Hvorfor skød Erdogan ikke det russiske kampfly ned i fredags?

ARKIVFOTO.
ARKIVFOTO.

Timing er for international politik, hvad beliggenhed er for hushandel. Altafgørende. Da en russisk jagerbomber af typen Sukhoj-24 i november sidste år fløj ind over tyrkisk territorium, blev den skudt ned. Det var der intet NATO-land, som havde tilladt sig over for russerne siden Korea-krigen.

Men da en russisk jagerbomber af den endnu mere avancerede type Sukhoj-34 i fredags gjorde det samme – og endda fløj længere ind på tyrkisk territorium – blev den ikke skudt ned. Forløbet var ellers parallelt: Piloterne blev gentagne gange advaret på såvel engelsk som russisk, men lod som ingenting.

Ydmygelsen af Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, er kun fortsat herefter: Hans krav om et møde med Ruslands præsident, Vladimir Putin, er blevet mødt med et blankt nej. Putins pressetjeneste henviser til, at hans beskyldninger ifølge det russiske forsvarsministerium er »udokumenteret propaganda«.

Så hvorfor rystede Erdogan på hånden denne gang?

Ja, én forklaring kan være, at han simpelthen er blevet bange for, hvad Putin kan finde på. For siden november har den stået på hævn fra russisk side. Hver dag bringer russisk presse nye vidnesbyrd om, hvor meget tyrkerne må lide som følge af nedskydningen i november.

Rusland importerer ikke længere frugt og grønt, fjerkræ og salt fra Tyrkiet; over tre millioner russiske turister skal ikke længere årligt på tyrkisk badeferie, de tyrkiske byggefirmaer i Rusland får ikke længere de fornødne tilladelser, og private tyrkiske importører af gas har mistet deres rabatter.

Ja, faktisk får enhver tyrker, der handler med Rusland, vreden at føle – uanset om hans branche er omfattet af sanktioner eller ej: For Tyrkiet er genstand for et kollektivt frådende had. Så omfattende er boykotten af Tyrkiet, at økonomerne forventer, at det kan aflæses på det tyrkiske bruttonationalprodukt.

Samtidig har Rusland så stationeret S-400-luftværnsmissiler på Hmeymim-basen i Syrien, som kan nedskyde ethvert tyrkisk kampfly, der forsøger at deltage i den internationale koalitions kamp mod Islamisk Stat. Eller mere sandsynligt: At bombe de syriske kurdere, der er i færd med at etablere deres egen stat ved grænsen til Tyrkiet. Behøver jeg at skrive, at Rusland efter nedskydningen har gjort disse syriske kurdere til sine bedste venner?

De fleste af denne verdens statsledere var blevet bange for mindre.

Så det er fuldt forståeligt, hvis det var derfor, Erdogan beherskede sig. Men så igen, det er Erdogan, vi taler om. Beherskede sig? Det lyder ikke som den mand, der har nægtet at sige undskyld for den første nedskydning, men tværtom har advaret russerne om at fortsætte med at »lege med ilden«.

For slet ikke at tale om den Erdogan, der har bragt sit land på randen af en borgerkrig ved systematisk hetz mod de kurdiske tyrkere – simpelthen for at true vælgerne til at levere ham flertallet i parlamentet tilbage.

Så det kan ikke være forklaringen. I hvert fald ikke hele forklaringen. Og der er da også andre muligheder.

Nemlig, at fredag ikke var en tilfældigt valgt dato. For netop i fredags skulle de internationale forhandlinger om Syriens fremtid begynde i Genève efter at være blevet udskudt fra om mandagen.

Så forhippet var det internationale samfund, hvilket primært vil sige Vesten, på, at de skulle starte, at FNs mægler i konflikten, Staffan de Mistura, svor, at de ville gå i gang, uanset hvem der udeblev.

Noget dårligere tidspunkt for endnu en nedskydning af en russisk jagerbomber kunne dårligt tænkes.

Som NATO-medlem er Tyrkiet i sin gode ret til at trække hele alliancen ind i en militær konflikt med Rusland; og siger det øvrige NATO alligevel nej, vil det være et uomtvisteligt vidnesbyrd om alliancens svækkelse og forestående sammenbrud. Det vil være fuldkommen uden fortilfælde, at et NATO-land to gange skyder indtrængende, fjendtlige landes fly ned, uden at det forpligter alliancen.

Altså kan NATO, det vil sige amerikanerne, have overtalt den normalt ærekære og rethaveriske Erdogan til at lægge bånd på sig selv.

Det sandsynlige er, at det har krævet indrømmelser. Som for eksempel, at det syrisk-kurdiske Demokratiske UnionsParti (PYD) alligevel ikke fik lov til at deltage i fredsforhandlingerne i Genève, selv om Staffan de Mistura ellers længe foregav, at der også ville være plads til dem. Ja, ifølge Middleeasteye.net nåede partiets leder, Saleh Muslim, og rådgivere endda at troppe op i Genève, før de fredag aften fandt ud af, at de ikke var velkomne og måtte rejse igen.

Ganske vist forlyder det, at det var den sunniarabiske opposition i High Negotiations Committee (HNC), der modsatte sig deres deltagelse. Men så er det mærkeligt, at HNC ikke selv offentligt har fremsat det forlangende, når man ellers har været så eksplicit om sine krav til forhandlingerne. HNC har ikke tøvet med at kræve, at Assad og russerne indstillede bombningerne af belejrede byer, hvor folk sulter ihjel uden at have mulighed for at flygte.

Hvad Putin angår, behøver man ikke at spekulere længe på, hvad der drev ham. Den tyrkiske reaktion er en stor psykologisk sejr for Rusland. For det er en magtdemonstration over for ikke bare Tyrkiet, men så sandelig også over for NATO.

For når NATOs generalsekretær, Jens Stoltenberg, udtaler, at organisationen står last og brast med Tyrkiet og opfordrer Rusland til at »træffe alle fornødne foranstaltninger til at sikre, at sådanne krænkelser ikke gentager sig«, eller når Erdogan forsikrer, at »tyrkisk luftrum også er NATOs luftrum, hvorfor alliancen nøje følger situationen«, så lugter det snarere af bureaukratisk magtesløshed end af krudt og kugler.

Det er bare ord. Og NATO ved det. Og Rusland ved det. Tilbage står, at Rusland flyver over NATOs territorium med NATOs vidende, uden at NATO magter at forhindre det.

Og mon ikke Rusland græder tørre tårer over, at de syriske kurdere ikke optræder på fredskonferencen. For det driver en kile ind mellem USA og dets mest succesfulde kampfælle på jorden i Syrien, kurderne.

De modtager våben, træning og kæmper sammen med amerikanske elitestyrker i Syrien, og dog bliver de ikke fundet værdige til at sidde med ved bordet om Syriens fremtid. Det kan kun gøre kurderne vrede. Og det kan kun bekræfte dem i, at Rusland er deres eneste sande ven, og splittelsen af sunnierne i Syrien er total. De vil ikke kunne enes om et alternativ til Assad.

Putins kalkule var rigtig. Han forudså, at Tyrkiet og NATO ville vige, hvis han sendte en jagerbomber ind over Tyrkiets og NATOs territorium i fredags.

For det fly, NATO vil skyde ned den ene dag, vil NATO ikke skyde ned den næste dag, fordi der indledes en stor fredskonference i Genève. I international politik gælder nemlig det samme som for hushandel: Prisen kan godt blive for høj.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.