsentanternes Hus og reelt sit partis leder efter valget, udtrykker sig sjældent åbent. »Hr. præsident, dette er dit øjeblik. Vi er rede til at blive ledt – ikke som demokrater, ikke som republikanere, men som amerikanere. Vi ønsker, at du skal lede – ikke som en venstreorienteret, ikke som en konservativ, men som De Forenede Staters præsident.« Boehner fastslår også for første gang, at han er villig til at diskutere skat.

Dog ikke skattestigninger for de mest velhavende, men derimod afskaffelse af en stribe fradrag. Det ligner begyndelsen til en aftale, og Harry Reid, demokratisk leder af Senatet, kvitterede straks: »Det lyder lovende, for det er bedre at danse end at slås.« Barack Obama, der godt nok vandt valget, men med en langt, langt mindre margin end sidst, er også interesseret i en bred aftale, understregede han både under sin sejrstale og i de forløbne døgn i indledende samtaler med republikanske ledere.

Kilder har endvidere ladet sive til amerikanske medier, at Jacob Lew, i dag stabschef for præsidenten, er udset til at afløse Timothy Geithner, der træder tilbage. Lew er en erfaren forhandler, som har været med i budgetforhandlinger siden Ronald Reagan – og er en af dem, som republikanere faktisk har et godt forhold til. Stemningen i Washington er sjældent positiv. Man fornemmer en vilje til kompromis – så verdens vigtigste økonomi undgår at styrte ud over den økonomiske afgrund.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.