Pedro Pans børn, del 3

Iskoldt gensyn med mor og far

For 50 år siden blev 14.048 børn sendt væk fra Cuba og Castro af deres forældre og ind i USA – under den hemmelige Operation Pedro Pan. Her er tre voksne flygtningebørns historier om at komme alene til et fremmed land.

Carmen Valdivia kom fra en mellemklassefamilie i Cuba. De fleste af familiemedlemmerne på dette fotografi så hun aldrig igen, efter at hun som 12-årig blev sendt til USA.
Carmen Valdivia kom fra en mellemklassefamilie i Cuba. De fleste af familiemedlemmerne på dette fotografi så hun aldrig igen, efter at hun som 12-årig blev sendt til USA.
Læs del 1: Flugten fra Cuba
Læs del 2: Missiler rettet mod familie

Nogle af Pedro Pans børn glemte helt deres forældre, kultur og sprog, men de fleste savnede deres forældre, og ventetiden på gensynet var hård og lang. Mange var blevet teenagere i mellemtiden – og nogle havde endda fået børn og var blevet gift, da de så deres familier igen.

I 1966 var godt ni ud af ti familier genforenet. En stor del under de såkaldte Freedom Flights – en flygtningeaktion, der skaffede tusinder af cubanske flygtninge til USA frem til 1972.

Gensynene var ikke altid lykkelige. Specielt de yngre børn tog afstand til forældrene og følte sig svigtet. Det var nemmere for de ældre børn, der selv havde oplevet Castros undertrykkende regime og i det mindste forstod, hvorfor de var blevet sendt væk.

For Mario var gensynet iskoldt. Han var 11 år, da hans russiske plejefamilie fortalte ham, at hans forældre var i Miami, og at de var på vej mod New Jersey for at hente ham og hans bror.


Et af de eneste fotografier, der eksisterer fra Mario Sanchez’ barndom, blev taget af hans russiske plejefar.

Mario havde intet hørt fra sine forældre gennem næsten halvdelen af sit liv. Han havde glemt dem, og vidste egentlig ikke, hvem de var. Han følte sig tom. Det var ikke fordi, han ikke ville se dem igen. Han manglede dem bare ikke og undrede sig over, hvordan de kunne have sendt ham væk, og nu troede de åbenbart, at de kunne komme og redde ham.

Da han mødte dem, var der ingen kram, ingen gensynsglæde. Og Mario havde glemt sit spanske sprog, så kun hans far, der tidligere havde lavet forretninger i USA og derfor kunne engelsk, forstod ham.

Moren og Mario misforstod ofte hinanden. Hun sagde for eksempel quires sopa? – vil du have suppe? Sopa! Det lød som sæbe, syntes Mario, som øjeblikkeligt blev mindet om nonnerne, der havde stoppet sæbe i hans mund som straf, når han havde talt spansk. Sopa, sæbe, sopa, sæbe. Mario gik helt amok og råbte og skreg.

”Jeg vil ikke have sæbe,” råbte han ind i hovedet på sin mor. ”Jeg skal fandeme ikke have sæbe.”

Det var helt forkert for Mario at være sammen med sin familie igen, og han og hans bror kaldte deres mor Teresa i stedet for mor.

Teresa savnede Cuba. Hendes mand, der havde været blandt Cubas rigeste, kørte nu taxa, og hun selv, der aldrig havde arbejdet, var syerske. Hun savnede det liv, hun havde haft med tjenere og butlere og natklubben Tropicana. Hun troede på, at hun en dag skulle tilbage. Lige indtil hendes død i 2010 havde hun en kuffert pakket og var klar til at rejse. Klar til, at Castro blev væltet.

Castro tog pengene

Det var svært for de fleste forældre at komme til et fremmed land. Mange kom til USA i en sen alder, de havde levet et helt liv på Cuba og skulle begynde forfra et sted, hvor sproget og kulturen var anderledes. Miami havde inden for det første år med Castro som leder modtaget 30.000 flygtninge fra Cuba, og i en periode kom der 1.000 flygtninge om ugen.

Den store flygtningestrøm gjorde det svært for byen at skaffe bolig og arbejde til alle. Mange forældre måtte tage lavtlønnede jobs og arbejde under farlige og kummerlige forhold. Desuden havde forældrene mistet alle deres penge, da Castro havde gjort det ulovligt at tage penge og ejendele med ud af landet.


Miguel Xiques’ far talte spansk, engelsk, tysk og fransk og lavede forretninger i store dele af verden. Da han kom til Miami for at blive genforenet med sin søn, endte han på et værelse så småt, at udlejeren forbød far og søn at bo sammen.

For Miguel blev det en hård og udfordrende tid, da hans far efter få måneder kom op til ham i Miami. Den værste periode i hans liv. Hans far flyttede ind i et værelse så småt, at udlejeren forbød dem at bo der sammen, så Miguel blev boende i St. Raphael.

Han besøgte jævnligt sin far. Han sidder jo bare der, tænkte Miguel altid. Den mand, der havde lavet store forretninger i hele verden og talte ikke bare spansk og engelsk, men også tysk og fransk. Nu sad Miguels store og stærke far og forfaldt og bed smerten i sig i sin smalle seng på sit lille værelse.

Faren nægtede at tale med Miguel om problemerne. Om at blive sendt væk, om at have undværet hinanden – det hele. Det kunne han ikke. Men Miguel havde brug for at forstå disse emner.

Et hvidt får i en sort flok

Det samme gjaldt for Mario. Hans far sagde altid det samme. At Mario skulle være yderst taknemmelig for, at USA havde taget imod ham og ladet ham bo i landet. At han skulle bruge sin energi og vrede til at opnå succes i sit liv.

Mario fulgte sin fars ord. Han arbejdede hårdt i skolen og fik topkarakterer, han kørte sin fars taxa om natten og slog græs rundt omkring i nabolaget. Han klippede græsset perfekt, og alt, hvad han rørte ved, skulle være ordentligt. En dag fik han et rigtigt arbejde i en isbutik, og hele tiden opnåede han mere og mere og mere i sit unge liv. Han lærte sig selv skak, trænede og vandt mesterskabet i Florida. Alt imens resten af hans familie trådte vande i den samme kedelige tilværelse, følte han.

Det var i denne periode, at Mario begyndte at føle sig som et hvidt får i en sort flok. Som den eneste, der opnåede succes, og han følte, at han ikke hørte til. Han fik trang til at komme væk fra det hele.

Derfor søgte han på sin 17-års fødselsdag ind i marinekorpset. Den første dag, det var muligt at melde sig i hæren. Han var klar til at gå i krig for USA. Han ville til Vietnam. Han var ligeglad med sit liv.


Læs del 1: Flugten fra Cuba
Læs del 2: Missiler rettet mod familien

Læs afsnit i 4 i serien Pedro Pans børn i morgen

Fortællingen er skrevet på baggrund af flere interviews med Carmen Valdivia, Miguel Xiques og Mario Sanchez samt deres venner og bekendte. Baggrundsinformation stammer fra fotografier, dagbøger og andet historisk materiale om Cuba og Operation Pedro Pan.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.