Hvis Romney taber, er det så Sandys skyld?

De to partier mener begge, at orkanen Sandy vil skade dem i dag. Sandy knækkede Romneys momentum, siger top-republikaner. Sandy vil koste stemmer i New York og New Jersey, siger Demokraterne.

Hvis Mitt Romney taber præsidentvalget i nat, så har en række fremtrædende republikanere allerede en forklaring klar: Orkanen Sandy. Den tidligere guvernør og partiformand Hayey Barbour sagde således i går på TV: »Sandy knækkede Romneys momentum.«

Den førende partistrateg, Karl Rove, sagde i weekenden det samme, og han hæftede sig ved, at orkanen satte sig på hele mediefladen og fjernede opmærksomheden fra Romneys angreb, og magasinet The Atlantic fremhævede i går »insidere i Romney-kampagnen«, som pegede på, at deres mand i alle interne målinger var på vej op før orkanen. Bagefter gik han ned.

Konservative mediekanoner som Rush Limbaugh og Rupert Murdoch har peget på det samme og også delvist givet New Jerseys guvernør, Chris Christie, en del af skylden. Han roste Obama, og han inviterede Obama med ud til katastrofeområderne og gav præsidenten en anledning til at spille – med Roves ord – »første-trøster«.

En kommentator i det konservative Wall Street Journal tweetede om et af billederne af Obama sammen med et grædende offer, »at hvis mange vælgere så dét billede, så ville Obama vinde«.

Optur før stormen
Men demokratiske blogs og analytikeren Nate Silver fra New York Times køber ikke uden videre argumentet om Sandy som eneårsag til et eventuelt nederlag. Josh Marshall fra bloggen Talking Points Memo påviste, at Obama allerede var på vej op i de vægtede målinger, før Sandy ramte. Polltracker er et af de sites, som foretager vægtede målinger, og allerede 26. oktober overtog Obama her føringen i de nationale målinger. Sandy ramte først 28. oktober. Ifølge Marshal havde Obama altså momentum før orkanen, og det er, hvad der nu manifesterer sig.

Nate Silver er heller ikke overbevist om argumentet, og han peger på en række andre faktorer, som i slutningen af oktober førte til, at præsidenten kom så stærkt igen: Han vandt de to sidste præsidentdebatter, en række økonomiske nøgletal var positive, forbrugertilliden steg mærkbart, og Demokraterne har haft en stærkere valgorganisation i svingstaterne.

Hvilket alt sammen er med til at forklare, at Obama siden 13. oktober, hvor han lå lavest i de nationale målinger, er steget støt og roligt, siger Silver.

Demokratiske bekymringer
Flere demokrater mener da også, at orkanen til syvende og sidst vil skade deres parti mere end modparten. Hvorfor? Fordi gode dele af New York og New Jersey stadig er uden strøm og bilisterne uden brændstof, og det forhindrer mange vælgere i at stemme. Begge stater er stærke demokratiske stater, og Barack Obama fik i 2008 over 6,5 mio. stemmer dér.

Hvis bare ti pct. af de vælgere bliver hjemme, kan det decimere hans totale stemmetal, siger de bekymrede demokrater. Det kan betyde, at Obama måske vinder flest valgmænd og bliver genvalgt, men får færrest stemmer totalt, og det vil få kritikerne til straks at begynde at tale om, at han er præsidenten uden folkeligt mandat.
Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.