»Jeg drak et eller to små glas. Næste morgen var jeg blind«

Studerende, pensionister og hjemløse er blandt de 62 dødsofre for russiske kriminelle, der solgte giftig træsprit på blandt andet vodkaflasker.

Intensivafdelingen på Irkutsks hospital, hvor tre personer med alvorlige forgiftningssymptomer modtager medicinsk behandling.Foto: Kirill Shipitsyn
Intensivafdelingen på Irkutsks hospital, hvor tre personer med alvorlige forgiftningssymptomer modtager medicinsk behandling.Foto: Kirill Shipitsyn

De første alarmopkald kom lørdag eftermiddag. Få timer senere var sygehusene i den sibiriske by Irkutsk fyldt med ofre for en voldsom forgiftning. Mange var i kritisk tilstand, og der var flere døde, lød de første meldinger fra myndighederne i løbet af aftenen.

Men det var kun begyndelsen. Først flere døgn senere stod tragediens fulde omfang klart for indbyggerne i byen. 107 mennesker var blevet forgiftet. 36 er fortsat indlagt. 62 har mistet livet. Flere end halvdelen omkom, før de nåede til hospitalet.

»Nu finder de ligene bag lukkede døre. Det gik frygteligt stærkt. Disse folk nåede ikke at ringe efter en ambulance,« sagde Sjanna Jeseva, overlæge på et hospital i Irkutsk, til nyhedstjenesten lrk.ru.

Dødsårsagen var indtagelse af metanol, også kendt som træsprit, iblandet almindelig alkohol. Ofrene havde alle købt de forgiftede flasker i butikker i Irkutsk.

Mange af ofrene var fattige, der havde købt en spritbaseret ekstrakt af havtornebær ved navn »Bojarysjnik«. Væsken er tænkt som en lindrende essens, når den tilsættes badevand, men drikkes af mange, der ikke har råd til vodka. Andre ofre havde købt helt almindelig vodka. I begge tilfælde havde kriminelle mellemhandlere imidlertid hældt giftig metanol på flasker, der så ud som nye.

Resultatet blev et regulært massedrab. Blandt ofrene for forgiftningen er mænd og kvinder, studerende, pensionister, hjemløse og almindelige lønmodtagere, hvis pengepung er slunken efter den nu to år lange økonomiske krise.

33-årig Aleksej, der arbejder som sygehjælper, reddede kun livet, fordi hans kone hurtigt kørte ham på sygehuset, fortæller han til avisen Komsomolskaja Pravda. Lørdag eftermiddag drak han »et eller to små glas« med en kammerat, før han tog hjem til familien og spiste aftensmad.

»Da jeg vågnede, var jeg blind. Jeg kunne ikke se, hvad der stod på min telefon. Jeg ville rejse mig, men mine ben lystrede ikke,« fortalte han til avisen.

For mange andre var det for sent, da de blev fundet. 45-årige Nadesjda Rasbosjajeva, tidligere rengøringsassistent på en flyfabrik i byen, købte lørdag en flaske »Bojarysjnik« sammen med sin mand. Parret blev fundet døde i deres hjem, efter deres voksne datter, Julia, i timevis havde forsøgt at ringe til sin mor.

»Jeg har længe sagt til hende: Drik ikke det Bojarysjnik. Du er jo ikke en eller anden alkoholiker. Men hun lyttede ikke,« fortalte datteren Julia Rasbosjajeva til avisen.

Skruppelløse gerningsmænd

Under normale omstændigheder er ekstrakten let giftig men ikke dræbende. Blandingen blev kun fatal, fordi skruppelløse gerningsmænd hældte metanol på et parti af flaskerne tilsyneladende for at spare penge. Foreløbig er 12 personer blevet anholdt i sagen og 2.000 liter alkohol beslaglagt i den værste sag af sin slags i Rusland i mere end et årti.

 

Tragedien har samtidig udløst en ny runde i en smertelig debat om alkoholisme og den økonomiske krise, der har fået forbruget af billige alkoholerstatninger i form af blandt andet rengøringsmidler til at vokse.

»Historien fra Irkutsk er en klassisk sag om en kriminel, som myndighederne af den ene eller anden grund ikke har været i stand til at stoppe. Men det afgørende er, at den slags sager dukker op, når efterspørgslen på alkoholerstatninger stiger,« skriver avisen Vedomosti i en leder.

Selv om Bojarysjnik ikke er beregnet til indtagelse, så sælges den spritholdige væske ofte i russiske kiosker sammen med anden alkohol. Prisen er godt fem kroner, mens mindsteprisen på en halv liter vodka er 22 kroner.

Den forskel er stor, hvis man lever nær fattigdomsgrænsen, og det gør stadigt flere russere i kølvandet på to års økonomisk krise.

I 2015, mens Rusland indledte sin militæroperation i Syrien, røg yderligere tre millioner russere under landets officielle fattigdomsgrænse. Antallet af fattige er nu 19 millioner, ifølge Ruslands statistiske bureau.

Dødsfaldene i Irkutsk er heller ikke enestående. I årets første ni måneder blev i alt 36.000 russere alkoholforgiftede. Heraf døde 1.200 af at drikke metanol, ifølge myndighederne.

»Sådanne tabstal ved en terrorhandling fører normalt til et nationalt chok i ethvert land,« skriver netavisen Gazeta.ru, der foreslog en handlingsplan mod alkoholisme.

Dødsfaldene i Irkutsk er da også for længst nået op på øverste politiske niveau. Den russiske præsident, Vladimir Putin, beordrede onsdag strammere reguleringer af salg af husholdningsprodukter, der indeholder sprit.

Når præsidenten fredag stiller sig op på sit traditionelle pressemøde, ventes tragedien i Irkutsk at blive et af de centrale emner.

Aktuelle job lige nu

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.