Korrespondent: USA er ved at vende krigen i Irak

Berlingskes mellemøstkorrespondent beretter fra Irak, at den kurdiske hær er i stærk fremgang mod Islamisk Stat. Udviklingen skyldes i høj grad USAs luftstøtte, men amerikanerne kan være nødsaget til at optrappe indsatsen for at besejre IS endeligt.

Allan Sørensen, Berlingskes korrespondent i Mellemøsten.
Allan Sørensen, Berlingskes korrespondent i Mellemøsten.

Krigslykken i det nordlige Irak er så småt ved at vende for den irakiske hær, der kæmper en hård kamp for at trænge Islamisk Stat (IS) ud af landet, efter ekstremisterne har erobret store områder af Nordirak.

Det skiftende overtag skyldes næsten udelukkende hjælpen fra det internationale samfund, der i de seneste uger har bidraget til den militære indsats mod IS.

Især USAs bidrag i form af strategiske luftangreb har været en uvurderlig støtte til den irakiske hær, fortæller Berlingskes mellemøstkorrespondent, Allan Sørensen, der følger situationen fra den irakiske by Erbil.

»Fronterne er begyndt at rykke sig, og den kurdiske pershmerga-hær har virkelig vundet momentum de seneste dage. IS har haft mulighed for at rykke langt frem i Irak, fordi de har haft overlegne våben indtil nu, men USAs hyppige luftangreb har været med til at vende situationen drastisk. For hvert angreb svækker de IS’ position, og det er med til at bane vejen for den irakiske hær,« siger Allan Sørensen.

Den amerikanske præsident, Barack Obama, har ved flere lejligheder udtalt, at der ikke er en tidshorisont på USAs engagement i Irak.

Obama mener, at krigen kan strække sig lang tid endnu, og USA kan ende med at spille en altafgørende rolle i at drive den militante oprørsgruppe endeligt ud af Irak, mener Allan Sørensen:

»Man kan se amerikanernes betydning ved deres luftangreb ved den vigtige Mosul-dæmning, der åbner for pershmerga-hæren på landjorden. Men USAs rolle kan snart ændre sig betydeligt, hvis IS beslutter sig for at trække sig tilbage til Mosul og gøre en fæstning ud af byen. Så er det pludselig ikke nok at bombe med fly og droner, og det er nok derfor, at Obama har været afventende med at melde noget konkret ud om strategien i Irak,« vurderer Allan Sørensen.

I weekenden sagde NATOs afgående generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, at situationen i Irak er så slem, at det internationale samfund er nødt til at gribe yderligere ind militært, og den opfordring er allerede blevet fulgt.

»Frankrig har allerede sendt våben til den kurdiske hær, og det er noget, som de omgående har understreget betydningen af. Der skulle være udstyr på vej fra andre lande, og kurderne har udtrykt, at de har alvorligt behov for nye våben, idet de vil forsøge en stor offensiv mod IS snarligt,« siger Allan Sørensen.

 

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.