»Jeg har talt med Bill Gates, og han har fortalt mig, at han ikke vil betale mere i skat«

De 62 rigeste i verden er nu lige så rige som klodens 3,5 milliarder fattigste. Kritikere af dette citerer den franske økonom Thomas Piketty og taler åbent om konfiskation. Men er de rige kun nogle dovne slyngler?

Bill Gates er nok verdens rigeste mand, men han bruger også formuen på andet end sig selv. Ifølge en rapport fra WHO har en gates-fond siden 2000 reduceret antallet af mæslingedødsfald i Afrika med 80 procent. Programmet har reddet 13,8 millioner mennesker fra døden, fremgår det.
Bill Gates er nok verdens rigeste mand, men han bruger også formuen på andet end sig selv. Ifølge en rapport fra WHO har en gates-fond siden 2000 reduceret antallet af mæslingedødsfald i Afrika med 80 procent. Programmet har reddet 13,8 millioner mennesker fra døden, fremgår det.

Og det grinede de meget af i salonerne.

Den franske økonom Thomas Pikettys havde netop udgivet sin banebrydende bog om ulighed, og han hævdede, at vi levede i en verden, som lignede en scherfigsk karrikatur. De rige var uappetitligt rige, og uligheden var som dengang, mændene gik med skorstenshat og kvinderne med berthakrave. Løsningen var en rigdomsskat på op mod 80 procent og en global kapitalskat på to procent, sagde Thomas Piketty.

Hvorefter verdens rigeste mand, Bill Gates, anmeldte bogen og kritiserede den, og det førte til en forventelig spot-latter.

»Verdens rigeste mand kritiserer Piketty. Det er tykt,« skrev en økonom, og Piketty vingeskød kritikken med en indiskretion.

»Jeg har talt med Bill Gates, og han har fortalt mig, at han ikke vil betale mere i skat. Og det kan jeg da godt forstå ...«

Sådan kunne man affeje Bill Gates. Han var bare en rig mand, som knugede sig til sine penge. Men Gates havde faktisk en vigtig pointe, som nu er højaktuel:

De rige er ikke kun kvalmende rige; nogle af dem er faktisk gode nok.

Verdens rige kan nu være i en bus

Den humanitære britiske organisation Oxfam offentliggjorde tidligere på ugen en rapport, som trak overskrifter verden over – både på grund af sit indhold og sin mesterlige formidling:

De 62 rigeste i verden er nu lige så rige som verdens fattigste 3,5 milliarder mennesker. Oxfam illustrerede det med en grafik, som viste, hvordan en lille busfuld mennesker ejer lige så mange værdier som halvdelen af verdens befolkning. Og tendensen går i den gale retning. I 2010 skulle der 388 rige personer til at opveje halvdelen af jordens befolkning, nu skal der kun 62 til. Hvis trenden fortsætter, kan en snes rige personer i 2020 gøre det.

»Det er simpelt hen uacceptabelt,« sagde Oxfams direktør, Mark Goldring. Vi lever i en verden, hvor hvert niende menneske sulter, og »vi kan ikke være bekendt at blive ved med at give de rigeste en større og større del af kagen,« sagde han i en pressemeddelelse.

Mark Goldrings forslag var også – akkurat som Piketty – at beskatte pengene ud af de rige.

Akkurat som Piketty efterlod Goldring også et indtryk af de allerigeste som de allerværste og som både årsag og virkning i ulighedsdebatten: De og deres regime har grundlagt ulighedssamfundet, og de og deres familier feder sig i det; de bliver rigere og rigere uden at skulle gøre andet end at sørge for at fastholde deres regime. De fattigste taber omvendt både i den demokratiske proces og i de økonomiske konsekvenser.

Sådan har den kapitalistiske – eller neoliberale – verden udviklet sig.

»R > g«

Men er det rigtigt?

Nej, skrev Bill Gates i sin kritik af Pikettys bog; både Piketty – og nu Oxfam – har en idé om de allerigeste som en sammensværgelse af rentierer, der vegeterer på, hvad den franske økonom udtrykte med formlen »r > g«. Hvor »r« er afkast af kapital, mens »g« er afkast af lønarbejde, og det er mere givligt at leve af renterne af kapital end at arbejde. Derfor bliver rige rentierer konstant rigere – lønmodtagerne kan aldrig indhente dem, for »r« er altid større end »g«.

Men det holder ikke, hvis man eksempelvis studerer medlemmerne af Forbes 400, siger Bill Gates, for mindst halvdelen af dem er ikke dovne rentierer, men aktive iværkssættere og forretningsmænd. De er ikke født til pengene, men har arbejdet sig til dem, og det samme gør sig gældende med de 62 rigeste, som Oxfam taler om.

Oxfam identificerer ikke de 62, men hvis man ser på de rigeste 62 personer på Forbes-listen, så har kun et fåtal af dem arvet formuen. Ifølge Berlingskes opgørelse taler vi om 18 ud af 62 – eller 29 procent – som er født til rigdom. Dette betyder ikke, at de har levet et rentierliv, men det betyder, at de kom ind i kampen på et tidspunkt, hvor de var foran 5-0. De 18 inkluderer blandt andre tre arvinger og en enke efter en arving til Wal-mart-formuen. Jim, Alice, Sam og Christy Walton er til sammen gode for 120 milliarder dollar, som de kom relativt let til. Men de 71 procent af rigmændene har arbejdet sig til rigdommen. Det er navne som Bill Gates, Amancio Ortega, Mark Zuckerberg, Larry Page, Jeff Bezos og Li Ka-shing, som skabte Microsoft, Zara, Facebook, Google, Amazon og verdens største konglomerat af containerterminaler.

Gates har reddet millioner fra døden

Det er én væsentlig indvending mod logikken fra Piketty og Oxfam: De rige er ikke nødvendigvis kun kuponklippere; de er skabere af noget, som betyder noget.

Den anden indvending fra Bill Gates handler om, at en rigmand ikke er er en éndimensionel størrelse, og han identificerer tre typer blandt de rigeste:

Type 1 »investerer det meste af sin kapital i sin forretning«. Type 2 »giver det meste af sin rigdom til velgørenhed«, mens type 3 er »er mest optaget af at forbruge og bruge penge på lystbåde og privatfly«.

»Det er sandt, at alle tre personers kapital bidrager til ulighed, men jeg vil hævde, at de første to typer har mere værdi for samfundet end den tredje,« skriver Gates.

De to rigeste amerikanere er eksempler på den godartede rigmand. Gates og Warren Buffett har til sammen doneret tæt på 75 milliarder dollar til velgørenhed, og de fleste af pengene er investeret i projekter gennem Gates-fonden, som har opnået slående resultater.

Fonden står blandt andet bag en ambitiøs vaccinekampagne mod mæslinger. Ifølge en rapport fra WHO har kampagnen siden 2000 reduceret antallet af mæslingedødsfald i Afrika med 80 procent. Programmet har reddet 13,8 millioner mennesker fra døden, fremgår det – og det er kun begyndelsen. Fonden annoncerede sidste år, at den realistisk håbede at kunne udrydde fire sygdomme – guineaorm, flodblindhed, polio og elefantiasis.

Fondens succes er Gates’ argument for, at staten ikke skal konfiskere og omdistribuere hans penge. Ikke fordi han ikke vil af med dem, for det vil han, men fordi han mener, at han er bedre til at bruge dem til gavn for verden.

Hvis Bill Gates har ret, hvis de rigeste rige ikke er lade rentierer, og hvis de til syvende og sidst gør mere godt end ondt, så ligner Oxfam-kampagnen og udlægningen af Piketty en »rød sild« fra en britisk kriminalroman. For, ja, de rige er rige, men de er ikke nødvendigvis grunden til, at de fattige er fattige. Eller sagt på en anden måde: Der er ikke en årsagssammenhæng mellem, at en fattig amerikaner forbliver fattig og så Warren Buffetts pengetank.

Så hvor er sammenhængen? Og hvor er løsningen?

Seniorøkonom Marcelo Giugala fra Verdensbanken forsøgte sidste år at få debatten om Piketty og de rigeste ned fra de ideologiske højder. I en rapport erkendte han problemerne i ulighed, men – skrev han – det nytter ikke noget at forsøge at tackle problemet med umulige løsninger som for eksempel et forslag om en global rigdomsskat på to procent. Det nytter heller ikke noget udelukkende at fokusere på de rigeste, for ofte tjener sådan et fokus udelukkende til at sløre, hvordan vi alle er med til at fastholde uligheden ved at sortere os selv ind i kaster.

Fattige gifter sig med fattige, rige ægter rige

En nylig dansk undersøgelse bekræfter pointen. Økonomen Gustaf Bruze beskrev i 2015 i en artikel i International Economic Review sin undersøgelse af 1.000 danskere og deres økonomi, uddannelse og tidsforbrug. Det var ikke overraskende, at han konkluderede, at de veluddannede økonomisk klarede sig bedst, men hans anden konklusion var til gengæld overraskende. For det var ikke kun uddannelsen og karrieremulighederne, som gjorde forskellen. Forklaringen var også, at de veluddannede fandt en ægtefælle på samme uddannelsestrin, og ægteskabet mellem ligedannede tegnede sig for mellem 40 og 70 procent af uddannelsesdividenden, skrev Gustaf Bruze.

Fattige gifter sig med fattige, akademikere med akademikere, og generationer bliver formet af den sociale selvsortering – og deri er en god del af løsningen også. Både Piketty og Oxfam-rapporten fokuserer på den »økonomiske ulighed mellem voksne« – og at man skal tage fra de rige og skabe økonomisk lighed.

Den debat ender i et ideologisk rivegilde, og eksperterne er også dybt uenige om fornuften i sådan en konfiskation, skriver seniorøkonom Marcelo Giugala fra Verdensbanken. Til gengæld er de samme eksperter enige om, at der ikke skal være nogen »ulighed i muligheder for børn.« Et barns »succes skal ikke afhænge af fødested, køn, race, familierigdom eller andre personlige omstændigheder,« fastslår han. I stedet for at fokusere på at tage pengene fra de rige skal man sørge for, at alle børn har samme muligheder som de riges børn.

Bill Gates og Warren Buffett er enige og mener blandt andet, at en progressiv arvebeskatning skal være med til at betale for lige muligheder. Hvis et samfund ikke har lighed i mulighederne – hvis det kun er de riges børn, som har adgang til uddannelse, lægebehandling, transport og karriere – vil det pågældende samfund underperforme, som Korsbæk gjorde før Mads Skjern.

Eller som Gates citerer Warren Buffett for at sige: At satse på de riges børn og give dem alle mulighederne er »som at udvælge det olympiske hold for 2020 ved at vælge den ældste søn blandt guldmedaljevinderne fra OL i 2000.«

Så Oxfam har formentlig ret. De 62 rigeste mennesker i verden er lige så rige som de 3,5 milliarder fattigste – og det gør verden fattigere på så mange måder. Men løsningen er ikke økonomisk lighed gennem konfiskation, men økonomisk lighed gennem integration – og det er en knap så god historie.

Men til gengæld en historie med muligheden for en happy ending.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.