Essay

Hvorfor araberne ikke ønsker USA i Syrien

De millioner af flygtninge, der strømmer ind i Europa, er ofre for en krig om en rørledning og CIAs adskillige fadæser. Lad os se i øjnene: Det, vi kalder »krigen mod terror«, er i virkeligheden blot endnu en oliekrig.

Blandt andet fordi min far blev myrdet af en araber, har jeg sat mig for at forstå virkningen af den amerikanske politik i Mellemøsten og ikke mindst de faktorer, der somme tider udløser blodtørstige reaktioner fra den islamiske verden mod vores land.

Hvor vi fokuserer på fremkomsten af Islamisk Stat og leder efter kilden til den vildskab, der kostede så mange liv i Paris og San Bernadino, kunne vi måske med fordel se ud over de bekvemme forklaringer, der peger på religion og ideologi. I stedet burde vi undersøge de mere komplekse årsagssammenhænge bag historien om olien – og hvordan de ofte peger en anklagende finger tilbage mod vore egne kyster.

USAs frastødende katalog over voldelige interventioner i Syrien – som måske nok er mindre kendt for en amerikansk offentlighed, men kun alt for velkendt for syrerne – har skabt frodige vækstbetingelser for den voldelige, islamiske jihadisme, der nu besværliggør ethvert effektivt svar på at imødegå udfordringen fra IS. Så længe den amerikanske offentlighed og de amerikanske politikere er uvidende om denne fortid, vil yderligere indgreb sandsynligvis kun forværre krisen yderligere.

To brødre, der i den grad var med til at forme USAs udenrigspolitik i efterkrigsårene: John Foster Dulles, udenrigsminister (th.) og Allan Dulles, CIA-chef.
To brødre, der i den grad var med til at forme USAs udenrigspolitik i efterkrigsårene: John Foster Dulles, udenrigsminister (th.) og Allan Dulles, CIA-chef.

Udenrigsminister John Kerry bekendtgjorde for nylig en »provisorisk« våbenhvile i Syrien. Men da USAs indflydelse og prestige er minimal i Syrien, og da våbenhvilen desuden ikke omfatter nøgleaktører såsom Islamisk Stat og Al-Nusra Fronten, vil der formentligt i bedste fald blive tale om en skrøbelig våbenstilstand. På samme måde vil præsident Obamas optrappede militære intervention i Libyen – amerikanske luftangreb rettet mod Islamisk Stats træningslejre i sidste måned – sandsynligvis styrke snarere end svække de radikale grupperinger.

Som The New York Times kunne berette på forsiden den 8. december sidste år, arbejder de politiske ledere og strategiske planlæggere inden for Islamisk Stat bevidst for at fremprovokere en amerikanske militær intervention. De ved af erfaring, at det vil fylde deres geledder med frivillige, overdøve eventuelle moderate stemmer og forene den islamiske verden imod USA.

For at forstå denne dynamik er vi nødt til at betragte historien fra et syrisk perspektiv og særligt have øje for årsagerne til den nuværende konflikt. Længe inden den amerikanske besættelse af Irak i 2003 udløste det sunnimuslimske oprør, som nu er muteret til Islamisk Stat, havde CIA næret den voldelige jihadisme som et våben i Den Kolde Krig og forgiftet forholdet mellem USA og Syrien.

Syriens førstvalgte præsident efter uafhængigheden i 1943 Shukri al-Quwatli. Han blev afsat under et kup støttet af den amerikanske regering, angiveligt fordi han ikke ville godkende den transarabiske rørledning. Foto: Scanpix
Syriens førstvalgte præsident efter uafhængigheden i 1943 Shukri al-Quwatli. Han blev afsat under et kup støttet af den amerikanske regering, angiveligt fordi han ikke ville godkende den transarabiske rørledning. Foto: Scanpix

Det skete ikke uden sværdslag på hjemmefronten. Efter et fejlslagent kup i Syrien, som var iscenesat af CIA, udløste min onkel, John F. Kennedy, i juli 1957 vrede i Eisenhower-regeringen, blandt lederne af begge partier og vores europæiske allierede med en skelsættende tale, der slog til lyd for retten til selvbestemmelse i den arabiske verden og en afslutning på USAs imperialistiske indblanding i de arabiske lande. Gennem hele mit liv og ikke mindst under mine hyppige rejser i Mellemøsten har talløse arabere med veneration genkaldt sig den tale som det klareste udtryk for den idealisme, de netop havde forventet fra USA.

Kennedys tale var en opfordring til at vende tilbage til de høje idealer, vores land havde gjort gældende i Det Atlantiske Charter: Det formelle løfte om, at alle de tidligere europæiske kolonier efter afslutningen på Anden Verdenskrig ville få ret til selvbestemmelse. Franklin D. Roosevelt havde vredet armen om på Winston Churchill og de andre allierede ledere for at få dem til at underskrive Det Atlantiske Charter i 1941 som en forudsætning for et amerikansk engagement i den europæiske krig mod fascismen.

Bruce-Lovett Rapporten

Ikke mindst på grund af Allen Dulles og CIA, hvis udenlandske intriger ofte stod i direkte modsætning til landets erklærede politik, endte den idealistiske kurs fra Det Atlantiske Charter imidlertid som den vej, der ikke blev valgt. I 1957 sad min bedstefar, ambassadør Joseph P. Kennedy, i en hemmelig komité, der skulle udrede CIAs hemmelige tøjeri i Mellemøsten. Den såkaldte Bruce-Lovett Rapport, han var medforfatter på, beskrev CIAs kupplaner i Jordan, Syrien, Iran og Egypten – alt sammen dengang velkendt viden i de arabiske samfund, men stort set ukendt for den amerikanske offentlighed, der troede på regeringens benægtelser.

Rapporten konstaterede en udbredt anti-amerikanisme, som dengang var i færd med at brede sig »til mange lande i verden i dag«, og man lagde skylden for dette på CIA. Bruce-Lovett Rapporten påpegede, at den type interventioner stod i modsætning til amerikanske værdier, og at de havde kompromitteret USAs internationale lederskab og moralske autoritet uden det amerikanske folks kendskab.

Rapporten godtgjorde også, at CIA aldrig havde overvejet, hvordan vi ville svare på den type interventioner, hvis en fremmed regering skulle finde på at iscenesætte dem i vores land.

Det er denne blodige historie, moderne interventionister som George W. Bush, Ted Cruz og Marco Rubio går fejl af, når de gentager den narcissistiske vending om, at Mellemøstens nationalister »hader os på grund af vores frihedsværdier«. Det er sjældent tilfældet; til gengæld hader de os for den måde, vi har forrådt de selvsamme frihedsværdier – vore egne idealer – inden for deres grænser.

»Syrien er modent til et kup«

Hvis man som amerikaner virkelig skal forstå, hvad der foregår, er det vigtigt at genkalde sig nogle detaljer om denne beskidte, men stort set glemte historie.

Saudi-arabiens kong Salman bin Abdulaziz (midt). Foto: Scanpix
Saudi-arabiens kong Salman bin Abdulaziz (midt). Foto: Scanpix

I 1950erne afviste præsident Eisenhower og Dulles-brødrene – CIA-direktør Allen Dulles og udenrigsminister John Foster Dulles – sovjetiske traktatforslag, der kunne have udlagt Mellemøsten som en neutral zone i Den Kolde Krig og ladet araberne regere Arabien. I stedet iværksatte de en hemmelig krig mod den arabiske nationalisme, som Allen Dulles anså for at være identisk med kommunisme. Især i de tilfælde hvor arabisk selvstyre truede oliekoncessioner.

De sendte hemmelig amerikansk militærhjælp til tyranner i Saudi-Arabien, Jordan, Irak og Libanon, og alle steder foretrak de kransekagefigurer med konservative, jihadistiske synspunkter, som de anså for en pålidelig modgift mod sovjetisk marxisme.

På et møde i Det Hvide Hus mellem CIAs strategidirektør, Frank Wisner, og John Foster Dulles, som fandt sted i september 1957, gav Eisenhower efterretningstjenesten det råd, at »vi bør gøre alt, hvad der står i vores magt for at understrege aspektet om ’Hellig Krig’«. Det kan man læse af et notat fra præsidentens stabssekretær, general Andrew J. Goodpaster.

CIA indledte sin aktive indblanding i Syrien i 1949 kun knapt et år efter efterretningstjenestens grundlæggelse. Syriske patrioter havde erklæret krig mod nazisterne, jaget deres franske Vichy-herrer på porten og banet vejen for et skrøbeligt, sekulært demokrati baseret på den amerikanske model. Men i marts 1949 tøvede Syriens demokratisk valgte præsident, Shukri al-Quwatli, med at godkende et amerikansk projekt, som via Syrien skulle forbinde Saudi-Arabiens oliefelter med havnene i Libanon.

Udateret foto fra Kabuls gamle?bydel med den engang så berømte?Jada-i-Maiwand-boulevard. Mange af krigerne i?Islamisk Stat er ideologisk og organisatorisk arv­tagere af de jihadister, CIA har passet og plejet ?i mere end 30 år – fra Syrien over Egypten til?Irak og Afghanistan. Foto: AFP
Udateret foto fra Kabuls gamle?bydel med den engang så berømte?Jada-i-Maiwand-boulevard. Mange af krigerne i?Islamisk Stat er ideologisk og organisatorisk arv­tagere af de jihadister, CIA har passet og plejet ?i mere end 30 år – fra Syrien over Egypten til?Irak og Afghanistan. Foto: AFP

I sin bog »Legacy of Ashes« skriver CIA-historikeren Tim Weiner, at som gengældelse for al-Quwatlis manglende begejstring for den amerikanske rørledning iværksatte CIA et kup, som erstattede al-Qawatli med CIAs håndplukkede diktator, en dømt svindler ved navn Husni al-Za’im.

Al-Za’im nåede kun akkurat at opløse parlamentet og godkende den amerikanske rørledning, før hans landsmænd afsatte ham fire en halv måned senere.

Efter adskillige kup og modkup i det således destabiliserede land forsøgte syrerne sig igen med demokrati i 1955, idet de genvalgte al-Qawatli og hans Nationale Parti. Al-Qawatli var stadig neutral i Den Kolde Krig, men i lyset af den amerikanske rolle i hans afsættelse hældte han nu mere mod den sovjetiske lejr. Den indstilling fik CIA-direktør Dulles til at erklære, at »Syrien er modent til et kup«. Han sendte derpå sine to kupeksperter, Kim Roosevelt og Rocky Stone, til Damaskus.

»Operation Ajax«

To år tidligere havde Roosevelt og Stone orkestreret et kup i Iran mod den demokratisk valgte præsident Mohammed Mosaddegh, efter at Mosaddegh havde forsøgt at få genforhandlet betingelserne for Irans alt andet end favorable kontrakter med den britiske oliegigant Anglo-Iranian Oil Company (i dag: BP).

CIA havde held til at afsætte den?irakiske præsident og overdrage magten i Irak til en karismatisk, ung morder ved navn Saddam Hussein. Protesterende studenter i Mossul 1992. Foto: Scanpix
CIA havde held til at afsætte den?irakiske præsident og overdrage magten i Irak til en karismatisk, ung morder ved navn Saddam Hussein. Protesterende studenter i Mossul 1992. Foto: Scanpix

Mosaddegh var den første valgte leder i Irans 4.000 år lange historie og en populær fortaler for demokrati i hele den fattige del af verden.

Mosaddegh udviste alle britiske diplomater efter at have afsløret et kupforsøg, hvor britiske efterretningsofficerer arbejdede tæt sammen med BP. Mosaddegh begik imidlertid den fatale fejl at modsætte sig sine rådgiveres bønner om også at udvise CIA, som de – helt korrekt – anså for at være involveret i det britiske rænkespil.

Mosaddegh nærede imidlertid høje tanker om USA som rollemodel for Irans nye demokrati, og han troede det ude af stand til at begå den slags nedrigheder. Til trods for Dulles’ appeller havde præsident Harry S. Truman forbudt CIA aktivt at deltage i det britiske forsøg på at vælte Mosaddegh.

Dwight D. Eisenhower kom til magten i januar 1953, og han slap øjeblikkeligt tøjlerne på Dulles.

Da Mosaddegh var blevet afsat i »Operation Ajax«, erstattede Roosevelt og Stone ham med Shah Reza Pahlavi, der favoriserede de amerikanske olieselskaber. Men efter to årtier med CIA-finansieret brutalitet mod sit eget folk blev shahen væltet fra Påfugletronen under den islamiske revolution i 1979, og denne revolution har lige siden været en torn i kødet på vores udenrigspolitik.

TV-transmitteret tilståelse

Oven på »succesen« med Operation Ajax rejste Rocky Stone direkte til Damaskus i april 1957. Med sig havde han tre millioner dollar, som skulle bruges til at bevæbne og opildne militante islamister og bestikke syriske militærpersonnel og politikere med henblik på at vælte al-Quwatlis demokratisk valgte, sekulære styre. Det fremgår af bogen »Safe for Democracy: The Secret Wars of the CIA« af John Prados.

Kuwait i marts1991. En amerikansk tank kører gennem et brændende oliefelt i udkanten af Kuwait By under Golf Krigen. Oliefeltet blev stukket i brand af irakiske tropper, mens de trak sig ud af den lille oliestat.
Kuwait i marts1991. En amerikansk tank kører gennem et brændende oliefelt i udkanten af Kuwait By under Golf Krigen. Oliefeltet blev stukket i brand af irakiske tropper, mens de trak sig ud af den lille oliestat.

Rocky Stone samarbejdede med Det Muslimske Broderskab og plantede millioner af dollar med det formål at snigmyrde Syriens efterretningschef, chefen for landets generalstab og lederen af kommunistpartiet. Desuden skulle han fremprovokere »nationale sammensværgelser og forskellige hårdhændede provokationer« i Irak, Libanon og Jordan, som man så siden kunne give det syriske Baath-parti skylden for.

Tim Weiner beskriver i »Legacy of Ashes«, hvordan det var CIAs plan at destabilisere den syriske regering og skabe et påskud for en invasion fra Irak og Jordan, hvis regeringer allerede var under CIAs kontrol.

Kim Roosevelt forudså, at CIAs nyindsatte marionetregering først og fremmest ville gribe til »repressive foranstaltninger og vilkårlig magtudøvelse«, som det hedder i deklassificerede CIA-dokumenter, der har været gengivet i avisen The Guardian.

Men alle CIAs penge kunne ikke korrumpere de syriske militærofficerer. Soldaterne rapporterede CIAs bestikkelsesforsøg til Baath-partiet. Som svar indtog den syriske hær den amerikanske ambassade og tog Stone til fange. Efter en barsk afhøring aflagde Stone en TV-transmitteret tilståelse af sin rolle i det iranske kup og CIAs mislykkede forsøg på at vælte Syriens legitime regering.

Syrerne udviste Stone og to andre medarbejdere på USAs ambassade i det første eksempel på, at amerikanske diplomater blev udvist fra et arabisk land.

Forholdet til Irak forgiftes

Eisenhower-regeringen afviste uden videre Stones tilståelse som »opspind« og »bagvaskelse« – en afvisning, som blev taget for gode varer af den amerikanske presse anført af The New York Times og troet af den amerikanske offentlighed, der delte Mosaddeghs idealistiske forestillinger om deres regering.

Den syriske præsident Bashar al-Assad giver interview til nyhedsbureauet AFP i 2014, hvori han siger, at den vestlige koalitions angreb mod IS ingen effekt har.
Den syriske præsident Bashar al-Assad giver interview til nyhedsbureauet AFP i 2014, hvori han siger, at den vestlige koalitions angreb mod IS ingen effekt har.

Syrien udrensede alle de politikere, der var sympatisk indstillet over for USA, og henrettede alle officerer for landsforræderi, som på nogen måde kunne sættes i forbindelse med kuppet.

Som gengældelse overflyttede USA Den Sjette Flåde til Middelhavet, truede med krig og lokkede tyrkerne til at invadere Syrien. Tyrkiet samlede 50.000 mand på grænsen til Syrien og trak dem først tilbage igen, da de mødte en samlet opposition fra alle medlemmerne af Den Arabiske Liga, hvis ledere var rasende over den amerikanske indblanding.

Men selv efter udvisningerne fortsatte CIA sine hemmelige bestræbelser på at vælte Syriens demokratisk valgte Baath-regering. CIA planlagde i forening med det britiske MI6 at oprette en »Komité til Befrielse af Syrien« og bevæbnede Det Muslimske Broderskab med henblik på at dræbe tre syriske politikere, der havde været centrale for afsløringen af det amerikanske plot. Det fremgår af Matthew Jones’ »The ’Preferred Plan’: The Anglo-American Working Group Report on Covert Action in Syria, 1957«.

CIAs rænkespil bidrog til at skubbe Syrien endnu længere væk fra USA og ind i en vedholdende alliance med Sovjetunionen og Egypten.

Efter det andet amerikanske kupforsøg i Syrien blev hele Mellemøsten fra Libanon til Algeriet gennemrystet af anti-amerikanske optøjer. Blandt følgevirkningerne var kuppet den 14. juli 1958, da en ny bølge af anti-amerikanske officerer væltede Iraks pro-amerikanske premierminister under det kortvarige monarki, Nuri al-Said. Kuppets ledere offentliggjorde en række hemmelige regeringsdokumenter, der afslørede Nuri al-Said som en højt betalt CIA-marionet.

Som modtræk mod det amerikanske forræderi inviterede den nye irakiske regering sovjetiske diplomater og økonomiske rådgivere til Irak og vendte Vesten ryggen.

Saddam Hussein bliver til

Efter således at have fået Irak og Syrien på nakken flygtede Kim Roosevelt fra Mellemøsten og gav sig i stedet til at arbejde som direktør i den olieindustri, han havde tjent så beredvilligt gennem sin karriere i CIA. Roosevelts afløser som områdechef, James Critchfield, forsøgte sig ifølge Weiner med et fejlslagent drabsforsøg på den nye irakiske præsident ved hjælp af et forgiftet lommetørklæde.

Gadebillede i Damakus med plakat af Syriens præsident Bashar al-Assad. Foto: Louai Beshara
Gadebillede i Damakus med plakat af Syriens præsident Bashar al-Assad. Foto: Louai Beshara

Fem år senere havde CIA omsider held til at afsætte den irakiske præsident og overdrage magten i Irak til Baath-partiet. En karismatisk, ung morder ved navn Saddam Hussein var en af de distingverede ledere på CIAs Baath-hold. Partisekretæren i Baath, Ali Saleh Saadi, der steg til tops sammen med Saddam Hussein, skulle senere sige, at »vi kom til magten på et tog kørt af CIA«, som han citeres i »A Brutal Friendship: The West and the Arab Elite« af journalisten og forfatteren Said Aburish.

Aburish kan fortælle, hvordan CIA forsynede Saddam Hussein og hans kumpaner med en liste over folk, der »måtte elimineres øjeblikkeligt, hvis succesen skal sikres«.

Tim Weiner skriver, at Critchfield senere anerkendte, hvordan CIA reelt set »havde skabt Saddam Hussein«.

I Reagan-årene forsynede CIA Saddam Hussein med milliarder af dollar i form af militærtræning, støtte fra specialstyrker, våben og efterretninger fra slagmarken, selv om man var klar over, at han anvendte giftgas og nervegas samt en række biologiske våben – herunder anthrax, som han havde fået fra den amerikanske regering – i den langvarige krig mod Iran.

Reagan og hans CIA-direktør, Bill Casey, anså Saddam for at være en potentiel ven for den amerikanske olieindustri og et solidt bolværk mod spredningen af Irans islamiske revolution. Deres udsending, Donald Rumsfeld, gav under sit besøg i Bagdad i 1983 Saddam et sæt guldsporer i bedste cowboystil foruden en palet af kemiske, biologiske og konventionelle våben. Samtidig var CIA illegalt i færd med at forsyne Saddams iranske fjender med tusindvis af panserbrydende missiler til kampen mod Irak – en forbrydelse, som blev berømt under den såkaldte Iran-Contra-affæren. Jihadister på begge sider vendte senere mange af disse CIA-våben mod det amerikanske folk.

South Pars/North Dome

Selv nu, da USA overvejer endnu en voldelig intervention i Mellemøsten, er de fleste amerikanere uvidende om de mange eksempler på, at tidligere CIA-fadæser har givet bagslag og bidraget til at fremme den nuværende krise.

Stillbillede fra en video produceret af IS-terrorister. Foto: Scanpix
Stillbillede fra en video produceret af IS-terrorister. Foto: Scanpix

Efterklangen fra årtier med CIAs bølleoptræden giver fortsat ekko gennem Mellemøsten i dag fra de respektive hovedstader til moskéer og madrasa-skoler hele vejen gennem de ødelagte demokratier og den moderate islam, som CIA bidrog til at udslette.

En parade af iranske og syriske diktatorer, herunder Bashar al-Ashad og hans far, har påberåbt sig historierne om CIAs blodige kup som et påskud for deres autoritære styre, undertrykkende taktik og behov for en stærk alliance med Moskva. Det er derfor velkendt for folk i Syrien og Iran, der helt naturligt ser enhver tale om en amerikansk intervention i lyset af denne historie.

Mens den følgagtige amerikanske presse bevidstløst gengiver den fortælling, at vores militære støtte til det syriske oprør alene er af humanitær karakter, ser mange arabere den nuværende krise som blot endnu en stedfortræderkrig om rørledninger og geopolitik. Inden vi kaster mere benzin på bålet, ville det derfor være klogt at overveje de kun alt for rigelige kendsgerninger, der støtter en sådan tolkning.

Fra et arabisk synspunkt begyndte vores krig mod Bashar al-Assad ikke med de fredelige, civile demonstrationer under Det Arabiske Forår i 2011. Den begyndte derimod tilbage i 2000, da Qatar foreslog at anlægge en ti milliarder dollar dyr og 1.500 kilometer lang rørledning gennem Saudi-Arabien, Jordan, Syrien og Tyrkiet.

Qatar deles med iranerne om South Pars/North Dome-gasfeltet, som er verdens rigeste forekomst af naturgas. Den internationale handelsembargo forhindrede indtil for nylig iranerne i at sælge deres naturgas til udlandet. På den anden side kan Qatars gas kun nå markederne i Europa, hvis den nedkøles til flydende form og sendes med skib – en trafik som alvorligt begrænser volumen og hæver omkostningerne.

Den foreslåede rørledning ville have forbundet Qatar direkte med det europæiske energimarked via distributionsterminaler i Tyrkiet, som så på sin side kunne se frem til nogle fede transitafgifter.

Qatar/Tyrkiet-rørledningen ville have givet de sunnimuslimske kongeriger i Den Persiske Golf en betydelig dominans på verdens gasmarked og samtidig styrket Qatar, som er USAs nærmeste allierede i den arabiske verden. Qatar lægger jord til to enorme amerikanske militærbaser samt hovedkvarteret for U.S. Central Command Mideast.

Den Europæiske Union, som får 30 procent af sin naturgas fra Rusland, var lige så ivrig efter rørledningen, der ville have givet medlemslandene billig energi plus en undvigemulighed i forhold til Vladimir Putins økonomiske og politiske brydergreb.

Tyrkiet, der er Ruslands næststørste gaskunde, var særligt forhippet på at gøre en ende på denne afhængighed af den gamle rival og i stedet bringe sig selv i stilling som selve drejeskiven for den asiatiske energistrøm til Europa. Qatars rørledning ville også have gavnet Saudi-Arabiens konservative sunni-monarki ved at give det fodfæste i det shiamuslimsk dominerede Syrien. Saudi-Arabiens geopolitiske mål er at begrænse den økonomiske og politiske indflydelse for kongerigets primære rival, nemlig det shiamuslimske Iran.

Saudi-Arabiens kongefamilie betragtede den amerikansk støttede, shiamuslimske magtovertagelse i Irak (og senest: afslutningen på handelsembargoen over for Iran) som regulære tilbageslag for landets egen status som regional magt, og Riyadh var allerede engageret i en stedfortræderkrig mod Teheran i Yemen, som kun blev understreget af det saudiarabiske folkemord på den iransk støttede Houthi-stamme.

I Damaskus

Naturligvis anså russerne, der sælger 70 procent af deres gas til Europa, den planlagte rørledning fra Qatar til Tyrkiet som en eksistentiel trussel. I Putins optik var rørledningen et NATO-plot udtænkt for at ændre status quo, berøve Rusland dets eneste fodfæste i Mellemøsten, strangulere den russiske økonomi og gøre en ende på Ruslands magtposition på det europæiske energimarked.

I 2009 bekendtgjorde Assad, at han ville nægte at underskrive den aftale, der tillod rørledningen at løbe gennem Syrien »for at beskytte vore russiske allieredes interesser«.

USAs præsident, Barack Obama, sagde under et sikkerhedsmøde 25. februar 2016,?at en løsning af konflikten i Syrien vil styrke bekæmpelsen af  IS. Foto: Carlos Barria
USAs præsident, Barack Obama, sagde under et sikkerhedsmøde 25. februar 2016,?at en løsning af konflikten i Syrien vil styrke bekæmpelsen af IS. Foto: Carlos Barria

Assad udløste så yderligere vrede i de sunnimuslimske monarkier omkring Den Persiske Golf ved at støtte et russisk forslag om en »islamisk rørledning« fra Irans side af gasfeltet gennem Syrien til havne i Libanon. Den islamiske rørledning ville gøre det shiamuslimske Iran, ikke det sunnimuslimske Qatar, til den vigtigste leverandør til det europæiske energimarked og således drastisk øge Teherans indflydelse i Mellemøsten og verden. Israel var af samme grund fast besluttet på at afspore planerne om en »islamisk rørledning«, der kun kunne berige Iran og Syrien og sandsynligvis også styrke deres forbundsfæller i Hizbollah og Hamas.

Hemmelige telegrammer og rapporter fra de amerikanske, israelske og saudiarabiske efterretningstjenester tyder på, at i samme øjeblik Assad afviste rørledningen fra Qatar, nåede strateger i militær og efterretningstjenester frem til en konsensus om at anspore til en sunnimuslimsk opstand i Syrien med henblik på at vælte den usamarbejdsvillige Bashar al-Assad; det ville være en farbar vej til at opnå det fælles mål om at færdiggøre gasrørledningen fra Qatar til Tyrkiet.

Kort efter, at Bashar al-Assad i 2009 afviste rørledningen fra Qatar i 2009, begyndte CIA ifølge WikiLeaks at støtte oppositionsgrupper i Syrien. Det er vigtigt at notere sig, at dette var et godt stykke tid før, Det Arabiske Forår endte med at udløse et oprør mod Assad.

Bashar al-Assads familie er alawitter; en islamisk sekt, der som regel anses for en afart af shia-islam.

»Det var aldrig meningen, at Bashar al-Assad skulle have været præsident,« fortalte journalisten Seymour Hersh mig i et interview. »Hans far hentede ham tilbage fra et medicinsk fakultet i London, da hans ældre bror, tronfølgeren, var blevet dræbt i en trafikulykke.«

Og Assad var ifølge Hersh i færd med at liberalisere landet før krigen.

»De havde internet, aviser og bankautomater, og Assad ønskede at nærme sig Vesten. Efter 9/11 forsynede han CIA med tusindvis af værdifulde filer om radikale jihadister, som han anså for fælles fjender.«

Assads regime var bevidst sekulært, og Syrien var bemærkelsesværdigt mangfoldigt. For eksempel var både den syriske regering og den militære ledelse for 80 procents vedkommende sunnimuslimsk. Assad fastholdt en fredelig sameksistens mellem de forskellige folkeslag og trosretninger takket være en stærk og disciplineret hær, der var loyal over for Assad-familien – en alliance, der blev næret af en højt anset og vellønnet officerskorps, et køligt og effektivt efterretningsapparat samt en forkærlighed for brutalitet, der før krigen var ganske moderat set i forhold til andre af Mellemøstens ledere, herunder vore nuværende allierede.

»Han huggede i hvert fald ikke hovedet af folk hver onsdag, som saudiaraberne gør i Mekka,« siger Seymour Hersh.

Amerikanere som lejesoldater

En anden rutineret journalist, Bob Parry, giver en lignende vurdering: »Ingen i den region har rene hænder, men når det gælder tortur, massemyrderier, undertrykkelse af borgerrettigheder og støtte til terrorisme, er Assad langt at foretrække frem for saudiaraberne.«

Ingen troede, at regimet var sårbart over for den type anarki, der havde hjemsøgt Egypten, Libyen, Yemen og Tunesien. I foråret 2011 var der dog små, fredelige demonstrationer i Damaskus vendt mod Assads repressive styre. Der var hovedsageligt tale om pollen fra Det Arabiske Forår, som spredte sig viralt over alle medlemslandene i Den Arabiske Liga. Men telegrammer, offentliggjort af WikiLeaks, antyder, at CIA allerede var på plads i Syrien.

De sunnimuslimske monarkier havde imidlertid enorme beløb i petrodollar på spil, og de ønskede et langt mere vidtgående engagement fra USA. Den 4. september 2013 fortalte udenrigsminister John Kerry under en kongreshøring, at de sunnimuslimske monarkier havde tilbudt at betale for en amerikansk invasion af Syrien med det formål at afsætte Bashar al-Assad:

»Faktisk har nogle af dem sagt, at hvis USA var indstillet på at gå hele vejen, som vi tidligere har gjort andre steder (Irak,red.), så vil de dække omkostningerne.«

Kerry gentog tilbudet over for medlem af Repræsentanternes Hus republikaneren Ileana Ros-Lehtinen:

»Hvad angår arabiske lande, som skal have tilbudt at finansiere en [amerikansk invasion,red.] med henblik på at styrte Assad, så er svaret helt klart, at ja, det har de. Tilbuddet er på bordet.«

På trods af pres fra republikanerne afviste præsident Obama at leje unge amerikanere ud, så de kunne dø som lejesoldater for et rørledningssyndikat. Obama ignorerede klogt de republikanske krav om »støvler på jorden« i Syrien eller flere penge til »moderate oprørsgrupper«.

Men i slutningen af 2011 var det lykkedes for Republikanerne og vores sunnimuslimske allierede at skubbe den amerikanske regering ud i moradset.

En rapport fra Rand Corp.

I 2011 dannede USA sammen med Frankrig, Qatar, Saudi-Arabien, Tyrkiet og Storbritannien »Koalitionen Syriens Venner«, der lagde ud med at kræve Assads afgang. CIA skaffede seks millioner dollar til Barada, en britisk TV-station, som fik til opgave at producere indslag, der kunne underbygge og motivere dette krav. Saudiarabiske efterretningsdokumenter, som er offentliggjort af WikiLeaks, viser, at Tyrkiet, Qatar og Saudi-Arabien i 2012 var i fuld gang med at bevæbne, træne og finansiere radikale jihadist-grupper i Syrien, Irak og andre steder med henblik på at vælte Assads shiamuslimsk orienterede regime. Qatar, der havde mest at vinde ved det, investerede tre milliarder dollar i at styrke oprøret, og herfra bad man samtidig Pentagon om at træne oprørsstyrkerne på amerikanske baser i Qatar.

Ifølge en artikel af Seymour Hersh fra april 2014 blev forsyningerne af våben fra CIA finansieret af Tyrkiet, Saudi-Arabien og Qatar.

Forestillingen om at opildne til en krig mellem shia- og sunnimuslimer for at svække de syriske og iranske regimer og dermed fastholde kontrollen over regionens petrokemiske værdier, var ikke en ny tanke i Pentagon. En belastende rapport fra 2008, finansieret af Pentagon og forfattet af Rand Corporation, udgør en præcis køreplan for, hvad der nu var i færd med at blive ført ud i livet. Rapporten gør gældende, at kontrollen over Den Persiske Golf og gasfelterne for USA fortsat er »en strategisk prioritet«, som vil »hænge uløseligt sammen med forløbet af den langsigtede krig«.

Rand anbefaler at anvende »hemmelige aktioner, informationsoperationer, ukonventionel krigsførelse« for at fremme en »del og hersk«-strategi.

»USA og dets lokale allierede kan anvende de nationale jihadist-grupper til at iværksætte en stedfortræderkrig«, og »amerikanske ledere kan også vælge at kapitalisere på den vedholdende shia/sunni-konflikt ved at vælge side til fordel for de konservative sunniregimer imod shiamusliske oprørsgrupper i den muslimske verden … eksempelvis ved at støtte autoritative sunniregeringer imod et fortsat fjendtligt indstillet Iran.«

Kølig kalkule i Pentagon

Som forudset polariserede Assads overreaktion på den udenlandsk skabte krise – hans tøndebomber mod civile områder – forholdet mellem Syriens shia- og sunnimuslimer. Derved satte han de amerikanske beslutningstagere i stand til at sælge den forestilling til den amerikanske offentlighed, at kampen om rørledningen var en humanitær krig.

Da sunnimuslimske soldater fra den syriske hær begyndte at desertere i 2013, bevæbnede den vestlige koalition Den Frie Syriske Hær for yderligere at destabilisere Syrien. Pressens skildring af Den Frie Syriske Hær som sammenhængende bataljoner af moderate syrere var et røgslør. De spredte enheder regrupperede i hundredvis af uafhængige militser, hvoraf hovedparten enten selv var eller også var allieret med militante jihadister, som var de mest effektive og beslutsomme krigere. På det tidspunkt var al-Qaedas sunnimuslimske styrker i Irak allerede i gang med at krydse grænsen til Syrien for at slutte sig til spredte bataljoner af desertører fra Den Frie Syriske Hær, der i mange tilfælde var trænet og bevæbnet af USA.

På trods af det fremherskende billede i medierne, der skildrede en moderat arabisk opstand mod tyrannen Assad, vidste beslutningstagerne i Washington fra begyndelsen, at deres håndlangere var radikale jihadister, der sandsynligvis ville skabe et islamisk kalifat ud af Syriens og Iraks sunnimuslimske regioner. To år inden IS’ bødler meldte sig i verdens bevidsthed med deres halshugningsvideoer, advarede et syv sider langt notat fra U.S. Defence Intelligence Agency – dateret den 12. august 2012 og offentliggjort af den konservative gruppe Juridical Watch – om, at takket være støtten fra USA og den sunnimuslimske koalition er »salafister, Det Muslimske Broderskab og AQI (nu IS,red.) de drivende styrker bag oprøret i Syrien«.

Ved hjælp af støtten fra USA og Golf-staterne havde disse grupperinger forvandlet de fredelige demonstrationer mod Bashar al-Assad »i en klart sekterisk – dvs. shia mod sunni – retning«.

I dokumentet hedder det videre, at konflikten er blevet en sekterisk borgerkrig støttet af sunnimuslimske »religiøse og politiske magter«.

Rapporten udmaler den syriske konflikt som en global krig om kontrollen med regionens ressourcer med »Vesten, Golfstaterne og Tyrkiet bag oppositionen, og Rusland, Kina og Iran på regimets side«.

Forfatterne bag Pentagons syv sider lange rapport synes at støtte den forudsete tilsynekomst af IS’ kalifat:

»Hvis situationen går i opløsning, er der mulighed for at oprette en erklæret eller uerklæret salafistisk enklave i det østlige Syrien (Hasaka og Der Zor,red.), og det er netop, hvad kræfterne bag oppositionen ønsker, fordi det vil isolere det syriske regime.«

Pentagon-rapporten advarer dog om, at en sådan enklave kan forcere grænsen til Irak i retning af Mosul og Ramadi og »erklære en islamisk stat for oprettet gennem foreningen med andre terrororganisationer i Irak og Syrien«.

Og det er naturligvis præcis, hvad der skete. Ikke ved et tilfælde, for de områder af Syrien, som Islamisk Stat siden har besat, omfatter præcist den foreslåede rute for rørledningen fra Qatar.

Frankensteins uhyre

Men i 2014 skabte vores sunnimuslimske håndlangere rædsel i det amerikanske folk ved at skære hoveder af og fordrive en million mennesker i retning af Europa.

»Strategier, som tager udgangspunkt i, at ’min fjendes fjende er min ven’ har det med at give bagslag,« siger Tim Clemente, der sad for bordenden i FBIs Joint Terrorism Task Force i årene 2004-2008 og i øvrigt også gjorde tjeneste som forbindelsesofficer i Irak mellem FBI, det irakiske politi og det amerikanske militær.

»Vi begik den samme fejltagelse, da vi trænede Mujahedeen i Afghanistan. I samme øjeblik russerne rejste ud af landet, begyndte vores formodede venner at smadre oldtidslevn, trælbinde kvinder, save kropsdele af og skyde på os,« konstaterede Clemente i et interview.

Da Islamisk Stats »Jihadi John« begyndte at myrde fanger på TV, vendte Det Hvide Hus på en tallerken; nu talte man mindre om at afsætte Assad og mere om den regionale stabilitet. Obama-regeringen begyndte at lægge afstand til det oprør, vi havde finansieret. Det Hvide Hus pegede anklagende på vore allierede:

Den 3. oktober 2014 sagde vicepræsident Joe Biden til en gruppe studerende på John F. Kennedy Jr. Forum på Harvard Universitys Institute of Politics, at »vore allierede i regionen er vores største problem i Syrien«.

Han forklarede, at Tyrkiet, Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater var »så fast besluttet på at vælte Assad, at de havde indledt denne stedfortræderkrig mellem shia- og sunnimuslimer ved at »kanalisere hundredvis af millioner dollar og titusindvis af ton våben ind til hvem som helst, der erklærede sig rede til at kæmpe mod Assad. Men de mennesker, der tog imod hjælpen, tilhørte al-Nusra og al-Qaeda« – de to grupper, som fusionerede i 2014 og dermed dannede Islamisk Stat.

Biden virkede fortørnet over, at man tilsyneladende ikke kunne stole på, at vores betroede »venner« ville holde sig til den amerikanske dagsorden.

En hær bliver overflødig

Overalt i Mellemøsten beskylder arabiske ledere rutinemæssigt USA for at have skabt Islamisk Stat. For de fleste amerikanere virker den slags påstande helt vanvittige. Men for mange arabere er beviserne på den amerikanske hånd i spillet så mange, at de konkluderer, vores rolle i skabelsen af islamisk Stat må have været bevidst.

Og faktisk er mange af krigerne i Islamisk Stat og deres kommandanter da også ideologiske og organisatoriske arvtagere af de jihadister, CIA har passet og plejet i mere end 30 år – fra Syrien over Egypten til Afghanistan og Irak.

Forud for den amerikanske invasion fandtes al-Qaeda ikke i Saddam Husseins Irak. Præsident George W. Bush ødelagde Saddams sekulære bevægelse, og hans vicekonge, Paul Bremer, skabte i et himmelråbende eksempel på dårlig ledelse den sunnimuslimske hær, der nu går under navnet Islamisk Stat.

Bremer overdrog magten til shiamuslimerne og forbød Saddams Baath-parti. Det betød afskedigelse af omkring 700.000 overvejende sunnimuslimske politikere og embedsmænd fra ministre til skolelærere. Derpå opløste han den 380.000 mand store hær, der for 80 procents vedkommende bestod af sunnimuslimer.

Bremers handlinger fratog en million irakiske sunnimuslimer rang, ejendom og magt og efterlod en desperat underklasse af vrede, veluddannede, veltrænede og svært bevæbnede sunnimuslimer, som ikke havde ret meget at tabe.

Det sunnimuslimske oprør kaldte sig al-Qaeda i Irak. Det tog fart i 2011, og vore allierede finansierede siden al-Qaeda-krigernes invasion i Syrien.

Efter denne invasion tog al-Qaeda i april 2013 navneforandring til ISIL, ISIS, IS …

Ifølge Dexter Filkins fra The New Yorker »styres ISIS af et råd af tidligere irakiske generaler … Mange af dem var medlemmer af Saddam Husseins sekulære Baath-parti, der konverterede til radikal islam i de amerikanske fængsler.«

De 500 millioner dollar i militærhjælp, som Obama sendte til Syrien, gik med stor sandsynlighed til at bevæbne netop disse militante jihadister.

Generalplaner

Tim Clemente, den tidligere formand for FBIs Task Force, har fortalt mig, at forskellen mellem konflikterne i Irak og Syrien er de millioner af mænd i den kampdygtige alder, der nu flygter fra krigsskuepladsen og søger mod Europa i stedet for at blive og kæmpe for deres samfund. Den oplagte forklaring på dette er, at landets moderate kræfter flygter fra en konflikt, som ikke er deres. De ønsker ganske enkelt at undgå at blive knust mellem den ambolt, som er Assads russisk støttede tyranni, og den ondsindede jihadist-hammer, vi har haft en hånd med i skabelsen af som følge af den globale kamp om konkurrende rørledninger.

Man kan ikke bebrejde det syriske folk, at det ikke omfavner en generalplan for deres land, som er udtænkt i enten Washington eller Moskva. Supermagterne har ikke levnet plads til nogen form for idealistisk fremtid, som moderate syrere ville overveje at kæmpe for. Og ingen ønsker at dø for en rørledning.

En krig om en rørledning

Hvad er så svaret? Hvis vores mål er en langsigtet fred i Mellemøsten, de arabiske nationers selvstyre og national sikkerhed herhjemme, så må vi før enhver mulig intervention i regionen erindre os den historiske baggrund og samtidig nære et intenst ønske om at lære af den.

Først når vi amerikanere forstår den historiske og politiske kontekst bag denne konflikt, vil vi kunne vurdere vore lederes beslutninger på et passende grundlag.

Ved at gribe til de samme forestillinger og det samme sprogbrug, som i 2003 styrede vores krig mod Saddam Hussein, har vore politikere forledt os til at tro, at vores intervention i Syrien er en idealistisk krig mod tyranni, terror og religiøs fanatisme. Vi ynder gerne at katalogisere det som blot og bar kynisme, hvis arabere i stedet ser den nuværende krise som en gentagelse af de samme trætte gamle historier om rørledninger og geopolitik.

Men hvis vi skal have en effektiv udenrigspolitik, må vi anerkende, at den syriske konflikt er en krig om kontrol over ressourcer og derfor umulig at skelne fra det utal af hemmelige og uerklærede oliekrige, vi har ført i Mellemøsten gennem de seneste 65 år.

Først når vi ser denne konflikt som en stedfortræderkrig om en rørledning, begynder tingene at falde på plads. Det er det eneste paradigme, der kan forklare, hvorfor republikanerne i Kongressen og Obama-regeringen stadig er så forhippede på regimeskifte i Syrien frem for regional stabilitet, hvorfor Obama-regeringen ikke kan finde nogle moderate syrere til at udkæmpe krigen, hvorfor IS sprængte et russisk passagerfly i luften, hvorfor saudiaraberne for nylig henrettede en indflydelsesrig shiamuslimsk præst (og måtte se sin ambassade i Teheran brændt ned til grunden), hvorfor russerne bomber grupper i Syrien, som ikke tilhører IS, og endelig hvorfor Tyrkiet gjorde sig så store anstrengelser for at skyde et russisk kampfly ned.

De millioner af flygtninge, der nu strømmer ind i Europa, er ofre for en krig om en rørledning og CIAs adskillige fadæser.

Seks billioner dollar

Clemente sammenligner IS med Colombias FARC; et narkokartel med en revolutionær ideologi, der kan inspirere fodsoldaterne.

»Man bliver nødt til at se IS som et oliekartel,« siger han. »Til syvende og sidst er penge det styrende princip. Den religiøse ideologi er et redskab, der kan inspirere soldaterne til at give deres liv for et oliekartel.«

Når først vi har fjernet den humanitære patina og ser den syriske konflikt som en oliekrig, bliver vores udenrigspolitiske strategi klar. I lighed med de syrere, der nu flygter til Europa, ønsker ingen amerikaner at sende deres børn af sted for at dø for en rørledning.

Derfor bør vores første prioritet være den, som ingen nævner: Vi må gøre os fri af vores afhængighed af Mellemøstens olie, og det virker i dag som et muligt projekt, idet USA i stadig højere grad bliver selvforsynende med energi.

Dernæst bør vi drastisk reducere vores militære tilstedeværelse i Mellemøsten og lade araberne styre Arabien.

Ud over humanitær bistand og en garanti for Israels grænser har USA ingen legitim rolle at spille i denne konflikt. Og hvor kendsgerningerne viser, at vi spillede en rolle i skabelsen af konflikten, viser historien desværre, at vi kun har ganske lidt magt til at gøre en ende på den.

Hvis vi betragter historien, er det nærmest svimlende at konstatere, med hvilken forbløffende vedholdenhed praktisk taget alle vore interventioner i Mellemøsten siden Anden Verdenskrig er endt i en sørgelig fiasko og næsten ufatteligt kostbare tilbageslag.

Ifølge en rapport fra 1997 forfattet i det amerikanske forsvarsministerium »viser data en stærk sammenhæng mellem amerikansk engagement i udlandet og en stigning i terrorangreb mod USA«.

Lad os se det i øjnene: Det vi kalder »krigen mod terror«, er i virkeligheden blot endnu en oliekrig. Vi har spildt seks billioner dollar på tre krige uden for landets grænser og på oprettelsen af et nationalt sikkerhedsberedskab herhjemme, siden oliemanden Dick Cheney erklærede »Den Lange Krig« i 2001.

De eneste vindere har været våbenindustrien og olieselskaberne, der har kunnet stikke historiske profitter i lommerne. Dertil efterretningsverdenen, der er vokset eksponentielt i magt og indflydelse til skade for vores frihedsrettigheder, og endelig de jihadister, der hver gang har kunnet anvende vores interventioner som deres mest effektive rekrutteringsvåben. Vi har kompromitteret vores værdier, slagtet vores egen ungdom, dræbt i hundredtusindvis af uskyldige mennesker, forvansket vores idealisme og forspildt vores nationale værdier i et frugtesløst og kostbart eventyr langt hjemmefra. Og undervejs har vi hjulpet vore værste fjender og gjort USA, der engang var et fyrtårn af frihed, til en overvågningsstat og en moralsk paria på verdensscenen.

Afsked med afhængigheden

USAs forfatningsfædre advarede amerikanerne imod at have stående hære, at kaste sig ud i internationale forviklinger og – med John Quincy Adams’ ord – »at rejse udenlands i søgen efter uhyrer at besejre«.

Disse kloge mænd forstod, at imperialisme udadtil er uforeneligt med demokrati og borgerrettigheder indadtil.

Det Atlantiske Charter genlød af deres skelsættende amerikanske ideal, der byder, at enhver nation bør have retten til selvbestemmelse.

Gennem de seneste syv årtier har Dulles-brødrene, Cheney-banden, de nykonservative og deres lige kapret de fundamentale principper bag den amerikanske idealisme og sendt vores militær og efterretningstjeneste ud for at tjene merkantile interesser for store virksomheder, ikke mindst olieselskaber og militærindustri, der har tjent styrtende på disse konflikter.

Det er tid for Amerika at dreje landet væk fra denne nye form for imperialisme og vende tilbage til idealismens og demokratiets vej. Vi bør lade araberne styre Arabien og i stedet rette vores energi mod den store opgave, det er at opbygge en nation herhjemme. Og vi bør indlede denne proces, ikke med at invadere Syrien, men derimod med at gøre en ende på den ødelæggende afhængighed af olie, der har forkrøblet amerikansk udenrigspolitik i et halvt århundrede.

Oversættelse: Lars Rosenkvist

Artiklen har været bragt på politico.eu: Link: http://www.politico. eu/article/ why-the-arabs-dont-want-us-in-syria-mideast-conflict-oil-intervention/

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.