Kampen mellem stammerne i USA

Splittelse er den eneste konstant i amerikansk politik. Forskellige stammer kom til USA med vidt forskellige idéer om idealsamfundet. 400 år senere er de stadig ikke enige.

The Union and The  Constitution Forever.
The Union and The  Constitution Forever.

Det blev en ydmygelse for Barack Obama.

Det var 22. maj i år, han var den siddende demokratiske præsident, og i stat efter stat havde hans partifæller med klapsalver og uden modstand valgt ham som partiets præsidentkandidat, og hvorfor skulle det blive anderledes den aften i Kentucky og Arkansas?

Men festen fik en slem mislyd.

I Kentucky stemte Obamas partifæller i et flertal af amterne på »ingen af de ovennævnte« frem for at stemme på ham, og i Arkansas stemte over 40 procent af Demokraterne på en modkandidat, hvis efternavn lige så godt kunne have været »alle-andre-end-Obama«.

Kort forinden var det samme sket i West Virginia. I den tilknappede stat i kulminebæltet stemte over 40 procent af Demokraterne på en indsat i et forbundsfængsel frem for at stemme på Obama.

Hvorfor i himlens navn ville så mange Demokrater i de tre stater ikke vide af deres egen mand, deres egen præsident, Barack Obama?

I sidste uge forsøgte Jonathan Cohn i New Republic at betragte amerikansk politik fra samme højde som satellitter og rumsonder, og han bed fast i et tilbagevendende fænomen: Splittelse.

Alene i denne valgkamp har politikerne talt om splittelse mellem »ydere og nydere«, »land og by«, »1 pct. og 99 pct.« og »47 pct. og 53 pct.«, og i en uendelighed hører vi om røde stater mod blå, og der er en grund til, at »splittelse« er den store uforanderlighed, siger Cohn.

Årsagen er, at USA er splittet.

Ved højtidelige lejligheder taler festtalerne godt nok om USA som ét og om amerikanerne som lænket sammen om fodleddet, men det er en myte – som vi også så i denne uge. Orkanen Sandy druknede dele af New Jersey og New York, og officielt agerede politikerne og præsidentkandidaterne sammenhold og enighed, men uofficielt – og dårligt nok camoufleret – spillede de et spil, der handlede om det modsatte.

Og hvordan kan det være anderledes, spørger forfatteren Colin Woodard i en nylig bestseller, »American Nations«. Millioner af mennesker kom til USA med væsensforskellige opfattelser af det idealsamfund, de ville skabe, og de var ikke enige dengang, og de er ikke enige i dag.

Før uafhængigheden i 1776 var de amerikanske kolonier således mange samfund, som ofte var i indbyrdes konflikt, og først i det øjeblik, hvor englænderne begyndte at behandle dem som ét – og som en fælles fjende – blev de et land. Efter uafhængigheden ville mange af dem gå deres egne veje, i 1864 udbrød en borgerkrig så blodig, at den overgik de amerikanske tab i alle andre krige til og med Anden Verdenskrig, og i dag er amerikanerne ofte holdt sammen mere på trods end på grund, siger Woodard.

Hans bog er ikke den første, der foretager sådan en opdeling, men den er opsigtsvækkende, fordi han graver sig ned i data og historie og deler landet op – ikke i røde og blå, ikke i enkeltstater og procenter, men i 12 stammer, som går på tværs af stater, og som aftegnet på et kort ligner en endnu mere surrealistisk udgave af Jasper Johns USA-maleri, men som i sin præmis giver det nuværende præsidentvalg en forbløffende aha-dimension.

For hvordan skal man ellers forklare Barack Obamas ydmygelse den aften?

Hans partifæller i det meste af USA genopstillede ham med akklamation, men i Kentucky, West Virginia, Arkansas og også en række andre stater, gav de ham en pinlig dukkert.

Bagefter var en række eksperter hurtige til at sige »racisme«, og de pegede på et kort, som efter præsidentvalget i 2008 blev et internetfænomen. Kortet viste de amter, hvor Demokraterne i 2008 var gået tilbage. På landsplan gik partiet ellers over ni procentpoint frem, men i disse hundredevis af amter gik partiet mystisk nok tilbage.

Kendetegnende for amterne var, at de alle lå i det dybeste Syden eller i en bræmme omkring Appalacherne, den kæde af bjerge, der går langs den amerikanske østkyst, og som med en bred pensel er fattigt, hvidt og præget af minedrift og inspirationen for film om »Deliverance« og »Winter’s Bone«.

Som Colin Woodard skriver i en email-udveksling: »Appalacherne er tydeligvis en ’tabt sag’ for Barack Obama, men det er mere usikkert, om det skyldes racisme, for i det republikanske primærvalg ville Appalacherne heller ikke vide af Mitt Romney. Så snart primærvalgkampen nærmede sig bjergkæden – og Syden – fik Romney de læsterligste tæsk.

Eller sagt med andre ord:

Der er i USA nogle etnografiske brudflader, der ikke bare skubber til hinanden, men direkte kriges. USA er ikke bare en kreativ dialog mellem kulturer; lige så ofte er kulturerne som magnetpoler, der aktivt støder hinanden væk, og hvad, der politisk er godt og hot i den ene del af USA, er alene af den grund det modsatte i den anden.

Det er stammerne.

I sig selv er det ikke så chokerende, at USA er et samfund af kolliderende stammer. Tænk på Europa. københavnere og baskere har formentlig lige så meget til fælles som århusianere og serbere, og ingen ved sine fulde fem vil hævde, at Europa er ét.

Europa er mere en vedtagelse, end det er en fælles manifestation.

USA er ikke anderledes, og man kan diskutere, om der er flere eller færre end 12 stammer, og man kan diskutere de navne, som Colin Woodard giver dem, men det er svært at komme uden om logikken i hans tese.

Her er de vigtigste af de stammer, som han præsenterer dem i sin bog og med hans ordlyd:

EL NORTE

Inden englænderne landede i Virginia, var spanierne allerede oppe i Kansas, og i det nordlige Mexico og sydvestlige USA udviklede »norteños« en unik kultur, som både politisk og religiøst søgte uafhængighed fra den spanske krone og kirke, og som var – og stadig er – præget af autonomi og modvilje mod overmagt. Latino-immigranter har senere tilføjet et krav om sociale reformer.

YANKEEDOM

Blev grundlagt i det nordøstlige USA af pilgrimme og puritanere, der troede på velfungerende samfund med skoler og kirker og omsorg for de svage, en slags calvinsk teokrati. De fleste af de første bosættere var middelklasse og relativt veluddannede. I dag præger idéen om et velstyret samfund med regler og uddannelse og offentlig velfærd stadig Yankeedom.

DEEP SOUTH

Blev grundlagt af slaveejere fra Barbados, som tog deres oligarkiske system med til USA. Deres oprindelige forbillede var slavestaten, hvor demokrati var et privilegium for de få, og slaveri og senere lavtbetalt lønarbejde en pligt for de mange. De forestillede sig en et-partistat med så lidt offentlig indblanding som muligt, og de var religiøst imod en forbundsmagt.

THE MIDLANDS

Siden 1600-tallet har tyskerne været den største etniske gruppe i Midlands, og de er enige med Yankees om, at samfundet skal indrettes på en måde, som gavner almindelige mennesker, men de er skeptiske over for topstyring fra regeringen. Midlands er de historiske svingstater, lige fra slavedebatten i 1800-tallet til det nuværende præsidentvalg.

GREATER APPALACHIA

Højlandet langs Østkysten og ind i midtlandet blev i begyndelsen af 1700-tallet befolket af bølge efter bølge af stridsvante bosættere fra de krigshærgede grænseegne i Nordirland, Nordengland og det skotske lavland. De bragte deres klantænkning med sig, og de er lige skeptiske over for magthavere, rigmænd og sociale reformatorer.

THE FAR WEST

Har et klima der gør traditionel landbrug umulig, og derfor blev området først for alvor bosat, da den tunge teknologi gjorde det muligt. Længe opfattede både regeringen og erhvervslivet Far West som en intern koloni, hvis ressourcer kunne udnyttes, og det har skabt et grønlandsk syndrom. På den ene side er beboerne uafhængige og kræver, at Washington skal blande sig uden om, og på den anden side er intet område så afhængig af assistance udefra som netop Far West.

THE LEFT COAST

Strækker sig i en stribe op langs stillehavskysten, og blev i sin tid bosat af idealister fra Yankeedom, der kom med deres forestillinger om at skabe et socialt utopia. Men yankeerne fik konkurrence af guldgravere og immigranter fra andre dele af verden, og de skabte en kultur, som nok var idealistisk, men også mere individualistisk end Yankeedom.

En forenet nation plejer amerikanerne at sige om deres land. I virkeligheden består USA af 12 stammer med hver deres historie og interesser, lyder det i bogen 'American Nations'.
En forenet nation plejer amerikanerne at sige om deres land. I virkeligheden består USA af 12 stammer med hver deres historie og interesser, lyder det i bogen 'American Nations'.

Dette er de syv mest betydningsfulde stammer, og derudover opererer Colin Woodard også i sin bog med fem andre stammer: First Nation der er er canadisk samt New Netherland, New France og »Tidewater«, der alle tre tidligere har haft stor betydning, men som i dag er næsten-fusioneret med andre stammer. Tidewater er f.eks. Deep South light, mens New Netherland – stor-New York – er Yankeedom med en skrue. Det sydlige Florida henregner han med en flot håndbevægelse til »spansk Caribien«.

Ingen af stammerne har i sig selv flertal. Ingen af dem kan bare tromle deres vilje igennem, og derfor handler amerikansk historie om skiftende alliancer.

To stammer har siden de første tider været i struberne på hinanden: Yankeedom og Deep South. Deres grundlæggende filosofier, deres idéer om det gode samfund, er hentet i to vidt forskellige universer, og det samme er deres idéer om, hvordan USA konstitutionelt er skruet sammen. Yankeedom mener, at USA er en forbundsstat med en stærk forbundsmagt; Deep South mener, at USA er en forbundsstat med stærke enkeltstater.

Historiens gang er bestemt af, hvordan de to stammer skaber flertal ved at brede sig og alliere sig med andre stammer. Op til Den Amerikanske Borgerkrig i 1861 allierede Yankeedom sig med The Midlands, og de var enige om en stærk forbundsmagt og om modstand mod slaveri. I 1920erne allierede The Midlands og Deep South sig om økonomisk liberalisme, stærkere enkeltstater og international isolationisme. I nyere tid har Deep South været i en tæt alliance med Tidewater og Greater Appalachia, mens Yankeedom har allieret sig med The Left Coast og El Norte.

Deep South-alliancen er kernen i det republikanske parti, mens Yankeedom-alliancen er kernen hos Demokraterne.

Beboerne i The Midlands er den største alliancefri gruppe, og de er de evige svingvælgere; ganske illustrativt synes politikerne i øjeblikket at kæmpe fra hus til hus i en midtstat som Ohio.

Men hvordan passer Barack Obama og Mitt Romney ind i Woodards tese?

Barack Obama er på mange måder den helt stereotypiske mand fra Yankeedom, og eksempelvis hans idé om Obamacare – sygeforsikring til alle – er den stereotypiske Yankeedom idé: At samfundet kan bruge sine stærke kræfter og kræfterne hos de stærke til at hjælpe de svage. For ved at gøre det, hjælper samfundet sig selv.

Han er veluddannet, han ønsker også, at hans børn og alle børn skal have en god uddannelse, og når han bliver spurgt om sit dybere mål, bruger han ofte ordet »empati«, som kunne være hentet hos John Winthrop, en guvernør i Massachusetts Bay-kolonien, for 400 år siden, skriver Jonathan Cohn.

Winthrop sagde, at han og de andre puritanere skulle bygge »en skinnende by på en bakke« og – sagde han – det fælles gode betød mere end egeninteresser. Den skinnende by på bakken skulle tage sig af sine svage, og hvis det betød højere skatter, så var det prisen værd, skriver Cohn.

Det er Obama, og det er Obama, når han gennemfører en krisepakke til bilindustrien, og det er Obama, når han gennemfører en offentlig vækstpakke til 4.000 mia. kr., og det er for den sags skyld også Michelle Obama, når hun anlægger en økologisk køkkenhave i Det Hvide Hus og bruger den som et eksempel på, hvordan amerikanerne kan spise sundere.

Politikerne skal med love og eksempler gøre samfundet bedre, og det er en holdning, El Norte og The Left Coast har allieret sig med, og som mange beboere i svingstater i The Midlands også finder besnærende, bl.a. fordi redningen af bilindustrien kom dem til gode, og fordi vækstpakken – trods alt – synes at have skabt en moderat vækst.

Barack Obama er dermed en simpel historie i forhold til Colin Woodards model. Han er manden fra Yankeedom tilsat lidt snusfornuft fra The Midlands.

Mitt Romney er omvendt en mere kompliceret historie. Han er en yankee, der forsøger at vinde for Deep South-alliancen.

Han er opvokset i Yankeedom i Michigan og flyttede til Massachusets, hvor han blev valgt som guvernør, og hvor han gennemførte forbilledet for Obamacare, som var det mest progressive stykke politik i en amerikansk enkeltstat siden 1960erne. Romney ændrede heller ikke den generøse velfærdspolitik i staten, han prædikede empati over for bøsser og accepterede abort og virkede ofte mere yankee end Yankeedom selv.

Men hvor det var en politisk fordel for ham i Massachusetts, var det i hjertet af Yankeedom selvsagt en dødsattest i et republikansk primærvalg, og derfor var han nødt til at foretage et radikalt politisk hamskifte.

Fra at være mere yankee end Yankeedom blev han pludselig mere South end Deep South, og han troede ikke længere på idéen om den gode statsmagt. I stedet troede han på en svag forbundsmagt med stærke enkeltstater. Den nye Romney talte ikke om empati og det fælles gode, derimod talte han om, at 47 procent af amerikanerne var nydere, og at Amerika havde brug for yderne.

Hvis han i sin yankeetid blev spurgt om det civile nødberedskab, FEMA, ville han sikkert have sagt, at det var en regeringsopgave; nu sagde han i stedet – som han gjorde i primærvalgkampen – at det var en opgave for enkeltstaterne eller, endnu bedre, for private kræfter.

De republikanske primærvalgsvælgere kalkulerede måske med, at de ved at vælge ham kunne få det bedste fra begge verdener; de kunne få en særlig »deep south yankee«, som repræsenterede en fusion af først radikalt det ene og så radikalt det andet, og at den kombination ville trække flere stammer ind i alliancen.

Men hvis man skal tro opinionstallene – og Romneys omskiftelige tilværelse i favorabilitetstal og republikansk begejstringskløft – er resultatet snarere blevet forvirring. Som New Yorks borgmester, Michael Bloomberg, også indikerede, da han torsdag anbefalede de amerikanske vælgere at stemme på Obama.

Om Romney sagde han:

»Tidligere har han haft fornuftige holdninger til immigration, til våbenlov, til abortrettigheder og sygesikring. Men han har ændret holdning til dem alle, og han fører endda kampagne mod den sygesikringslov, som han selv underskrev i Massachusetts. Hvis det var 1994- eller 2003-udgaven af Mitt Romney, som stillede op som præsident, så kunne jeg have stemt på ham …«

Michael Bloombergs anbefaling af Obama var imidlertid ikke et råb fra hustagene; det var ikke den slags, som man kunne køre som et superlativt citat på en filmplakat. Snarere var det en efterlysning af kompromis i amerikansk politik, et opråb om at gøre alle absolutte spørgsmål relative, og Bloomberg skrev med en sådan desillusion, at han formentlig selv kendte svaret på forhånd.

For Jonathan Cohn har ret. Splittelse er det uforanderlige tema i amerikansk politisk historie, og hvis man vil have et eksempel, så tag dette: Samtidig med, at Bloomberg kom med sin anbefaling og sit opråb, holdt Barack Obama et vælgermøde i Green Bay i Wisconsin. Han kom som manden fra Sandy, som præsidenten, der ifølge 78 procent af vælgerne havde gjort en god indsats under orkanen; bag ham holdt Air Force One, bag ham var det præsidentielle segl, og han havde sin læderjakke med præsidentsegl på.

Det hele havde en aura af post-9/11, og Obama talte om sammenhold, han talte om, hvordan katastrofen igen havde demonstreret, at der var ét Amerika.

Kort efter dementerede han sin egen påstand; han begyndte at angribe Mitt Romney, han kaldte ham en dørsælger, som gjorde sit bedste for at omemballere præsident Bushs forfejlede politik og sælge den som ny og frisk, og amerikanerne havde ikke råd til flere Bush-år, sagde han.

Den første del af talen var fest-retorik, den sidste del af talen var real-retorik.

USA er splittet mellem mange stammer og mellem to radikalt forskellige opfattelser af USA; ikke bare den slags småjusteringer, som er forskellen på rød og blå i dansk politik, ikke bare plus/minus ti procent og to eller tre dagpengeår, men to grundlæggende filosofier, der er så modsætningsfyldte, at modsætningen netop er den eneste konstant.

Sådan var det før den amerikanske uafhængighed i 1776, sådan var det under borgerkrigen, og forskellene er ikke formindsket af år mellem borgerkrigen og nu. Modsætningerne er de samme, de modsatte er de samme – og uanset hvem, der vinder valget, vil de også være det efter tirsdag.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.