Ny sag om misbrug af EU-midler rammer franske Le Pen

Ifølge EUs antisvindelenhed OLAF har det højrenationalistiske, franske parti Front National i flere sager misbrugt EU-midler til assistenter, der ikke har arbejdet med EU-emner. Det rammer på et særligt kritisk tidspunkt for partiets leder og præsidentkandidat, Marine Le Pen.

Marine Le Pens Front National er ramt af en ny sag om misbrug af EU-midler til assistenter, der ifølge EUs antisvindelenhed OLAF ikke har arbejdet med EU-relateret stof, men alene med Front Nationals hjemlige politik i Frankrig. Sagen kommer på et uheldigt tidspunkt med kun godt et halvt år til det franske præsidentvalg. Her ses Marine Le Pen under Europa-Parlamentets samling i Strasbourg i sidste uge. / AFP PHOTO / FREDERICK FLORIN
Marine Le Pens Front National er ramt af en ny sag om misbrug af EU-midler til assistenter, der ifølge EUs antisvindelenhed OLAF ikke har arbejdet med EU-relateret stof, men alene med Front Nationals hjemlige politik i Frankrig. Sagen kommer på et uheldigt tidspunkt med kun godt et halvt år til det franske præsidentvalg. Her ses Marine Le Pen under Europa-Parlamentets samling i Strasbourg i sidste uge. / AFP PHOTO / FREDERICK FLORIN

Mens sagen om Dansk Folkepartis mulige misbrug af EU-midler har sendt partiet til tælling i Danmark, kører en endnu større sag mod Front National og dets leder, Marine Le Pen, der hører hjemme på den yderste højrefløj i Frankrig.

Sagen - eller rettere sagerne - handler om, at Front National har fået betalt løn til EU-assistenter af Europa-Parlamentet, men assistenterne har reelt arbejdet nationalt for Front National i Frankrig, ifølge en undersøgelse som EUs antisvindelenhed OLAF står bag.

Der er både tale om, at partiet derfor sandsynligvis skal betale penge tilbage til Europa-Parlamentet, ligesom de franske myndigheder undersøger det som del af en svindelsag, som i sidste ende kan føre til, at der rejses en straffesag i Frankrig.

Allerede tidligere på året blev partiets stifter, Jean-Marie Le Pen, og dennes nære ven, Bruno Gollnisch, der begge er medlemmer af Europa-Parlamentet, bedt om at tilbagebetale henholdsvis 320.000 euro og 270.000 euro i løn til assistenter, der ikke udførte arbejde relateret til Europa-Parlamentet.

Og nu er OLAF ifølge de to franske medier Mediapart og magasinet Marianne, der står bag den seneste afsløring, kommet frem til, at også to andre EU-betalte assistenter for Front National, herunder en der er akkrediteret som lederen Marine Le Pens assistent i Europa-Parlamentet, reelt arbejder for partiet i Frankrig og ikke med EU-relateret stof. Det drejer sig i alt om et beløb på 339.946 euro eller godt 2,5 millioner kroner.

»Det er korrekt, at OLAF har sendt et brev til Parlamentet, hvor vi bliver bedt om at inddrive 339.000 euro,« oplyser Europa-Parlamentets presseafdeling og tilføjer, at parlamentet har sine procedurer, der skal følges - herunder at Marine Le Pen er blevet bedt om en forklaring - før der kan tages en beslutning om at kræve pengene tilbagebetalt.

OLAF bekræfter også undersøgelsen over for Berlingske, men vil dog ikke bekræfte noget beløb. OLAF understreger, at undersøgelsen er foregået i tæt samarbejde med de franske myndigheder, der i det hele taget er i gang med en større efterforskning af Front National.

»Under den franske anklagemyndigheds mandat har OLAF-eksperter bistået fransk kriminalpoliti i flere ransagninger af kontorer og private hjem med forbindelse til Front National som led i en undersøgelse af beskyldninger om uregelmæssig finansiering af partiet gennem fiktive ansættelser af deres personale,« oplyser OLAFs presseafdeling.

Over for magasinet Marianne afviser Le Pens advokat, Marcel Ceccaldi, at der er noget problem, da der altid vil være en flydende overgang mellem EU-arbejdet og national politik, når man arbejder for en partileder, der samtidig sidder i Europa-Parlamentet.

Advokaten mener i stedet, at der er tale om politisk forfølgelse af Front National - et argument, som Dansk Folkeparti også brugte flittigt, inden partiet lagde sig ned og beklagede sjusk og lovede tilbagebetaling af EU-midler for yderligere en million kroner.

Sagen kommer ekstra ubelejligt for Le Pen, fordi hun står foran en dyr valgkamp frem mod næste års præsidentvalg i Frankrig, hvor Front National ifølge eget udsagn mangler millioner af euro, fordi ingen franske banker vil låne partiet penge.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.