Analyse

Kampen mod den store satan

Med grusomme angreb i den kurdiske provins, forsøger oprørsgruppen Islamisk Stat at tvinge USA så langt ind i krigen i Irak som muligt.

Hjulpet af syriske kurdere og amerikanske bombardementer er det lykkedes flere tusinde fra den kurdisktalende yazidi-minoritet at flygte fra Sinjar-bjerget i det nordøstlige Irak, hvor de har været belejret af oprørsgruppen Islamisk Stat (IS). Titusinder er fortsat fanget på bjerget. Foto: Ahmad al-Rubaye/AFP
Hjulpet af syriske kurdere og amerikanske bombardementer er det lykkedes flere tusinde fra den kurdisktalende yazidi-minoritet at flygte fra Sinjar-bjerget i det nordøstlige Irak, hvor de har været belejret af oprørsgruppen Islamisk Stat (IS). Titusinder er fortsat fanget på bjerget. Foto: Ahmad al-Rubaye/AFP

For første gang siden tilbagetrækningen fra Irak i 2011, bruger USA igen militær magt i Irak.

Præsident Obama har bemyndiget en række luftangreb, der skal standse Islamiske Stats (IS) voldsomme angreb på den semiautonome kurdiske provins i det nord-nordøstlige Irak.

Det ville være synd at sige, at Obama i sin egenskab af øverstkommanderende for de væbnede styrker er opfyldt af kampgejst. Normalt sender man ikke bombefly af sted til et fremmed land med beskeden om, at man sandelig ikke har tænkt sig at »lade sig trække ind i en krig«.

Men det er med velberådet hu, at Obama bruger netop dén formulering. For han er udmærket klar over, at det netop er, hvad IS forsøger på: At få USA trukket så langt ind i krigen som muligt. IS, der jo ellers har rigeligt med andre fjender at slås mod under disse ugers fremmarch i såvel Irak som Syrien, har valgt at gå til angreb på netop kurderne – på trods af at kurderne råder over Iraks suverænt bedst organiserede militærstyrke, Peshmergaen, på over 100.000 mand. IS ved nemlig, at USA er nødt til at reagere.

Persmerga’en var allieret med USA under Irak-krigen og bistod amerikanerne med at pågribe Saddam Hussein. Samtidig har kurderne undladt at løsrive sig fra Irak og at bidrage til den irakiske stats opløsning, selv om de har haft alle gode argumenter på hånden. Såmænd har kurderne for nylig stillet endnu en præsident i skikkelse af Fouad Massoum til den irakiske centralmagt, selv om de kunne have vendt Bagdad ryggen med henvisning til premierminister al-Malikis sekteriske politik. Kurderne havde trods alt forud for IS’ angreb skabt et sammenhængende, velfungerende, stabilt område midt i en krigszone.

Hvordan skulle USA så kunne sidde et angreb overhørig på snart sagt de eneste, der har opført sig konstruktivt efter den amerikanske tilbagetrækning?

IS angriber samtidig på en måde, som ikke giver USA noget valg, hvis USA stadig vil gøre krav på titlen som leder af den frie verden. IS har optrådt grusommere end grusomt over for mindretallene i de kurdiske områder. Man har drevet tusinderne af kvinder, mænd og børn fra det kurdisktalende, religiøse mindretal yazidierne op på Sin-jarbjerget under trusler om, at de kan vælge mellem at tvangskonvertere til islam eller at blive henrettet. De kristne, shabakerne, mandanerne og alle de andre ikke-islamiske mindretal er heller ikke blevet skånet, og der går frasagn om kvinder, der er blevet taget som sexslaver, og om kvinder og børn, der er blevet begravet levende.

Hvis nogen skal gøre noget ved det, nu og her, så er der kun USA. EU kan ikke og vil ikke bruge magt, eller også er det omvendt: EU vil ikke, og kan derfor ikke. Det kommer ud på et: Hvis uretten skal standses, er der kun USA til det.

Og som man kunne vente, er den selvudråbte kalif for IS, Abu Bakr al-Bagdadi, henrykt over de amerikanske luftangreb. Han har ventet på dem i månedsvis.

På en YouTube-video fra juni, som IS nu har genudsendt, siger kaliffen: »I, korsets forsvarere skal vide, at I ikke kan få andre til at kæmpe for jer i Syrien såvel som i Irak. Før I ved af det, vil I igen være i direkte kamp; tvunget i kamp om Gud vil. Og Islams sønner har forberedt sig til denne dag.«

Forklaringen er, at IS de seneste år har måttet bruge en del kræfter på kampe mod andre ekstreme sunnimuslimske grupper, og det underminerer selve fundamentet for et kalifat, der hævder at udøve religiøs autoritet over alle rettroende – det vil sige sunnimuslimer. Ikke mindst krigen mod al-Qaeda og dens underafdeling al-Nusra Fronten har udstillet magtbegæret hos de hellige krigere; for det er klart for enhver sunnimuslim, at der ikke er tale om dybe religiøse uoverensstemmelser. Uenigheden begyndte, da Abu Bakr i april sidste år erklærede, at al-Nusra fremover skulle høre ind under ISIS, som IS hed på det tidspunkt. Han havde glemt at tage al-Qaeda og al-Nusra i ed, og al-Qaedas leder al-Zawahiri blev så vred, at han beordrede opløsningen af ISIL og satte al-Nusra i spidsen for den hellige krig i Syrien.

 

Abu Bakr nægtede at føje sig, men neddroslede dog aktiviteterne i Syrien for en stund, og ISIL fortrak til Irak, hvor de udråbte kalifatet og omdøbte sig til IS. Nu vinder IS dag for dag frem i både Irak og Syrien og kræver anerkendelse som de første blandt ligemænd. Det kan kun ske gennem kamp med den store satan, USA. Al-Qaeda kan ikke forsvare at bekrige sunnimuslimer, der er i hellig krig med vantroens højborg.

Mest læste
Seneste nyt

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.