»Nafrier« er så farlige, at politiet ikke må nærme sig alene

Interne arbejdspapirer fra Kølns politi viser, at betjentene i længere tid har måttet tage særlige hensyn til aggressive, unge nordafrikanere. Tyskerne selv væbner sig med peberspray.

Politiet leder efter mistænkte for nytårsovergrebene på hovedbanegården i Køln den 5. januar.
Politiet leder efter mistænkte for nytårsovergrebene på hovedbanegården i Køln den 5. januar.

Som hovedregel må Kølns politibetjente ikke arbejde alene, når de skal anholde eller kontrollere identiteten af unge, kriminelle nordafrikanere, der internt i politiet betegnes som »nafrier« - kort for politirapportens N.Afrikaner.

De unge mænd anses for så farlige og aggressive, at politibetjentene kun bør gå til dem parvis, og helst i grupper på tre eller flere. Det viser interne arbejdspapirer fra et analyseprojekt for Kølns politi, som journalister fra det lokale dagblad Kölner Stadt-Anzeiger har fået adgang til.

Størsteparten af de fire anholdte og 19 identificerede mistænkte for overgrebene nytårsaften i Køln er fra Nordafrika. En af de mistænkte har tidligere været i politiets søgelys som »dansetyv« - dvs. medlem af de grupper af lommetyve og taskerøvere, der især opererer på banegårde eller i andre folkemængder og som distraherer deres især kvindelige ofre med seksuel intimidering. At der findes en gruppe af unge kriminelle nordafrikanere er således ikke et nyt og ukendt fænomen for tysk politi.

I Køln-politiets interne analyse, som er udført før nytårshændelserne, beskrives »nafrierne« som særdeles aggressive over for politiet og andre embedsmænd, som de kommer i kontakt med. Analysen siger, at det er »dagens orden«, at de unge gør voldsomt modstand mod anholdelser eller bare mod at vise identitetspapirer. Politifolkene skal regne med, at de unge mænd kan bære våben som knive, peberspray eller knojern - men de griber også gerne til forhåndenværende våben som kraftige bæltespænder eller glasskår fra knuste flasker eller spejle.

Den kraftige modstand er ikke ren spontan aggression, som opstår i situationen hos den enkelte unge mand. Den voldelige modstand er en bevidst strategi for at besværliggøre politiarbejdet i gruppen, konkluderer politiets analyse ifølge Kölner Stadt-Anzeiger.

Analysen munder ud i anbefalinger, der skal gøre det muligt at udføre politiarbejde i gruppen af kriminelle unge nordafrikanere, uden at politifolkene kommer til skade. Herunder anbefalingen om aldrig at bevæge sig alene ind i en gruppe af nordafrikanske unge, samt anbefalinger om fysisk beskyttelsesudstyr  for at undgå skader efter bid, slag og spark.

Når de unge nordafrikanere bliver taget af politiet for kriminalitet, vil de ifølge Kölner Stadt-Anzeigers oplysninger ofte identificere sig som mindreårige udlændinge uden opholdspapirer. Det gør dem til »uledsagede flygtningebørn«, som skal overdrages i de sociale myndigheders varetægt. Det betyder ifølge politiets analyse, at de unge nu »modtager socialhjælp og ikke kan udvises, ligesom foranstaltninger som tilbageholdelse er underlagt betydeligt skarpere krav«.

De unge kriminelle vender derfor ofte ifølge politiet tilbage på gaden i Køln for at udføre mere kriminalitet, der typisk består i tasketyverier og røveriske overfald.

Den tyske befolkning ser ud til på sin side at have reageret på nytårsovergrebene ved at opruste. Salget af peberspray steg allerede i 2015 til det dobbelt af salget i 2014, og efter nytårsaften er efterspørgslen steget yderligere, skriver Süddeutsche Zeitung.

I nabobyen Düsseldorf  er oprettet borgerværn, som har fået en kølig modtagelse af politiet, der betegner dem som en yderligere arbejdsbelastning. Gruppen i Düsseldorf gik lørdag aften som planlagt i gang med at patruljere i nattelivet uden andre hændelser end en mindre gruppe moddemonstranter fra venstrefløjen, melder TV-stationen WDR.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.