Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Krydstogtrederi afviser at være skyld i forlis

Rederiet bag det kæntrede, italienske krydstogtskib Costa Concordia forsøger at lægge afstand til ulykken, der frygtes at have kostet flere end 30 mennesker livet.

Mens presset stiger for at få placeret et ansvar i sagen om det forliste krydstogtskib Costa Concordia forsøger rederiet bag at distancere sig fra det.

Chefen for rederiet Costa Crociere, Pier Luigi Foschi, har således ifølge nyhedsbuerauet AFP sagt i en høring i det italienske senat onsdag, at rederiet blev vildledt af skibets kaptajn, efter det fredag den 13. januar ramte klipperne ved øen Giglio.

Foschi indrømmer dog, at rederiet, som er ejet af en amerikanske virksomhed, nogle gange opfordrer deres kaptajner til at sejle tæt på kysten, hvilket også var tilfældet, da Costa Concordia kæntrede. Flere meldinger har således lydt, at kaptajnen ville imponere passagererne ved at sejle så tæt på Giglio som muligt. Ifølge Foschi er denne manøvre dog »ikke autoriseret.«

Rederiets chef har over for politikerne i senatet fortalt om, hvordan kontakten mellem skibets kaptajn og rederiets krisechef forløb efter kæntringen. Ifølge Foschi ringede kaptajnen, Francesco Schettino, først til krisechefen omkring ti minutter efter, skibet havde ramt klipperne.

Kaptajnen skal ifølge rederichefen have været meget rolig og have sagt, at situationen var under kontrol. Knap en halv time senere lød meldingen fra kaptajnen dog, at skibet skulle evakueres.

- Ferrarini (krisechefen, red.) siger, han var fuldstændig overrasket over, at skibet skulle forlades. Han siger, at ud fra de foregående telefonsamtaler kunne han ikke have forstået, at situationen var så ekstrem, sagde Foschi ved høringen.

Kaptajn Schettino sidder i øjeblikket i husarrest anklaget for manddrab, for at være skyld i et forlis og for at have forladt skibet, mens der stadig var passagerer om bord. Samtidig er antallet af bekræftede dræbte oppe på 16, mens yderligere 16 fortsat er savnet. Det har endnu ikke været muligt for dykkere at gennemsøge hele skibet, der havde omkring 4.200 passagerer og besætningsmedlemmer om bord.

Flere end 150 passagerer har allerede bebudet, at de vil gå sammen om at sagsøge rederiet.