I en sjælden tale kritiserer den saudiske Kong Abdullah Kina og Rusland for at blokere for en FN-resolution mod Syrien.
10. februar 2012, 23:02
I en af sine sjældne tv-taler fredag meldte den saudiske Kong Abdullah sig for alvor ind i debatten om verdenssamfundets håndtering af krisen i Syrien. Det skete, da han indirekte kritiserede Kina og Rusland, der sidste uge nedlagde veto mod en FN-resolution.
- Vi går igennem en skræmmende tid, og det der skete i FN er absolut beklageligt, lød det ifølge The New York Times fra den saudiske konge.
Kong Abdullah nævnte ikke Kina og Rusland direkte i talen. Ifølge avisen er kritikken dog utvivlsomt rettet mod de to lande, der som permanente medlemmer af FNs Sikkerhedsråd kunne blokere for resolutionen.
Sjælden tale
Kong Abdullah udtaler sig sjældent så direkte i offentligheden. Ifølge den amerikanske avis synes undtagelsen at skyldes den saudiske selvopfattelse som et spirituelt centrum for sunni-islam.
Flertallet af den oprørske syriske befolkning er netop sunni-muslimer, mens den undertrykkende Bashar al-Assad-regering udspringer af den shia-muslimske alawit-sekt.
Kong Abdullahs tale faldt på en dag, hvor volden i Syrien ifølge flere internationale medier har bredt sig yderligere. I landets største by, Aleppo, har to voldsomme eksplosioner dræbt 28 og såret 175. Samtidig fortsætter de voldsomme kampe i oprørsbyen Homs.


































