Kvindens plads i Helvede

Man skulle tro, at unge, hvide erklærede feminister ville elske at stemme Hillary til magten som USAs første kvindelige præsident. Men nej: Af mange bliver hun anset for en kønsforræder, og årsagen hedder Bill Clinton og Monica Lewinsky.

Hillary Clinton har store problemer med at tiltrække unge feministiske vælgere på grund af sin fortid. Den manglende begejstring skyldes bl.a. hendes tid som førstedame, hvor hun med næb og kløer forsvarede sin ægtemand mod beskyldningerne om utroskab. Foto: Lucas Jackson / Reuters
Hillary Clinton har store problemer med at tiltrække unge feministiske vælgere på grund af sin fortid. Den manglende begejstring skyldes bl.a. hendes tid som førstedame, hvor hun med næb og kløer forsvarede sin ægtemand mod beskyldningerne om utroskab. Foto: Lucas Jackson / Reuters

Scenen var sat en bidende kold februardag i 2016.

Det skulle være et brag af et demokratisk valgmøde i New Hampshire. Partiets topkandidat, Hillary Clinton, ville lige om lidt træde op på scenen i gymnasiets gymnastiksal i byen Concord sammen med den tidligere amerikanske udenrigsminister Madeleine Albright og tale til de især yngre kvinder, der var kommet fra nær og fjern. Herunder en gruppe unge, hvide kvinder fra American University i Washington D.C.

Hillary Clinton kom og overlod i første omgang scenen til Madeleine Albright, der sad i præsident Bill Clintons administration i 1990erne som udenrigsminister. Det skete med velberåd hu: For Clinton vidste, at taget ville løfte sig, når den 78-årige stadig knivskarpe Albright råbte de berømte gamle ord ud til en kogende forsamling: »There is a place in Hell for women who don’t help other women«.

Og taget løftede sig. Men det gør Hillarys popularitet blandt de yngre, hvide, amerikanske kvinder ikke nødvendigvis. Meget muligt skyldes begejstringen snarere sympati for kvindesagen generelt end for Hillary konkret. For under primærvalgene er det blevet mere end klart, at helvedet faktisk kan ende med at blive overfyldt af især unge og hvide kvinder, som ikke gider at støtte Hillary.

Og det er der mange forklaringer på. En af dem hedder Bill Clinton og Monica Lewinsky.

»Hillary Clinton og Albright svigtede dengang feminismen,« som en af de unge kvinder på mødet siger. For både Hillary Clinton, Madeleine Albright og alle de andre gamle feminister, der arbejdede for den kvindeglade præsident, holdt hånden over Bill Clinton, når han stædigt hævdede, at han aldrig havde haft sex med Monica Lewinsky. I stedet for at afsløre præsidentens hykleri og sige ligeud, at han ganske enkelt var en »utro skiderik«, så forsvarede de ham først helt og holdent og senere ved at påstå, at han »teknisk« set havde ret. Sex defineres nemlig lidt anderledes i USA end i resten af verden. Uden at gå i detaljer. Men som en anden siger: »Hvis det ser ud som sex, og hvis det lyder som sex, så er det sex.«

Dengang var der også nogle kvinder, der trådte frem og påstod, at de mere eller mindre frivilligt havde haft sex med præsidenten i hans lange karriere. Først da han var guvernør i staten Arkansas og senere i Det Hvide Hus.

Så når Hillary Clinton stiller sig op på scenen og fordømmer de mange voldtægter, der sker i dag af unge kvinder på universiteterne, og samtidig kræver, at hver enkelt sag bliver undersøgt til bunds, så spørger de unge feminister, hvorfor den regel ikke gjaldt, da Bill Clinton blev beskyldt for det samme.

»Det var dobbeltmoralsk: Men alligevel vil jeg stemme på hende, for det skylder jeg trods alt mit eget køn,« siger en af de unge kvinder fra American University.

Men sådan er det ikke alle, der har det. Hendes partipolitiske modstander Bernie Sanders har langt bedre fat i de unge. Herunder kvinderne.

Og han appellerer ikke bare til dem, der er sure over, at Hillary støttede Bill efter Lewinsky-affæren, men også til de unge kvinder, som ikke kan se, hvorfor de skulle stemme på en kvinde, bare fordi det er en kvinde. De går op i de politiske budskaber. Og Sanders er en mand med store, omkalfatrende budskaber: Han kræver, at der skal gøres noget ved de sociale systemer i USA. Universiteter og hospitaler skal være gratis ligesom i de skandinaviske lande, og milliardærerne skal betale mere i skat.

Hillary Clinton derimod stiller i høj grad op som kvindernes kandidat. Alle hendes valgmøder handler om kvindernes vilkår. Og det er det, der kan give bagslag især hos en generation, som ganske vist er taknemmelige for de gamle feministers indsats i 1960erne og 1970erne, men som samtidig føler, at det var dengang. I dag er det – som webmagasinet Hit&Run skriver – »intersektionalitet«, der styrer de kvindelige vælgeres kryds. Altså sætter de ikke kryds ved en kvinde, bare fordi de er kvinder, men ud fra en vurdering af en lang række faktorer.

For mange lig i lasten

Og der er også mere jordnære forklaringer på anti-Hillary-bølgen.

Hvis man skal forstå det mere pragmatisk – for der er også »ældre« kvinder, der aldrig kunne drømme om at stemme på Hillary Clinton – så har den tidligere amerikanske førstedame været så mange år i politik, at hun i nogens øjne er blevet godt slidt og har så mange lig i lasten, at man hellere vil finde en anden kandidat, hvis det er muligt i den amerikanske kaotiske valgkamp.

»Jeg stoler simpelthen ikke på hende,« siger Margaret Hard, som Berlingske møder i Ohio i det demokratiske hovedkvarter.

»Hillary Clintons fond, hendes email-sager, hendes forhold til store virksomheder, banker og fremmede stater som Saudi-Arabien, som alle har spyttet i kassen til Clinton Foundation, giver et gråtonet billede af en kandidat, der ikke er helt troværdig,« siger hun.

Og hun er en af de mange, der ikke vil stemme på Hillary Clinton, selv om hun ikke alene er højt begavet, men også den politisk bedst egnede blandt kandidaterne med de mange job, hun har haft. Hun har ud over at være førstedame også været udenrigsminister og senator for staten New York.

Selv i et mere end grumset felt kan usikkerheden i sidste ende betyde, at hun ikke bliver præsident. Også selv om hun på papiret skulle vise sig at være den bedst egnede.

Grunden er, at hun er nødt til også at tiltrække mænd, unge som gamle, for at blive valgt.

Men da hun i offentligheden mere bliver opfattet som en maskine end et menneske, har hun ikke været nem at »sælge« til vælgerne. Som forfatteren Mark Leibovich skriver i et essay i The New York Times om sit møde med Clinton: »Hun bevæger sig i rummet på en måde, som et ægte menneske ville gøre«. Det er i øvrigt en parafrase over en tidligere portrætartikel om republikaneren John McCain, der var præsidentkandidat i 2008.

Men Hillary Clinton øver sig.

Hun er blevet langt bedre til at være menneskelig på scenen, og hendes smil når nu øjnene. Hun kan tale om dagligdagsproblemer, selv om hun hellere vil tale om politik, og hendes nye barnebarn, Charlotte, har givet hende den menneskelige glød, som vælgerne kan identificere sig med. Men om hun får unge kvinder med om bord i det antal, hun ønsker, er ikke sikkert. Måske tager nogle af dem hellere turen til Helvede.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.