Mens du sov: Ivanka Trump får regeringskontor og adgang til hemmeligheder

Donald Trumps datter får sit eget kontor i Det Hvide Hus samt adgang til fortrolige oplysninger, siger kilder. Den første store TV-debat i Frankrig forud for valget blev vundet af Emmanuel Macron, viser måling. Og en kødskandale får Kina til at forbyde al import af kød fra Brasilien. Få overblik over nattens nyheder her.

Præsidentens datter får sit eget kontor i Det Hvide Hus samt adgang til fortrolige oplysninger, siger kilder. Arkivfoto.
Præsidentens datter får sit eget kontor i Det Hvide Hus samt adgang til fortrolige oplysninger, siger kilder. Arkivfoto.

Ivanka Trump får regeringskontor og adgang til hemmeligheder

Præsident Donald Trumps datter Ivanka Trump optrapper sin meget synlige rolle i at rådgive sin far, idet hun får en fast plads i kontorfløjen "The West Wing" i Det Hvide Hus.

Således bekræfter unavngivne regeringskilder mandag forlydender om, at den 35-årige præsidentdatter vil få sit eget kontor i fløjen samt adgang til fortrolige oplysninger og en særlig regeringstelefon.

Det forventes ikke, at hun får en officiel titel, ligesom at det heller ikke forventes, at hun vil få udbetalt løn.

Ivanka Trump vil få selskab i kontorfløjen af sin mand, Jared Kushner, der er seniorrådgiver for præsidenten i spørgsmål om blandt andet handelsaftaler og Mellemøsten.

Da Jared Kushner blev udpeget til den indflydelsesrige post tidligere på året, sagde Ivanka Trump, at hun ikke vil arbejde for sin far i Det Hvide Hus, men i stedet fokusere på sin familie og sine børn.

Siden da har hun dog været en hyppigt brugt rådgiver i kulisserne. Så sent som i fredags sad hun ved siden af den tyske forbundskansler, Angela Merkel, da hun besøgte Donald Trump i Det Hvide Hus.

Ivanka Trump er den næstældste af Donald Trumps fem børn.

Hun har arbejdet i flere af Trumps virksomheder, men har også opbygget sin egen forretning, hvor hun blandt andet har lavet kollektioner af tøj, sko, håndtasker, briller og smykker målrettet karrierekvinder.

En kampagne for at boykotte Ivanka Trumps forretning på baggrund af Trumps politik fik præsidentens toprådgiver, Kellyanne Conway, til at kalde Ivankas tøj "et vidunderligt mærke" under et tv-interview med Fox News.

Hun gik også endnu videre og bad seerne om at "gå ud og køb Ivankas sager".

Medlemmer af Kongressen sagde efterfølgende, at kommentarerne stred mod etiske retningslinjer.

De bad derfor kontoret for regeringsetik om at kigge udtalelserne efter. Kontoret har siden kritiseret reaktionen fra Det Hvide Hus i skarpe vendinger.

/ritzau/Reuters

 

Emmanuel Macron efterlod ifølge måling det mest overbevisende indtryk efter debat mellem præsidentkandidater.
Emmanuel Macron efterlod ifølge måling det mest overbevisende indtryk efter debat mellem præsidentkandidater.

Partiløs kandidat slipper bedst fra fransk præsidentdebat

Emmanuel Macron har i flere meningsmålinger taget teten i den franske præsidentvalgkamp, og den tidligere økonomiministers chance for at vinde er ikke blevet mindre efter den første tv-debat mellem kandidaterne mandag aften.

29 procent af de personer, som så debatten, mener, at den partiløse Emmanuel Macron efterlod det mest overbevisende indtryk foran Jean-Luc Mélenchon fra den yderste franske venstrefløj med 20 procent.

Det viser en måling fra opinionsinstituttet Elabe.

François Fillon fra Republikanerne og Marine Le Pen fra det indvandrer- og EU-kritiske Front National følger lige efter med hver 19 procent. Socialisternes kandidat, Benoît Hamon, klarede sig dårligst, viser målingen.

Debatten, der varede næsten tre en halv time, var vigtig for alle de fem kandidater, der deltog. 40 procent af de franske vælgere siger nemlig, at de endnu ikke ved, hvor de skal sætte deres kryds ved første valgrunde 23. april.

Under debatten slog Marine Le Pen til lyd for, at Frankrigs forbud mod muslimsk hovedbeklædning i skolerne skal udvides til at gælde på alle offentlige steder.

Hamon sagde, at han fik kvalme af Le Pens beskrivelse af franske skoler som værende så farlige, at "eleverne ankommer til skolen fyldt med frygt".

Macron svarede også skarpt igen, da Le Pen påstod, at han er tilhænger af burkinien. Det er en badedragt, der dækker det meste af kroppen, og som især er populær blandt muslimske kvinder.

- Jeg har ikke behov for en bugtaler, sagde Macron.

- Du svigter vælgerne ved at fordreje sandheden, sagde han.

Hvis ingen kandidat får over 50 procent af stemmerne i første valgrunde, så skal de to med flest stemmer ud i en afgørende anden valgrunde 7. maj. Ifølge de fleste meningsmålinger bliver det Macron og Le Pen.

/ritzau/Reuters

 

Prisen på medicin skal falde, og det vil Republikanerne sørge for, når de erstatter Obamacare, siger Trump.
Prisen på medicin skal falde, og det vil Republikanerne sørge for, når de erstatter Obamacare, siger Trump.

Trumps Obamacare-erstatning skal sænke prisen på medicin

Den amerikanske præsident, Donald Trump, siger mandag, at Republikanernes udspil til en sundhedsplan vil indeholde en tilføjelse, der vil sænke prisen på receptpligtig medicin.

Det skal ske gennem en "konkurrencebetonet udbudsrunde".

- Vi prøver at lave en konkurrencebetonet udbudsrunde. Medicinpriser vil blive langt lavere, siger Trump foran en stor forsamling i byen Louisville i Kentucky.

Han ved ikke, om tilføjelsen teknisk set bliver en del af en ny sundhedsplan.

- Vi vil tilføje det til denne lov, og hvis det ikke kan lade sig gøre, så sker det kort efter, sagde præsidenten.

Republikanerne i Kongressen vil stemme en ny sundhedslov igennem. Det kan angiveligt ske allerede torsdag.

Den nye lov skal erstatte præsident Barack Obamas signaturlov, som republikanere har kæmpet hårdt mod i årevis.

Men udspillet har mødt stor modstand.

Sidste uge skabte en rapport fra Kongressens budgetkontor røre i Det Republikanske Parti.

Rapporten viste, at 14 millioner personer ville miste deres sundhedsdækning næste år, hvis partiets plan blev til virkelighed.

Moderate republikanske senatorer er nervøse for, at den nye lov går for langt.

På samme tid vil stærkt konservative kræfter i Repræsentanternes Hus have, at afløseren for Obamacare går endnu længere.

Især to dele af den nye sundhedsplan møder modstand blandt republikanere.

Flere er utilfredse med, at Obamas udvidede udgave af Medicaid skal fjernes fra 2020. Medicaid omfatter sundhedshjælp til den fattige del af befolkningen.

Desuden er mange imod, at en skattefinansieret støtte til dele af Obamacare afskaffes og erstattes med skattefradrag.

Erstatningen af Obamacare er præsident Donald Trumps første store lov, der skal føres igennem Kongressen.

/ritzau/Reuters

 

Iraks premierminister al-Abadi mener, at det vil forbedre forholdet til USA, at irakere igen må rejse ind i landet. HEr møder han Donald Trump 20. marts 2017 i Det Hvide Hus i Washington.
Iraks premierminister al-Abadi mener, at det vil forbedre forholdet til USA, at irakere igen må rejse ind i landet. HEr møder han Donald Trump 20. marts 2017 i Det Hvide Hus i Washington.

Iraks premierminister takker Trump for nyt indrejseforbud

Iraks premierminister, Haider al-Abadi, takkede mandag amerikanernes præsident, Donald Trump, for at have fjernet Irak fra en liste over lande, hvis borgere ikke må rejse ind i USA.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters på dagen, hvor de to ledere for første gang siden Trumps indsættelse sad over for hinanden i Det Hvide Hus.

Abadi har selv appelleret til Trump om, at Irak ikke skulle omfattes af præsidentens omstridte indrejseforbud.

Med forbuddet forsøger Trump at forhindre, at statsborgere fra seks lande, hvis befolkninger er overvejende muslimske, rejser ind i USA.

Donald Trump har to gange forsøgt at få indført et indrejseforbud. Det første blev blokeret af en føderal domstol. Det resulterede i, at Trumps folk fjernede Irak fra listen og reviderede forbuddet en smule. Men også den nye version blev suspenderet.

- Jeg takker dig for at fjerne Irak fra det præsidentielle dekret. Det er en positiv reaktion på den irakiske anmodning, som vil forbedre forholdet til Irak og de irakiske-amerikanske relationer, sagde Abadi til Trump.

Til gengæld anerkendte Trump de irakiske styrker for at kæmpe hårdt mod Islamisk Stat (IS).

- Det er ikke en let opgave, sagde Trump.

- Det er en meget hård opgave. Dine soldater kæmper hårdt. Vi bliver nødt til at slippe af med Isil (en anden forkortelse for Islamisk Stat, red.). Det vil ske. Det sker lige nu.

Donald Trump satte også spørgsmålstegn ved, om USA og den forrige præsident, Barack Obama, burde have trukket USA's tropper ud af Irak.

- Vi skulle aldrig, aldrig have forladt Irak, sagde han.

Det strider dog mod, at Trump tidligere har sagt, at han støtter tilbagetrækningen af tropperne i 2009. Samtidig hævdede han sidste år, da han stillede op som præsident, at USA aldrig skulle have invaderet Irak.

/ritzau/

 

Apparater større end smartphones vil angiveligt blive forbudt på en række flyafgange fra Mellemøsten mod USA.
Apparater større end smartphones vil angiveligt blive forbudt på en række flyafgange fra Mellemøsten mod USA.

USA vil forbyde tablets og bærbare på fly fra Mellemøsten

USA overvejer at forbyde passagerer hos en række flyselskaber fra flere lande i Mellemøsten at have større elektroniske apparater som tablets, bærbare computere og kameraer med sig i kabinen på afgange mod USA.

Oplysningen er delvist bekræftet af tweets fra to flyselskaber i regionen, skriver nyhedsbureauet AFP.

Både Saudi Airlines samt Jordans statslige luftfartsselskab har mandag informeret sine kunder om et forestående forbud mod at bringe elektroniske apparater større end en mobiltelefon med i kabinen.

Ifølge det jordanske selskab, som siden har slettet sit tweet, skal passagerer på fly med kurs mod USA allerede fra tirsdag indstille sig på, at det er slut med at tage større elektroniske apparater med sig i kabinen.

Tiltaget skal ses som et svar på en ikke nærmere beskrevet terrortrussel, som USA's regering har kendt til i flere uger. Det oplyser kilder til blandt andet nyhedsbureauet Reuters og CNN.

Den amerikanske tv-station citerer en embedsmand for, at tiltaget skal ses i sammenhæng med en trussel fra al-Qaeda på Den Arabiske Halvø, Aqap, som har base i Yemen.

Oplysningerne er ikke bekræftet fra officiel side.

- Vi har ingen kommentarer til potentielle sikkerhedsforanstaltninger, men vil komme med en opdatering, når det er hensigtsmæssigt, lyder det i en meddelelse fra ministeriet for national sikkerhed.

Det Hvide Hus er også tavs om sagen ifølge Reuters. Kilder i Kongressen siger til nyhedsbureauet, at John Kelly, minister for national sikkerhed, i weekenden telefonisk orienterede kongresmedlemmer om planen.

Det er fortsat uklart, hvor mange lande eller flyselskaber, som det mulige forbud vil berøre.

Ifølge den britiske avis The Guardian er 13 lande nævnt i en fortrolig mail om tiltaget fra USA's myndighed for transportsikkerhed.

Financial Times citerer en amerikansk embedsmand for, at forbuddet vil omfatte flyselskaber fra otte lande i Mellemøsten. Deriblandt Saudi-Arabien, Jordan, Egypten og De Forenede Arabiske Emirater.

/ritzau/

 

En kødskandale har fået øjeblikkelige konsekvenser for Brasilien i Kina. Også EU lukker ned for en del import.
En kødskandale har fået øjeblikkelige konsekvenser for Brasilien i Kina. Også EU lukker ned for en del import.

Sundhedsfare får Kina til at blokere for alt brasiliansk kød

Kina forbyder al import af kød fra Brasilien.

Det sker, fordi de kinesiske myndigheder er bekymret for sundhedsfaren, efter at det er kommet frem, at kontrollen med kød i Brasilien har været mangelfuld.

Store kødproducenter er ifølge flere internationale medier blevet lukket af myndighederne i Brasilien, fordi de angiveligt har bestukket kontrollanter til at give grønt lys til råddent kød samt salmonellainficeret kød.

Kina er Brasiliens største eksportmarked, men det er øjeblikkeligt lukket ned.

- Indtil myndighederne modtager mere information, så vil Kina ikke modtage mere kød importeret fra Brasilien, udtaler den brasilianske landbrugsminister, Blairo Maggi.

Kødskandalen har fået landbrugsministeren til at suspendere al eksport fra 21 kødproducenter i Brasilien.

Samtidig langer han ud efter brasiliansk politi.

Han mener, at politiet maler fanden på væggen, når det skader en hel industri efter kun at have fundet et par tilfælde, der ikke er omfattet af den normale høje fødevarestandard.

Landbrugsministeren kalder samtidig et eventuelt totalboykot af kød fra Brasilien for en katastrofe.

- Jeg beder, jeg håber og jeg arbejder for, at det ikke vil ske, siger Blairo Maggi.

Også i Europa vil kunderne opleve, at det bliver sværere at købe kød fra Brasilien.

Således har EU-Kommissionen valgt at suspendere importen fra fire brasilianske kødproducenter. Det oplyser talsperson for EU-Kommissionen Enrico Brivio mandag.

Brasilien er en af verdens største eksportører af kød og fjerkræ.

Brasiliansk politi har tidligere offentliggjort flere navne på de mistænkte firmaer i skandalen. To af de involverede firmaer er JBS, der er verdens største kødproducent, og BRF, der er verdens største fjerkræproducent.

Begge firmaer nægter at have gjort noget galt.

/ritzau/Reuters

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.