Nordkoreanerne på gaden ser USA som fjenden

Amerikanske invasioner og »amerikansk dobbeltmoral« bruges som skræmmebillede, når det nordkoreanske regime skal oplyse om omverdenen, forklarer forsker.

På dette tv-billede fra nordkoreansk tv står flere borgere i Pyongyang og ser på en storskærm, hvor prøvesprængningen annonceres.
På dette tv-billede fra nordkoreansk tv står flere borgere i Pyongyang og ser på en storskærm, hvor prøvesprængningen annonceres.

NORDKOREA: Den menige nordkoreaner gør sig ikke særligt mange tanker omkring udenrigspolitik, men historierne om omverdenen fra regimets aviser, TV-kanaler og radiostationer bider sig fast, lyder det fra Geir Helgesen, seniorforsker ved Nordisk Institut for Asien Studier under Institut for Statskundskab på Københavns Universitet.

»Nordkoreanerne, der ikke tilhører eliten, ser ikke omverdenens reaktioner på en prøvesprængning, men oplever derimod regimets reaktion, der fremstiller testen som en sejr,« siger han.

Ifølge forskeren er det særligt den amerikanske fremfærd i Irak og Afghanistan, som regimet bruger til at fortælle, hvor »farlig« USA er.

»USAs invasioner bliver brugt til at sige, at Nordkorea står for skud næste gang, og at det derfor er nødvendigt at have atomvåben, der kan forsvare landet,« siger Geir Helgesen, der vurderer, at testen ses som »en sejr«.

Samtidig fremhæver regimets kommunikationskanaler dobbeltmoralen i, at nationer som Israel, Indien og Pakistan kan have atomvåben, når Nordkorea ikke kan.

»Den dobbeltmoral, der fremstilles, skal vise folket, at USA ikke er til at stole på, og at det er nødvendigt at kunne forsvare sig,« forklarer Geir Helgesen.

Det nordkoreanske folk har dog mange andre ting at se til. Ifølge forskeren mangler befolkningen mange forskellige fornødenheder som lys, vand, varme og til tider mad. Men situationen er dog bedre, end den har været.

»Nordkorea var i en meget slem hungersnød i forbindelse med, at sovjetrepublikkerne faldt sammen, og støtten forsvandt. Situationen er bedre nu, men det er bestemt ikke noget liv i overflod af fornødenheder,« siger Geir Helgesen.

 

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.