Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Kaptajn indrømmer sejler-fejl

Kaptajnen sejlede det store krydstogtskib tæt på øen Giglio for at »hilse« på en tidligere kollega.

Kaptajnen på det kæntrede krydstogtskib »Costa Concordia«, italienske Francesco Schettino, er under hårde beskyldninger i sit hjemland, efter at et båndudskrift har vist, at han ikke - som det ellers er lovpligtigt - blev på skibet for at hjælpe sine passagerer i sikkerhed.

Nu forsøger den udskældte kaptajn at forklare, hvorfor har forlod det synkende skib før tid. Ifølge den engelske avis The Telegraph har han således fortalt til efterforskerne, at han simpelthen snublede ned i en af redningsbådene.

I løbet af det tre timer lange forhør tirsdag sagde han ifølge avisen følgende:

- Passagererne væltede ud på dækkene og stormede redningbådene. Jeg havde ikke engang nogen redningsvest, fordi jeg havde givet den til en af passagererne. Jeg forsøgte at få folk ned i bådene på ordentlig vis. Pludselig - fordi skibet lå i en vinkel på 60 - 70 grader - snublede jeg og endte i en af bådene, Det var sådan, jeg havnede der, siger Francesco Schettino ifølge avisen.

Han forklarer også, at han var fanget i redningbåden i omkring en time, inden den blev hejst ned i vandet ud for kysten ved øen Giglio. Sammen med ham i båden var skibets næstkommanderende, græske Dimitri Christidis, samt Silvia Coronica, som var tredjeofficer på »Costa Concordia«, oplyser den italienske avis La Repubblica.

Francesco Schettino har indrømmet, at han sejlede det store krydstogtskib tæt på øen Giglio for at »hilse« på en tidligere kollega, forhenværende Costa-kaptajn Mario Palombo.

- Det er sandt, at »hilsnen« var til kaptajn Mario Palombo, som jeg snakkede i telefon med. Skibets rute blev besluttet, da vi sejlede fra Civitavecchia, men jeg lavede en fejl i indsejlingen, siger Francesco Schettino.

Kaptajnen fortæller også, at han ikke brugte andre hjælpemidler end synet, »da han kendte dybderne godt og havde lavet den manøvre tre eller fire gange før.«

- Men denne gang befalede jeg for sent, at vi skulle dreje og så endte vi et sted, hvor der var for lavvandet, siger Francesco Schettino.

- Jeg ved ikke, hvorfor det skete. Jeg er et offer for mine instinkter, siger han.

Læs også: En kæntret kæmpe

Ifølge The Telegraph var kaptajnens primære bekymring, da han endelig kom i land, at få tørre sokker på.

Det fortæller en taxachauffør, Ottavio Brizzi, der samlede Francesco Schettino op omkring klokken 11.30 lørdag og kørte ham til hotellet Bahamas, som ikke lå langt derfra.

- Det var en meget kort tur, ikke mere end 30 sekunder. Han sagde ikke meget, ud over at han spurgte mig, hvor han kunne købe nogle tørre sokker. Han så meget forfrossen og bange ud - han lignede en hund, der havde fået tæsk.

Ifølge Reuters er 11 mennesker foreløbigt bekræftet døde, mens mindst 23 stadig er meldt savnet ud af de omkring 4.200 passagerer og besætningsmedlemmer, der var om bord på skibet.

Web-tv: Se ødelæggelser indefra

For at kunne se WebTV kræves den seneste udgave af Adobe Flash Player installeret, den kan hentes på http://get.adobe.com/flashplayer/