Pedro Pans børn, del 2

Missiler rettet mod familien

For 50 år siden blev 14.048 børn sendt væk fra Cuba og Castro af deres forældre og ind i USA - under den hemmelige Operation Pedro Pan. Her er tre voksne flygtningebørns historier om at komme alene til et fremmed land.

Carmen så missiler i Floridas Everglades rettet mod Cuba. Synet skræmte, for hun vidste, at de pegede mod hendes forældre. Og på Cuba stod missiler rettet mod hende, forestillede hun sig. Her en antitank kanon placeret i Havana i 1962.
Carmen så missiler i Floridas Everglades rettet mod Cuba. Synet skræmte, for hun vidste, at de pegede mod hendes forældre. Og på Cuba stod missiler rettet mod hende, forestillede hun sig. Her en antitank kanon placeret i Havana i 1962.
Læs afsnit 1: Flugten fra Cuba

Da Carmen, Miguel og Mario ankom til lufthavnen i Miami blev de taget imod af folk fra den katolske kirke, ligesom alle de andre af Pedro Pans børn. Nogle blev mødt af familiemedlemmer, der allerede var rejst til USA for at bo, men flertallet blev ført videre over i små busser, der kørte dem af sted til deres nye hjem – oftest i flygtningelejre og først og fremmest i Florida, men også til børnehjem og plejefamilier i resten af USA.

Carmens forældre skulle være kommet til USA to måneder efter, at 12-årige Carmen og hendes søster var ankommet, men Cubakrisen opstod og holdt dem adskilt. Carmen så missiler i Floridas Everglades rettet mod Cuba. Synet skræmte, for hun vidste, at de pegede mod hendes forældre. Og på Cuba stod missiler rettet mod hende, forestillede hun sig.

Hun fandt hurtigt på ting at lave i flygtningelejren og fik hurtigt venner. Da hun ankom, havde hun intet tøj og vraltede rundt i sine eneste, høje sko, så hun lånte af de andre piger og fik et par flade sko efter en uge. Lejren var et rart sted at være og bestod af nedlagte ejendomme – små hvide huse og en stor spisesal. De boede op til 20 piger i et hus, og i hvert hus tog et par plejeforældre sig af børnene. Carmen sørgede for at holde sig beskæftiget med skole og dans hele dagen, for hun vidste, at når hovedet ramte puden om aftenen, så kom tankerne.

Når hun lå i sengen, snurrede hendes tanker tilbage til Cuba og hendes forældre. Hun savnede dem, og hver aften håbede hun, at de alle sammen ville blive genforenet. Men mest af alt frygtede hun, at hendes far var blevet taget til fange.

Hun græd sig ofte i søvn og kunne høre, hvordan de andre børn også græd i mørket, men ingen sagde noget. Selv drengene snøftede sig i søvn. De benægtede det ellers om dagen, men Carmen kunne selv høre dem.

Hun havde også mareridt om jerntæppet. Hun havde hørt sine forældre tale om Sovjet og jerntæppet, og hun drømte, at tæppet ville komme ned og spærre hendes forældre inde. Carmen Valdivia førte dagbog, da hun boede i flygtningelejren Florida City. Hun skrev, at ikke kun pigerne græd sig i søvn hver aften. Drengene gjorde det også, kunne hun høre.

15 års fødselsdag uden glæde

Da Carmen fyldte 15 år i januar 1965 – efter mere end to år i lejren – følte hun det største savn til sine forældre. For netop dén dag var den største dag for en ung cubansk pige – La Quinceañera – fejringen af hendes 15 års fødselsdag. Hun havde sparet halvanden dollar sammen om ugen og købt sig den perfekte blå kjole til 17 dollar, og hun havde lært den vals, der altid bliver danset til La Quinceañera.

Det var meningen, at Carmens far skulle føre hende ind til valsen, som en brud bliver ført op ad kirkegulvet til et bryllup. Og det var meningen, at de skulle danse den første del af valsen sammen. Men hendes far manglede, og hun var ikke rigtig glad. Hun tog hundredvis af billeder, som hun sendte til sine forældre, for de måtte se, at hun var fyldt 15.

Det var først efter tre og et halvt år, da Carmens forældre flygtede fra Cuba via Mexico, at hun så dem igen. Da var hun ikke længere den lille pige, som hun havde været, da hun var blevet sendt af sted. Hun var et voksent menneske.

Købte en Ford for de første 100$

Miguel var 16 år, da han ankom til St. Raphael, og han så sit ophold i lejren som en tur væk hjemmefra – et eventyr, hvor han hyggede sig med sine venner.

Miguel begyndte i skole, og han gik i læderjakke, plejede sin frisure med voks og lignede hurtigt en rigtig amerikaner. Han stod op klokken fire for at sælge aviser, og oftest gik han ned på det cubanske flygtningecenter i Miami, for der var alle cubanerne, som var interesserede i seneste nyt hjemmefra. Senere fik Miguel også arbejde ved en skrædder, og da han havde tjent 100 dollar, købte han en Ford ’51.

St. Raphael var et lejlighedskompleks, som den katolske kirke havde lejet. Der var køjesenge på værelserne, og flere drenge boede sammen. Lejren var som et hjem, og præsten fader Bryan O. Walsh blev kaldt far, fordi han var tæt på børnene. Fader Walsh var hovedpersonen bag Operation Pedro Pan, og hans underskrift var på samtlige 14.048 af børnenes indrejsetilladelser. Miguel kunne godt lide ham og de folk, der tog sig af børnene i St. Raphael. Men hans møde med amerikanere uden for lejren, var anderledes.

Fornærmelser gav vilje

For eksempel da Miguel en dag krydsede en vej i Downtown Miami, råbte en betjent efter ham.

”Spek,” lød det som om.

Miguel havde hørt udtrykket før. Spek. Spic. Han vidste ikke, hvad det betød. Men det gjorde ham arrig indeni, og han kogte, for han vidste, at det var dét, amerikanerne kaldte cubanerne for at være onde. Han havde hørt det blive råbt fra åbne bilvinduer.

Han læssede sin arrigskab af på fader Walsh, som med tiden fik Miguel til at forstå, at ikke alle amerikanere var på den måde. Miguel tænkte på, at han selv på Cuba havde sagt chino va a Hong Kong – kineser, tag hjem til Hong Kong – til de cubanske kinesere – men han havde jo ikke gjort det for at være ond.

Når de sagde spic, tænkte han, at han en dag ville blive bedre, at han ville gå på universitetet og vinde over dem.

Miguel Xiques mens han stadig boede på Cuba, inden Fidel Castro havde overtaget magten, og inden han blev sendt alene til USA.

Græd over nonnernes hårdhed

Mount St. John Academy.

Der var én nonne, som Mario kunne lide på St. John. Hun smilede til ham og spillede klaver. Og hun slog ikke. Det gjorde de andre nonner.

6-årige Mario var blevet sendt til St. John i New Jersey – et kloster bestående af en bolig til præsterne, et hus, hvor der boede piger, og et hus med nonner. Mario, hans bror og 10-15 andre drenge boede på en sovesal i nonnernes hus, hvor de også blev undervist.

Mario husker ikke specielt meget fra sin tid i klosteret. Men det, han husker, glemmer han aldrig. Nonnerne skubbede ham ned ad trapperne. Han slog sin ryg og græd i flere dage. Andre gange slog de ham – med linealer og hænderne. Han har stadig et ar i baghovedet fra dengang. Når han legede i haven, slap nonnerne schæferhundene løs. Hundene bed ham. Han forstod aldrig rigtigt hvorfor. Hvad kunne en 6-årig have gjort, der fik dem til at gøre sådan, spørger han om i dag.

Én ting forstod han dengang. Nonnerne ville ikke have, at han talte spansk. De talte engelsk og brugte latinske gloser, og når Mario brugte sit spanske, fik han puttet sæbe i munden og blev låst inde i kosteskabet. I skabet stod der en kost og en moppe, og der hang en vask på væggen. Der lod de ham være spærret inde i timevis ad gangen. Han lærte derfor hurtigt at tale engelsk.

Med hjælp fra den katolske kirke i Miami og hovedbagmanden bag Operation Pedro Pan, Monsignor Bryan Walsh, blev 14.042 cubanske børn sendt alene til USA og fordelt i 35 stater - størstedelen af de uledsagede flygtningebørn er endt med at bo i Miami.



Hvorfor ringer mor og far ikke?

Nogle gange blev børnene sendt sultne i seng som straf for noget, de havde gjort. Disse aftener var Mario bange og tænkte på sine forældre. Hvor er I, spurgte han sig selv. Hvor er mor og far? Han vidste det ikke. De skrev eller ringede aldrig.

Når han lå på sovesalen, kunne han engang imellem høre en nonnes skridt igennem lokalet. Så holdt han vejret, spændte sin krop og lod som om, han sov. Gå nu væk, ikke mig, bliv væk, tænkte han. Hans bror svarede altid nonnerne igen. Men han fik også flere tæsk end Mario.

Efter to år på St. John kom Mario og hans bror til en russisk plejefamilie i New Jersey. De gik i skole om dagen og skrællede kartofler og hjalp deres plejemor med de praktiske gerninger, når de kom hjem.

Hos den russiske familie holdt Mario op med at undre sig over, hvor hans forældre var, og han tænkte ikke længere på dem. Sådan var det bare.

Læs afsnit 1: Flugten fra Cuba
Læs afsnit 3 i serien Pan Pedros børn i morgen

Fortællingen er skrevet på baggrund af flere interviews med Carmen Valdivia, Miguel Xiques og Mario Sanchez samt deres venner og bekendte. Baggrundsinformation stammer fra fotografier, dagbøger og andet historisk materiale om Cuba og Operation Pedro Pan.
Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.