Helvede er brudt løs over selveste Fox

De religiøse amerikanere har kastet sig ud i voldsomme protesterer mod TV-stationen Fox’ nye serie, »Lucifer«, som beskriver Fanden selv som en sød og rar mand, der hjælper menneskeheden.

I TV-serien »Lucifer« køber Fanden i skikkelse af Tom Ellis sig en natklub i Los Angeles. Det lyder ganske uskyldigt, men er det på ingen måde i et USA, hvor de troende bliver stadigt mere troende.
I TV-serien »Lucifer« køber Fanden i skikkelse af Tom Ellis sig en natklub i Los Angeles. Det lyder ganske uskyldigt, men er det på ingen måde i et USA, hvor de troende bliver stadigt mere troende.

WASHINGTON: Det vil være en underdrivelse at påstå, at TV-stationen Fox’ nye underholdningsserie med Fanden selv i hovedrollen har vakt begejstring blandt de religiøse i USA. Faktisk er raseriet så stort, at selskabet har måttet oprette et særligt presseberedskab forud for premieren 25. januar for at besvare alle de henvendelser, der kommer. Helvedet er med andre ord brudt løs over en TV-station, som påstår, at den ikke var klar over, hvilke følelser den har vakt blandt stærkt religiøse amerikanere.

Serien har allerede fået et par dårlige foranmeldelser. Fanden selv er i serien for god og dermed for pæn til at være interessant. Men interessen er til gengæld steget i takt med, at religiøse grupper samler sig og overvejer alt fra et fogedforbud til protestdemonstrationer uden for TV-bygningen. For Satan selv har fået hovedrollen som en charmerende fyr, der er blevet træt af rutinerne og helvedes pinsler og beslutter sig for at bosætte sig i Los Angeles som natklubejer.

Vreden kom bag på Tom Ellis

Satan keder sig så meget, at han går rundt og beder folk om at bekende deres synder. Undervejs beslutter han sig for at hjælpe politiet med at opklare forbrydelserne. Gud sender englen »Amenadiel« af sted for at opsøge Satan med henblik på at få ham til at genoptage sit arbejde i Helvede, inden kaos for alvor begynder at råde. Der er ikke alene uorden i skærsilden »nedenunder«, men også visse rystelser i himlen, hvor man mærker, at Lucifer mangler fokus på det, han skal beskæftige sig med: At straffe de sjæle, der ikke har opført sig ordentligt i livet for dermed at skabe et modspil til himlen.

Satan selv – eller Lucifer, som han kaldes i serien – spilles af Tom Ellis, og heller ikke han forudså, hvilket protester der ville komme ud af TV-serien. Ifølge flere anmeldere skulle Tom Ellis have sagt, at han havde læst et morsomt manuskript uden tanke for, at det skulle kunne være kontroversielt.

Og i et USA, der altid har haft en stærk religiøs base – og da især hos Fox-seerne – vækker det undren, at denne serie overhovedet er sluppet igennem nåleøjet.

»Hvordan i alverden kan man overhovedet overveje en karakter, som er ondskaben selv? Har nogen brugt en mystisk magt for at overbevise Fox’ ledelse om, at serien skal sendes«, skriver en af seriens kritikere, Angela Henderson-Bentley, i Herald Dispatch, alt imens den stærkt religiøse gruppe One Million Moms har sat en underskriftsindsamling i gang.

Når Satan gør sig moralske overvejelser

Diskussionen rammer et bredt publikum i USA, fordi ondskaben selv er blevet god, og at der er så mange henvisninger til englenes verden og det angivelige samspil, der er mellem Gud og Lucifer – den fortabte søn der valgte det onde som en falden engel.

Ondskaben, som forvandles til godhed og får en heltestatus i en TV-serie, falder også andre kommentatorer for brystet.

En amerikansk kommentator, Ethan A. Huff, skriver således i Natural News, at Satan-figuren i Fox-seriens udgave ikke alene bliver en tiltalende figur, men også en person, der har moral og etiske overvejelser.

»Og det opfylder Bibelens profeti om denne dæmoniske figur, som er produceret af satanister og beskriver Lucifer som en Gud. Dermed bliver Satans egentlige formål om at erstatte Gud opfyldt. Hvad enten man tror på Bibelen eller ej, så er det dét, der vil blive sendt ud til millioner af mennesker i den kommende tid«, siger Ethan A. Huff.

Troende i USA er blevet mere troende

Og protesterne lyder i et USA, der måske ikke er blevet mere religiøst gennem de seneste år. Men de personer, der erklærer, at de er religiøse – forstået på den måde, at de tror på Gud, går i kirke og beder dagligt – er blevet langt mere troende end tidligere.

I en undersøgelse, som blev lavet i 2014 af Pew Institute, hedder det, at blandt voksne amerikanere er antallet af »troende« faldet en smule fra 92 til 89 procent. Det er - skriver Pew Institute – et bemærkelsesværdigt højt tal sammenlignet med andre, lignende lande. Men tallet dækker også over, skriver Pew i undersøgelsen, at nogle er blevet endnu mere opmærksomme på kristendommen i en verden, der er blevet langt mere usikker end nogensinde. Med andre ord: De troende er blevet mere troende.

Er serien produceret af satanister?

Det mest bemærkelsesværdige er ifølge flere kommentatorer, hvor meget amerikanerne går op i Satans rolle i Bibelen – den faldne engel, som fylder menneskeheden med løgn, og som vil bilde folk ind, at han ikke eksisterer for derved at snige ondskaben ind hos menneskeheden. De amerikanere, der protesterer over filmen, argumenterer netop for, at det er det, der sker: At serien er lavet af satanister, der forsøger at snige et tilforladeligt billede af Fanden ind i medieindustrien for at fremme det ondes sag.

Selwyn Duke skriver i The New American, at selv om det selvfølgelig er urealistisk at tro, at producenterne er satanister, så »er de helt sikkert moralske relativister«.

»Og sådan en tænkemåde er det samme som at omfavne det onde,« skriver Selwyn Duke og henviser til en tegning, der blev offentliggjort fornylig i The New Yorker. Den viste Satan i Helvedet, der tog imod en række nyankomne med ordene:

»Hernede er der ikke noget, der er rigtigt eller forkert. Det, der tæller, er, hvad I synes«.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.