Mulig selvmordsbomber dræber mange ved strategisk vigtigt område i Tyrkiet

Ankara er atter mål for terrorangreb. Angrebet var rettet mod militært strategisk område og personale. Mindst 28 blev dræbt og op imod 100 sårede.

Omkring kl. 18.34 tyrkisk tid hørtes en kraftig eksplosion efterfulgt af en sort røgsky i Tyrkiets hovedstad, Ankara. Foto: Mustafa Kirazli/Cihan News Agency
Omkring kl. 18.34 tyrkisk tid hørtes en kraftig eksplosion efterfulgt af en sort røgsky i Tyrkiets hovedstad, Ankara. Foto: Mustafa Kirazli/Cihan News Agency

ISTANBUL: Omkring kl. 18.34 tyrkisk tid hørtes en kraftig eksplosion efterfulgt af en sort røgsky i Tyrkiets hovedstad, Ankara. Første meldinger bekræftede, at to militære transportbusser var i brand. Statsministeriet og nationale nyhedsbureauer bekræftede, at der er tale om et specifikt angreb mod tyrkisk militærpersonale. Dødstallet er oppe på 28, mens adskillige bekræftes sårede. Tallet forventes at stige.

Eksplosionen fandt sted i et gadekryds, »Merasim Sokak«, mellem boligkomplekser for pensionerede generaler og kommandanter. Området er stærkt trafikkeret hver dag, fordi det er så tæt på det tyrkiske luftvåbens og militærets hovedkvarter og ikke mindst indenrigsministeriet og parlamentet. Området er et vigtigt militærområde og derfor stærkt bevogtet.

Angrebets tidspunkt var i myldretiden, hvor omtrent 800 militærpersonale har vagtskifte og transporteres hjem i servicebusser. Forsvarets Generalstab har udtalt, at angrebet skete, da de to busser med militærpersonale holdt for rødt. Myndighederne udtaler, at der er tale om en bilbombe.

PKK eller IS?

Der var onsdag aften ingen officielle udmeldelser om, hvem der står bag angrebet, men tre mulige navne er kurdiske PKK, islamiske IS og kommunistiske DHKP-C.

Tidligere militærpersonale og i dag militæranalytiker for Aljazeera Türk, Metin Gürcan, sagde på CNN Türk, at der højst sandsynligt er tale om en selvmordsbombe, som dem man hyppigt ser i Irak og Syrien. Ifølge Gürcan ligner angrebets metode Islamisk Stats, alligevel argumenterer han for, at det kan være PKK-affilierede grupper, der står bag angrebet.

PKK har siden juli 2015 været i hårde kampe mod tyrkiske sikkerhedsstyrker i landets sydøstlige kurdiske region, hvor adskillige civile har mistet livet i kampenes krydsild. Historisk set har kurdiske PKKs mål altid været tyrkiske sikkerhedsstyrker. Bevægelsen har for nyligt advaret Tyrkiet om at rykke sine auktioner til den vestlige del af Tyrkiet.

PKK har dog aldrig brugt selvmordsbilbomber som angrebsmetode, hvorfor det tyder på, at der kan være tale om et eventuelt IS-angreb. Flere Tyrkiske militæreksperter vurderer dog, at angrebet bør læses med Tyrkiets indblanding i det nordlige Syrien i netop disse dage, hvor de tyrkiske styrker bomber kurdiske YPG-poster.

Det er femte gang inden for et år, at Tyrkiet oplever terror. Hidtil er samtlige angreb udført af IS. Den islamiske organisation har truet Tyrkiet flere gange med terroraktioner, hvis landet allierer sig imod den. Mens de tre første terrorangreb i Tyrkiet var rettet mod kurdiske demonstranter, var angrebet i Istanbul 12. januar i år rettet mod turister. Hvis IS står bag angrebet i Ankara, peger det på et strategisk skift fra IS’ side, da det dermed synes at være målrettet de tyrkiske militærstyrker.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.