Morddømt terrorist skal arbejde for tysk politiker

I 70erne myrdede han repræsentanter for den tyske stat. Nu har en tyske Linke-politiker ansat og inviteret den tidligere RAF-terrorist Christian Klar, der er dømt for nidobbelt drab, på besøg i den tyske forbundsdag.

RAF-terroristen Christian Klar, der her er på vej i retten anno 1983, sad 26 år i fængsel, dømt for nidobbelt drab. Foto: Scanpix
RAF-terroristen Christian Klar, der her er på vej i retten anno 1983, sad 26 år i fængsel, dømt for nidobbelt drab. Foto: Scanpix

BERLIN: Bør en venstreradikal terrorist arbejde for en folkevalgt politiker? Og skal en morddømt, der anvendte dødelig vold i forsøget på at omstyrte det tyske demokrati, have lov til at besøge den tyske forbundsdag?

De kontroversielle spørgsmål er blevet brandaktuelle i Tyskland, hvor forbunds­dags­medlemmet Diether Dehm fra venstrefløjspartiet Die Linke er kommet i søgelyset. Årsagen er, at Dehm har ansat Christian Klar, der er tidligere medlem af den revolutionære terrorgruppe Rote Armee Fraktion.

Fredag kom det frem, at den 63-årige Christian Klar i en årrække har vedligeholdt Dehms personlige hjemmeside. Det kontroversielle ansættelsesforhold blev dog først for alvor kendt, da Dehm ville invitere den dømte terrorist ind på sin arbejdsplads og søgte om tilladelse til at sætte Christian Klar på forbundsdagens gæsteliste.

Ansøgningen blev prompte udlagt som en provokation:

»Demokratiets fjende har intet at gøre i demokratiets hjertekammer,« udtalte CDU-politikeren Albert Weiler synligt ophidset fra forbundsdagens talerstol. En talsmand fra det konservative regeringsparti CSU i Bayern betegnede det som en »skandale«, såfremt en tidligere terrorist skulle opnå tilladelse til at bevæge sig rundt i Forbundsdagen.

I sidste ende var det dog ikke moralske, men »sikkerhedsmæssige betænkeligheder«, der ifølge Spiegel fik Forbundsdagens sikkerhedstjeneste til at afvise ansøgningen om et gæstepas til den dømte terrorist, der hører til en af de mest berygtede medlemmer af Rote Armee Fraktions såkaldte anden generation.

Dømt for ni mord

I 1982 blev Christian Klar anholdt af tysk politi, da han opsøgte et hemmeligt våbendepot. Tre år senere blev han sammen med andre RAF-medlemmer kollektivt dømt for ni mord, herunder mordet på den tyske statsadvokat Siegfried Buback, der sammen med chauffør og ledsager i 1977 blev skuddræbt i sin bil af en maskinpistolskytte, der dræbte de tre fra bagsædet af en motorcykel.

 

Senere samme år var Christian Klar ifølge retten i Karlsruhe medvirkende til at kidnappe og myrde den tyske arbejdsgiverformand Hans-Martin Schleyer. Særligt mordet på Siegfried Buback er fortsat meget kontroversielt i Tyskland. I 2007 fortalte et andet tidligere RAF-medlem, Peter Jürgen Boock, i et interview med Spiegel, at Klar ikke umiddelbart var indblandet i mordet på Buback.

Christian Klar blev løsladt i december 2008 efter 26 år i fængsel. Linke-politikeren Christian Dehm, der tidligere har provokeret ved at sammenligne valget mellem de tyske præsidentkandidater Christian Wulff og Joachim Gauck som valget mellem Stalin og Hitler, ser afvisningen af Christian Klar som en klokkeklar ideologisk motiveret hævnaktion.

»Klar har fuldstændig udstået sin straf,« siger Dehm til Bild am Sonntag:

»Jeg anser tanken om et berufsverbot for at være inkompatibel med retsstatens tanke om resocialisering. Også når det gælder såkaldte eks-terrorister.«

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.