Kun få detaljer er sluppet ud om begravelsen af Nordkoreas »kære leder« onsdag. Se de første billeder.
27. december 2011, 22:49
Nordkorea har ikke meldt nogen officiel plan ud for Kim Jong-ils begravelse onsdag, men professor Han Park fra University of Georgia siger til CNN, at begravelsen højst sandsynligt vil komme til at ligne faren Kim Il-sungs begravelse, der fandt sted i 1994.
- Da der ikke er nogen officiel religion i Nordkorea, vil begravelsen sandsynligvis kredse om den kungfuzianske tradition for dyrkelsen af sine forfædre, siger professoren.
Én ting er dog sikker. Der vil i morgen blive sat skarp fokus på Kim Jong-un, afdøde Kim Jong-ils søn og ham, der af mange er blevet udpeget som »den store efterfølger«.
Ifølge Scott Snyder, seniorforsker i Korea og leder af programmet U.S.-Korea policy for the Council on Foreign Relations, bliver begravelsen en stor begivenhed designet til at bekræfte Kim Jong-uns nye rolle som leder.
Web-tv: Se de første tv-billeder fra ceremonien (eksternt link)
Omvendt har mange ligeledes rejst spørgsmål om Kim Jong-uns evne til at tøjle den kommunistiske nation grundet hans unge alder - han menes at være i slutningen af 20erne - og manglende erfaring.
- Systemet vil forsøge at gøre denne unge mand, Kim Jong-un, til en legitim leder. Derfor vil der blive sat fokus på ham under begravelsesoptoget, siger Han Park til CNN.
Mens folkets sorg unægtelig vil være til stede ved begravelsen i morgen, vil sorgen ikke være så overvældende, som den var ved den ældste Kims død i 1994. Kim Il-sung betragtes som grundlæggeren af det kommunistiske Nordkorea.
- Lige så elsket som »den kære leder« var af det nordkoreanske folk, så er Kim Jong-il ingen Kim Il-sung, siger Park.
Ifølge professoren var Kim Il-sung meget mere karismatisk, og selvom han blev hele 83 år mod sønnens kun 69 år, kom den ældste Kims død mere uventet.
- Kun to uger før sin død, tog han imod Jimmy Carter, fortæller Park med reference til den tidligere amerikanske præsident og tilføjer:
- Omvendt var de fleste godt klar over, at Kim Jong-ils helbred gik i den forkerte retning.
Nordkorea har tidligere udtalt, at begravelsen i morgen bliver en afdæmpet affære uden deltagelse af udenlandske statsoverhoveder.
B.dk følger begravelsen onsdag efterhånden som kinesiske og nordkoreanske medier rapporterer om sagen.


































