Når en tidligere minister går amok

Den forhenværende amerikanske forsvarsminister Robert Gates retter nu et uhørt angreb mod USAs præsident, Barack Obama, og vicepræsident Joe Biden.

Robert Gates, forhenværende amerikansk forsvarsminister under Barack Obama, er normalt kendt for at være en yderst diplomatisk og stilfærdig herre – men ikke mere. I en ny bog retter han anklagende og fordømmende fingre i alle retninger. Arkivfoto: Oliver Hoslet
Robert Gates, forhenværende amerikansk forsvarsminister under Barack Obama, er normalt kendt for at være en yderst diplomatisk og stilfærdig herre – men ikke mere. I en ny bog retter han anklagende og fordømmende fingre i alle retninger. Arkivfoto: Oliver Hoslet

WASHINGTON: Det vil nok være for let at affærdige USAs tidligere forsvarsminister Robert M. Gates’ erindringsbog, »Duty«, for at være resultatet af en frustreret mand, der blev mere og mere påvirket af sine egne beslutninger om at sende soldater i døden.

Men det er alligevel en af de mange forklaringer, som analytikere forsøger at komme med her dagen efter, at detaljer fra bogen er kommet frem. Den amerikanske præsident, Barack Obamas, forsvarsminister fra 2009-2011 har leveret en bredside mod sin tidligere chef og især vicepræsident Joe Biden.

Den eneste, der bemærkelsesværdigt nok får ros i bogen, er USAs tidligere udenrigsminister Hillary Clinton, der nærmest fremstår som den bedst begavede politiker, USA længe har set – en »pragmatiker og en idealist, beslutningsfast og en fantastisk repræsentant for USA ude i verden«.

Gates’ erindringer har vakt opsigt i USA – for at sige det mildt. Det er første gang nogensinde, at en tidligere forsvarsminister har kritiseret en siddende præsident så omfattende, som det sker i bogen. Han siger rent ud, at Obama ikke troede på sin egen Afghanistan-strategi, da den daværende øverstbefalende for området, general David Petraeus, havde fået godkendt en plan om at sende yderligere 30.000 soldater til Afghanistan for at knuse et oprør.

»Præsidenten ville bare have soldaterne ud, og han stolede hverken på sine egne generaler eller på Afghanistans præsident, Hamid Karzai«, skriver Gates i bogen.

En følelsesladet minister

Men det faktum, at Gates, som altid har været verdens roligste menneske og udadtil loyal og uden de store forsøg på at gøre opmærksom på sig selv, med bogen har kritiseret Obama og hans stab, har givet anledning til at kigge nærmere på personen Gates.

Ganske vist er han republikaner og dermed et »arvestykke« fra Bush-tiden. Men det er ikke unormalt.

Den nuværende forsvarsminister, Chuck Hagel, er også republikaner, og det er normalt, at en siddende præsident vælger en forsvarsminister fra et andet parti. Således også Gates, der er en kompentent person. Men følelserne sad uden på huden den sidste tid. Erfarne forsvarsjournalister siger, at Gates ofte i felten – når han mødtes med tropperne – var meget følelsesladet og brugte udtrykket »jeg elsker jer«, når han sluttede en tale til soldaterne.

Det var uhørt. Den slags udtryk har ingen forsvarsminister brugt før til soldater, og det vakte opsigt. Desuden er det blevet bemærket, at Gates har været så påvirket af sine beslutninger, at den 70-årige tidligere forsvarsminister har besluttet, at han skal begraves på USAs nationale kirkegård, Arlington, i sektion 60 side om side med de soldater, der faldt i kamp i Irak.

Alt det bliver diskuteret nu, efter at Gates har åbnet for sluserne og givet verden et indblik i maskinrummet i Det Hvide Hus, hvor han langer hårdt ud efter Obama og alle hans rådgivere, som altså »kun var tændt af en ting – at komme ud af USAs krige i en fart«. Og Biden får en ekstra skudsalve med bemærkningen om, at »han aldrig nogensinde har truffet en rigtig beslutning«, når det drejer sig om USAs rolle i verden.

Slidt ned af krigen

Nu er det ikke sådan, at Obama udelukkende bliver kritiseret. Præsidenten får også meget ros med på vejen som en idealist, der ofte gik imod sine rådgivere og generalerne, og Obama er skam også er beslutningsdygtig og begavet ifølge Gates.

Men præsidenten fremstår som en person, der grundlæggende ikke tror på sine egne beslutninger og nærer en dyb mistillid til generalerne, som i øvrigt også bliver kritiseret sønder og sammen for udelukkende at tænke på egne interesser og ikke på helheden. Kort sagt: De ønsker ikke at tage beslutningerne om at prioritere budgetterne alvorligt og lever derfor i deres egen verden.

Det paradoksale er, at Gates – på trods af sin republikanske baggrund – stort set kun har rosende ord tilovers for Hillary Clinton. Hun er den person, som Republikanerne frygter mest, hvis hun stiller op til det næste præsidentvalg i 2016. Den rosende omtale af Clinton er næsten uforbeholden, hvorimod Biden får skylden for det hele.

Men det, hele amerikane taler om i dag, er, hvordan en udadtil rolig person som Robert Gates er gået så meget amok i en bog. Svaret kan være, at nærheden til krigene har tæret på ham.

Gates lægger heller ikke skjul på, at den tungeste opgave var at skrive breve til soldaternes efterladte. Dagligt. Det gjorde, at han efter arbejdstidsophør tog hjem, skænkede sig en velvoksen drink og spiste en stille middag med sin hustru. Det sociale liv var ikke ham.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.