Kinas mest berømte kunstner, Ai Weiwei, har for første gang i 43 dage fået besøg af sin hustru.
16. maj 2011, 07:14 – opdateret 16. maj 2011, 07:23
BEIJING: Den fængslede kunstner Ai Weiwei har for første gang i 43 dage fået lov til at få besøg af sin familie.
Søndag aften kørte politiet den 53-åriges kunstners hustru, Lu Qing, til et hemmeligt sted i Beijing, hvor hun fik lov til kort at være sammen med Ai.
Familien har tidligere været bekymret for Ai Weiwei, der har forskellige problemer med sit helbred. Men han lader til at have det godt, og har adgang til den medicin, som han har brug for, oplyser familien.
»Jeg er så lettet, nu hvor Lu Qing har fået lov til at se ham,« siger Ai Weiweis mor, den 77-årige Gao Ying, til Berlingske.
Besøget varede 15 minutter, fortæller forsvarsadvokaten Liu Xiaoyuan, der talte med Ais hustru efter besøget.
Ægteparret brugte det meste af deres korte tid sammen til at tale om familien og hverdagen. Ai Weiwei fortalte, at de holder øje med hans blodtryk, og at han får de piller, som han har brug for.
Ai Weiwei fortalte også, at han er bekymret sin 77-årige mor og det psykologiske pres, som hans forsvinden har lagt på hende.
Ai Weiwei havde ikke håndjern på, men hverken han eller hustruen ved, hvor han opholder sig. Det er dog ikke et fængsel eller detentionscenter, siger advokaten Liu Xiaoyuan.
Ai Weiwei er dog stadig ikke officielt anholdt, og han er heller ikke officielt sigtet.
»Familien har stadig ikke fået nogen officiel meddelelse om hans arrestation,« siger Li Xiaoyuan.
Politiet bortførte Ai Weiwei søndag den 3. april i lufthavnen i Beijing, hvor han var på vej til at flyve til Hong Kong. Han rejste sammen med en assistent, der fik at vide, at Ai ikke havde pas og papirer i orden.
Fem dage senere skrev nyhedsbureauet Xinhua, at politiet efterforsker ham for »økonomisk kriminalitet«.
Ugen efter skrev en avis i Hong Kong, Wen Wei Po, som er kendt for at være talerør for regeringen i Beijing, at politiet også efterforsker ham for bigami og for at sprede pornografi på internetttet.
Selvom Ai Weiwei stadig ikke er dømt har kinesiske medier allerede kaldt ham for en »plagiator,« og en talsmand for udenrigsministeriet omtaler ham som »kriminel.«
Ifølge kinesisk lovgivning bør politiet oplyse, hvor Ai Weiwei opholder sig, og hvad han efterforskes for. Det har de endnu ikke gjort.
Ai Weiwei er kendt som en kritisk kunstner, der flere gange tidligere har været på kant med myndighederne.
For eksempel efter jordskælvet i Sichuan i 2008, hvor flere skolebygninger styrtede sammen, fordi de var dårligt byggede. Korrupte embedsmænd havde sparet på byggematerialerne, og myndighederne forsøgte derfor at hemmeligholde antallet af dræbte børn.
Ai Weiwei begyndte et projekt, som pressede myndighederne til at indrømme, at over 5.000 børn blev knust under de sammenstyrtede bygninger. Han lavede projektet sammen med blandt andre sin ven aktivisten Huang Qi, der blev anholdt i november 2009, og som afsoner tre års fængsel for »besiddelse af statshemmligheder«.
Ai Weiwei er den mest markante profil, som regeringen endnu har slået ned på i sin kampagne mod kritikerne, der begyndte i slutningen af februar 2011.
Kampagnen retter sig især mod journalister, bloggere, akademikere, advokater og andre, der arbejder for retssikkerhed, ytringsfrihed og menneskerettigheder i Kina. Analytikere siger, at det er den mest omfattende siden 1990erne, og op mod 200 personer har været i kontakt med politi og sikkerhedspoliti.
Det særlige ved denne kampagne er, at politiet har taget nye metoder i brug. For eksempel ignorer myndighederne kinesisk lovgivning, og bortfører folk, som blot forsvinder.


































