Lige hvad valgkampen savnede – softporno

Den højrereligiøse kandidat Ted Cruz kørte en bidsk reklame mod en rival. Desværre for ham havde en pornostjerne sneget sig ind i reklamen.

Den højrereligiøse kandidat Ted Cruz og Amy Lindsay.
Den højrereligiøse kandidat Ted Cruz og Amy Lindsay.

Ted Cruz henter sin støtte blandt de højre-religiøse vælgere, og måske var det et forsøg på at nå uden for målgruppen.

Men en pornostjerne i en valgreklame? Det var for svedigt, og Cruz måtte vende på en studs.

Her er historien, som er den slags, der gør amerikansk valgkamp til amerikansk valgkamp:

Amy Lindsay er uddannet journalist, men indså før alle andre, at den slags fører ingen steder, og i stedet begyndte hun i midten af 1990erne på en karriere i den del af filmgenren, som amerikanerne kalder softporn. Det betyder lidt mere action end »Fifty Shades of Grey« og lidt mindre end »Langt ned i halsen«, og hendes filmografi tæller rariteter såsom »Forbidden Sins«, »Confessions of a Call Girl« og »Private Sex Club«.

Genfødt kristen

Så Lindsay er en alsidig skuespiller, og hun er også en genfødt kristen og republikaner, og det var kun naturligt, at hun henvendte sig, da hun så en annonce, hvor Ted Cruz søgte medvirkende til en reklamefilm. Reklamen kørte torsdag og fredag, og den skulle forestille en selvhjælpsgruppe, hvor mænd og kvinder sad i en cirkel og talte om deres problemer.

Reklamen var et angreb på en anden republikansk præsidentkandidat, Marco Rubio, og en trist selvhjælpsdeltager – i en bordeuxfarvet flannelstrøje – siger, at han er knust over, at Rubio har løjet for ham. Rubio førte »valgkamp på at være en te-aktivist, og så rejste han til Washington« og lavede aftaler med de mest venstreorienterede demokrater.

Her kommer Amy Lindsay så ind i reklamen. I en stjernerolle, som kræver både smil i stemmen og et øjenbrynsløft, siger hun til flannelsmanden:

»Måske skal du næste gang stemme på andet end en smuk facade.«

Reklamen trukket tilbage

Det kunne alt sammen være så godt, hvis det ikke havde været for reporterne på Buzzfeed. De gjorde sig den ulejlighed at undersøge deltagerne i videoen – eller også fik de et tip fra en af deltagerne, som kunne bruge et karriereløft – og fredag aften dansk tid kunne de afsløre, at Guds egen mand i valgkampen kørte en reklame med en porno-stjerne. Det tog ikke længere, end man kunne sige »Pleasure Zone: Volume 2«, før Team Cruz havde trukket reklamen tilbage og beklaget.

»Desværre tjekkede produktionsselskabet hende ikke. Havde vi kendt hele hendes filmografi, havde vi naturligvis ikke brugt hende i reklamen,« sagde en talsmand for Cruz til Buzzfeed.

Hvorfor ikke?

Men dermed var sagen ikke afsluttet. Bagefter beklagede Lindsay sig på Twitter, hendes fans klagede også på de sociale medier, og en kommentator hos det konservative National Review opfordrede Ted Cruz til at løsne den øverste skjorteknap.

»Hvorfor kan en softporno-skuespiller ikke være med i en valgreklame? Der var ingen softporno-scener i reklamen eller andet utilstedeligt – så hvorfor ikke,« spurgte Charles Cooke.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.