Sunday Times-journalist Marie Colvin har dækket krige overalt på kloden de sidste tyve år, er død i Syrien.
22. februar 2012, 19:11
Den legendariske krigskorrespondent Marie Colvin fra The Sunday Times er blevet dræbt i Syrien under bombardementet af Syrien sammen med den franske fotograf Remi Ochlik
Og selvom ordet bruges i flæng, er det ikke for meget at bruge ordet 'legende' om netop Colvin, der først gav sit ene øje, så sit liv for at kunne rapportere fra denne verdens krige. Fortælle sandheden til dem, der sad trygt derhjemme i sofaen. Og for at kunne give en stemme til dem, der sad alt andet end trygt i frontlinjen eller blev ramt af kuglerne fra den.
- Vi tager til fjerne krigszoner for at fortælle, hvad der sker. Offentligheden har en ret til at vide, hvad vores regering og vores styrker foretager sig i vores navn. Vores opgave er at fortælle sandheden. Vi sender det første rå udkast af historieskrivningen hjem. Vi kan og vi gør en forskel i at fortæle om krigens grusomheder og specielt de uhyrligheder, der rammer de civile, sagde hun i en tale til en mindehøjtidelighed for faldne krigskorrespondenter i 2010.
Hun havde været korrespondent i sin hele professionelle karriere, de seneste to årtier for Sunday Times og havde oplevet, hvordan faget havde udviklet sig, men kernen stadig var det samme:
- I en tidsalder med nyheder døgnet rundt, med blogs, med twitter er vi konstant på, uanset hvor vi er. Men krigskorrrespondentens job er grundlæggende det samme. Nogle er nødt til at tage derud og se, hvad der sker. Du kan ikke få de informationer uden at tage steder hen, hvor mennesker bliver skudt, og andre skyder på dig. Den virkelige udfordring er at have nok tiltro til menneskeligheden til at tro på, at nok mennesker, det være regeringen, militæret eller manden på gaden vil interessere sig for emnet, når dine oplysninger rammer avissiderne, websiden eller tv-skærmen.
Hun troede selv på det, og hun blev ved. Hun var amerikansk født, midt i 1950’erne, men skrev for britiske medier og var udsendt for den britiske avis Sunday Times og havde blandt andet være i Irak, Balkan, Gaza, Beirut og Afghanistan. Hun rapporterede så sent som i går fra Homs til BBC om den regn af granater, byen var udsat for. Hun havde været krigskorrespondent stort set hele sin karriere og mistede i 2001 sit ene øje, da hun blev beskudt på Sri Lanka.
Derfor vidste hun, hvad hun risikerede:
- Mange tilstede i dag (til arrangement for krigskorrespondenter red.) må have spurgt jer selv eller vil spørge jer selv nu: Er det prisen værd? Livene? Hjertesorgerne? Tabene? Kan vi virkeligt gøre en forskel. Jeg stod overfor det spørgsmål, da jeg blev såret. En avis skrev sågar ‘er Marie Colvin gået for langt denne gang’ Mit svar var da og er nu: Det er det værd.”


































