Hitlers kunstopkøber købte kunst for millioner af desperate jøder

Historien om fundet af 1.400 mesterværker i München overrasker stadig. Magasinet Der Spiegel afslører, at samlingens skaber og Hitlers private kunstopkøber brugte brutale metoder for at samle kunst til et kæmpemuseum til Hitlers ære.

Magasinet Der Spiegel beretter opsigtsvækkende nyheder om Hildebrand Gurlitt og hans forbindelser til ledende nazister. I hans søns - Cornelius Gürlitts - lejlighed i München fandt myndighederne sidste år 1.400 værdifulde malerier, som var blevet købt i 1940'erne. Sagen kom frem i november i år, 2013. Billedet her, som er fra 24. april 1945, viser en amerikansk soldat, der kigger på stjålen kunst, som nazisterne bl.a. gemte i en kirke i Ellingen i Tyskland. Berlingske ligger desværre ikke inde med et billede af det i artiklen omtalte slot i byen Aschbach i Sydtyskland.
Magasinet Der Spiegel beretter opsigtsvækkende nyheder om Hildebrand Gurlitt og hans forbindelser til ledende nazister. I hans søns - Cornelius Gürlitts - lejlighed i München fandt myndighederne sidste år 1.400 værdifulde malerier, som var blevet købt i 1940'erne. Sagen kom frem i november i år, 2013. Billedet her, som er fra 24. april 1945, viser en amerikansk soldat, der kigger på stjålen kunst, som nazisterne bl.a. gemte i en kirke i Ellingen i Tyskland. Berlingske ligger desværre ikke inde med et billede af det i artiklen omtalte slot i byen Aschbach i Sydtyskland.

I det nye år får filmen »Monuments Men« premiere. Den er produceret af George Clooney og på rollelisten er Clooney selv og bl.a. Cate Blanchett, Matt Damon og John Goodman. Den handler om de amerikanere, der blev sat til at finde kunstværker, som nazisterne havde stjålet fra jøder. Filmen, der bygger på autentiske historier, kunne meget vel være blevet lavet om Hildebrand Gurlitts samlinger af kunst købt for en slik af desperate jøder og fundet af 1.400 mesterværker i en lejlighed i München - en sag, som i år har rystet Tyskland.

Nye oplysninger i den såkaldte Gurlitt-sag bliver ved med at blive afdækket. I november blev det afsløret, at tysk politi havde fundet 1.400 værdifulde malerier i en lejlighed i München. Lejligheden var ejet af Cornelius Gurlitt, hvis far, Hildebrand Gurlitt, havde købt malerierne i 1940erne. Det viste sig, at Hildebrand Gurlitt var en af Adolf Hitlers betroede kunstopkøbere, der skulle opkøbe mesterværker, der senere skulle udstilles i et pragtmuseum i byen Linz i Østrig og være Adolf Hitlers personlige kæmpmuseum.

Men Hildebrand Gurlitt samlede også mesterværker ind til sig selv og fik reddet sin samling ved krigens slutning. Med til historiens dunkle aspekter er, at Hildebrand Gurlitts bedstemor var jøde og at han derfor efter nazistiske racelove ikke var arier. Han fremstillede efter krigen sig selv som offer for nazismen og pralede med, at han havde reddet mængder af kunstværker fra ødelæggelse og at han aldrig havde købt kunst fra flygtende og desperate jøder.

Monuments Men

Magasinet Der Spiegel beretter opsigtsvækkende nyheder om Hildebrand Gurlitt og hans forbindelser til ledende nazister. I byen Aschbach i Sydtyskland fandtes et slot, som de fremrykkende allierede tropper erobrede. Slottet var ejet af familien Plönitz og baron Plönitz var en velkendt topnazist. Det gik hurtigt op for De Allierede, at der i slottet var samlet mængder af kunstværker. Blandt de gæster Plönitz-familien havde givet husly var en kunsthandler Karl Haberstock, som CIA havde på sin liste over eftersøgte nazister, og såmænd også Hildebrand Gurlitt.

Amerikanerne havde en specialstyrke, der gik under navnet Monuments Men, hvis opgave det var at opspore kunstværker, som var blevet stjålet af nazisterne fra jøder og tyske museer. I maj 1945 blev Monuments Men og dets leder kaptajn Robert K. Posey intresseret i slottet i Aschbach og opdagede kæmpesamlinger af kunst i et varehus i forbindelse med slottet og på selve slottet. Kunstværkerne var bragt til slottet af førende nazister, der alle havde været med i udplyndringerne af jøder. Her var malerier og skulpturer røvet af Heribert Fütterer, der var afdelingsleder i det tyske luftvåben og Ewald von Kleist, en af Værnemagtens topgeneraler. Kaptajn Posey blev hurtig klar over, at slottet gemte på værdifulde skatte.

Sandheden om Gurlitt

Efter et par dages undersøgelser skrev kaptajn Posey: "Der er desuden rum med malerier, statuer og værdifulde møbler og dokumenter, som tilhører to kunsthandlere på slottet." De to kunsthandlere var Karl Haberstock og Hildebrand Gurlitt. I et dokument dateret 16. maj 1945 hed det: "Et stort rum på øverste etage med 34 bokse, som indeholder tæpper, otte pakker med bøger...et rum på stueetagen med yderligere 13 bokse ejet af hr. Gurlitt." Disse bokse viste sig at indeholde malerier og tegninger.

I de følgende måneder og år skrev de amerikanske undersøgere lister over al denne kunst. Med hensyn til Karl Haberstock skrev de: "Hr. Karl Haberstock fra Berlin er en kendt kunsthandler i Europa. Han var Hitlers private kunstopkøber og har i årevis fået fat i kunst fra Frankrig, Holland, Belgien og endda fra Schweiz. Han har anvendt illegale, skruppelløse og endda brutale metoder. Han er i dårligt ry blandt alle ærlige samlere i Europa."

Om Hildebrand Gurlitt skrev de: "En kunsthandler fra Hamburg med forbindelser til ledende nazistiske kredse. Han var aktiv på vegne af andre officielle nazifolk og rejste mange gange til Frankrig, hvorfra han hjembragte kunstsamlinger. Der er grund til at tro, at disse private samlinger består af røvet kunst fra andre lande." Monuments Men skrev også, at Gurlitt var "kunsthandler for der Führer."

Nu 70 år efter Monuments Men opdagede, hvad der var på slottet i Aschbach i maj 1945 er der atter kommet spotlight på Tysklands fortid og dets røverier af kunst fra hele Europa. Der er næpppe tvivl om, at mange af de værker, som politiet fandt i München var på slottet i maj 1945. Og Hildebrands søn Cornelius Gurlitt, der nu kræver malerierne tilbage, var dengang 12 år og boede også i Aschbeach.

Fremstillede sig som offer

Mens de tyske myndigheder stadig undersøger samlingen i München og er ved at lægge disse malerier på nettet, så har Spiegel undersøgt arkiverne i bl.a, Frankrig og Polen, og deres foreløbige undersøgelser viser, at Gurlitt skaffede sig kunstværker, der var røvet i europæiske lande og at han brugte brutale mtoder.

Monuments Men forhørte Hildebrand Gurlitt i Aschbach i juni 1945. De bemærkede, at han virkede "ekstrem nervøs" og at han ikke fortalte hele sandheden. I disse samtaler genopfandt Hildebrand Gurlitt sig selv som offer for nazismen og som den, der havde reddet kunst fra ødelæggelse.

Selvfølgelig var alt hvad han fortalte amerikanerne ikke løgn, men det meste var. Han fortalte, ganske rigtigt, at hans bedstemor var jøde, og at dette havde givet ham frygt for sin fremtid efter 1933 og fået ham til at samarbejde med nazisterne. I tre dage blev han forhørt og sagde bl.a., at han frygtede at blive rekrutteret til tvangsarbejde på grund af sin delvise jødiske baggrund: "Jeg var nød til at beslutte mig mellem tvangsarbejde og arbejde for museerne. Jeg købte aldrig et maleri, der ikke var blevet mig tilbudt frivilligt. Jeg hørte, at der også i Frankrig var love, så jødiske samlinger kunne konfiskeres. Men jeg så det aldrig selv."

Mens Monuments Men anså Karl Haberstock for stærkt kriminel og førte ham til yderligere forhør i Østrig, så slap Gurlitt med skrækken og fik lov til at blive i Aschbach. Haberstock skrev i 1949 et brev til amerikanerne, at de havde taget fejl af ham og Gurlitt og at det var Gurlitt, er var hovdopkøberen af kunst til Hitlers kunstmuseum i Linz: "Jeg kan bevise alt, også at jeg ikke var hovedleverandøren til Linz, hvor hr. Voss, der ledede kontoret, købte 3.000 kunstværker og modtog konfiskerede samlinger sammen med sin hovedleveradør Hildebrand Gurlitt."

Det var i Linz i Østrig, at man planlagde Adolf Hitlrs kolossale kunstmuseum. Det blev aldrig bygget, men nazisterne købte nok kunst til at fylde 3 museer. Hildebrand Gurlitt arbejdede for lederen af det planlagte museum Hermann Voss, der fra 1943 var ansvarlig for planerne.

Købt før selvmord

En af de malerier, som Monuments Men fandt på slottet i Aschbach i Gurlitts samling var nr. 36 på Gurlitts liste. Det var et maleri af den bulgarske maler Jules Pascin, der var født i 1885. Det viser to kvinder og en mand. De synes at være fremmede og kigger ikke på hinanden. Pascin malede det i Paris i 1909 og kaldte det "Maleren Grossmanns studie." Pascin begik selvmord i 1930.

Gurlitt fortalte amerikanerne, at maleriet havde tilhørt hans far, som købte det før nazisterne kom til magten i 1933. I virkeligheden købte Hildebrand Gurlitt maleriet i 1935 for 600 Reichmark, betydelig under den pris, som det egentlig var værd. Det blev købt fra chefredaktøren for avisen Dresdner Neueste Nachrichen, Julius Ferdinand Wolff, der var en af Tysklands mest betydelige journalister indtil nazisterne tvang ham bort i 1933. På grund af sin jødiske herkomst mistede han snart alle sine værdier. Han begik selvmord sammen med sin hustru og bror i 1942 kort tid før han skulle deporteres til kz-lejr af nazisterne. Amerikanerne konfiskerede først maleriet, men gav det siden tilbage til Gurlitt i 1950. Det må være blevet solgt senere, for i 1969 var det med i flere udstillinger udlånt af en fransk familie. I 1972 blev det solgt ved auktion i London og indbragte godt 300.000 kr. Nu er det i Chicago.

Næppe frivilligt salg

Hildebrand Gurlitt blev Hitlers officielle opkøber af kunst. I oktober 1938 løbte han en tegning af den tyske maler Adolf Menzel. Han købte den af en jødisk læge i Hamborg Ernst Julius Wolffson. Wolffson havde egentlig været formand for lægerne i Hamborg, men var efter 1933 blev frataget alle sine positioner og måtte efter 1938 ikke praktisere som læge. Han blev sendt til Sachsenhausen kz-lejr, men blev midlertidigt løsladt. Gurlitt betalte ham 2.550 Reichmark, langt under markedsværdien, for tegningen. En kristen industrailist Hermann F. Reemtsma købte derefter tegningen af Gurlitt. Efter krigen forsøgte Wolffsons familie at få tegningen tilbage, men Gurlitt nægtede at give informationer om købet og så sent som i 1993 blev tegningen udstillet som en del af Hermann Reemtsmas samlinger.

Opkøb i Paris

I 1942 rejste Gurlitt med famiien fra Hamborg til Dresden og fortsatte kunstkøbene. Han havde samarbejde med Cornelius Müller Hofstede, der var leder af kunstmuseet i Breslau, det nuværende Wroclaw. Hofstede var aktiv i at konfiskere kunst fra jødiske familier og tilbød dem til Hildebrand Gurlitt. Det var Hofstede, der fik fat i en af Tysklands centrale kunstværker, den jødiske maler Max Liebermanns "To ryttere ved stranden." Han solgte det til Gurlitt. Nazisterne havde taget maleriet fra en jødisk handlende David Friedmann, som døde i 1942. Friedmanns datter blev myrdet i en kz-lejr i 1943.

Både Hofstede og Voss assisterede Gestapo som konsulenter, når jødiske samlinger skulle vurderes. De gik simplethen ind i jødiske hjem og tog, hvad de ville. Mens Hofstede opererede i Breslau, så var Voss aktiv i Berlin, Basel, München og mange andre steder, men han rejste ikke til Frankrig, for der opererede Gurlitt på Hitlers vegne. Gurlitt var forsynet med millioner af Reichmark til opkøb og allierede sig med useriøse personer i kunstverdenen for at finde og få fat i malerier, skriver Spiegel. I Paris havde Hildebrand Gurlitt og Karl Haberstock jævnlige møder og de boede på det fornemme Ritz Hotel. Der mødte de også baron Gerhard von Plönitz, der var udsendt til Paris af det tyske luftvåben. Han arbejdede i de år sammen i Paris med Gurlitt og Haberstock og arrangerede møder og køb.

Spiegel har fundet en rapport i det franske udenrigsministerium om Hildebrand Gurlitt. Rapporten er skrevet af en fransk kunsthandler Michel Martin, der arbejdede i Louvre og kunne udstede eksporttilladelser af kunst til udlandet. Michel Martin skrev: "Gurlitt udvider konstant sine indløb og han har erhvervet malerier for mellem 400 og 500 millioner francs." Ifølge Martin købte Gurlitt stort op over alt også fra private samlinger. Martin fortsætter: "Så snart Gurlitt mødte modstand fra vor side på sin eksport, så fik han fat i kunstværker uden vor tilladelse eller han fik hjælp af den tyske ambassade. Gurlitt udføte kunstværker mod vor vilje."

På slottet

De tre handlende Pölnitz, Haberstock og Gurlitt mødtes igen på Aschbach slot ved krigens slutning. Haberstock blev stillet for en tysk ret og frikendt. Han arbejdede senere som kunsthandler i München og døde i 1956. Efter krigen blev baron von Plönitz sat i en forhørslejr, men blev frigivet i 1947. Hans sag i de offentlige myndigheders denazifikation sager er forsvundet. Han døde i 1962.

Også Gurlitt blev forhørt og sat i husarrest, men blev sluppet fri i 1948. Han blev derefter leder af et kunstmuseum i Düsseldorf. I 1950 fik han sin samling tilbage og blev frikendt for alle anklager. Han havde desuden gemt 140 værker i en gammel vandmølle, som han også frit kunne hente. Han var derefter en respekteret borger og viste endda nogle af sine malerier fra samlingen frem i offentlige udstillinger. Ingen klagede eller mistænkte ham for noget.

Til et katalog i 1956, samme år som han døde ved en trafikulykke, beskrev han sig selv som en helt, der gennem modige handlinger havde reddet kunst i krigsårene. Han fremstillede sig selv som offer for nazismen og krigen. Ved hans død blev han i nekrologer fremstillet som en vigtig skikkelse og ingen nævnte noget om hans naziforbindelser. Hans enke flyttede derefter til München og ved salg af nogle malerier kunne hun købe en dyr lejlighd. Den lejlighed hvor politiet senere fandt hans samling.

Med Der Spiegels afsløringer er det dokumenteret, at Hildebrand Gurlitt udnyttede desperate jøders situation og for billige penge købte værker ind til både Adolf Hitler og sig selv. Det vil efter disse afsløringer være meget svært for de tyske myndigheder fortsat at trække sagen i langdrag.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.