Menneskesmuglere tjente op til 40 milliarder i fjor

Der tjenes milliarder af kroner på at smugle tragiske menneskeskæbner til Europa, siger Europol.

Arkivfoto.
Arkivfoto.

London: Smugling af mennesker er blevet en af de helt store indtægtskilder for kriminelle.

Europol anslår, at menneskesmuglere i 2015 tjente et sted mellem tre milliarder dollar og seks milliarder dollar - mellem 21 milliarder kroner og 42 milliarder kroner - på at transportere mennesker til EU.

Det siger Rob Wainwright, chef for Europol, til avisen Independent om Sunday.

Forretningen med at smugle mennesker er ifølge Wainwright nu oppe i "Champions League", når det gælder kriminelle aktiviteter i Europa.

Den konkurrerer skarpt med narkokriminalitet.

Det europæiske politisamarbejde Europol har forsket i smuglertrafikken. Independent skriver, at folk fra Europol har spurgt 1500 asylansøgere om deres færden. Det viser sig, at 90 procent af dem har betalt en kriminel bande for at nå frem til Europa.

FN's Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) anslår, at over en million mennesker i 2015 brød op for at komme væk fra krig, forfølgelse eller fattigdom og elendighed og begav sig mod Europa, selv om det ofte var med livet som indsats.

- Det betyder, at mange mennesker laver mange penge, siger Wainwright.

- Vi ved også, at hver migrant i gennemsnit betaler mellem 3000 dollar og 6000 dollar til kriminelle for rejsen. Så ved et simpelt regnestykke når vi frem til mellem tre og seks milliarder dollar, tilføjer Europol-chefen.

The Independent skriver, at de kriminelle netværk strækker sig lige fra området syd fra Sahara og op til Skandinaven. Titusindvis af mennesker er involveret i disse kriminelle forretninger.

Rob Wainwright siger, at Europol alene i 2015 identificerede 10.700 mistænkte menneskesmuglere.

Nogle af de kriminelle er ynkelige typer, andre laver falske pas, nogle er taxachauffører, der tager migranter med over grænser, og så er der også egentligt organiserede kriminelle smuglerbander.

Og de tager penge fra en migrant hele vejen. Han skal betale for ikke at blive taget af politiet, for at kunne komme videre, for en plads i en båd.

Der er også rapporter om, at kriminelle plyndrer migranter. Andre afpresser dem, og andre igen bortfører dem og kræver løsepenge.

/ritzau/

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.