Han fik 15 dages fængsel for et russisk bandeord

Med husundersøgelser, anholdelser og afhøringer lægger Rusland pres på kritikere forud for vinter-OL. Især miljøaktivister er kommet på den sorte liste.

Jevgenij Vitisjko er en af Ruslands mest kendte miljøforkæmpere. I går fik 15 dages fængsel for at bande ved et busstoppested. Dommen for »hooliganisme«, og er dermed fængslet under OL.
Jevgenij Vitisjko er en af Ruslands mest kendte miljøforkæmpere. I går fik 15 dages fængsel for at bande ved et busstoppested. Dommen for »hooliganisme«, og er dermed fængslet under OL.

SOTJI/MOSKVA: I går eftermiddag fik 40-årige Jevgenij Vitisjko en dom på 15 dages fængsel. Hans forbrydelse bestod i, at han angiveligt havde anvendt et eller flere bandeord nær et busstoppested ikke langt fra den olympiske by Sotji.

Så meget ved vi. Hvilke eder det skulle dreje sig om, hvad vidner havde at sige, eller hvordan anklagemyndigheden argumenterede for, at et bandeord udgør et tilfælde af strafbar »hooliganisme«, det ved vi ikke. Vi ved kun, at Jevgenij Vitisjko ikke fik lov til at ringe til sin advokat inden retssagen, at han erklærede sig ikke skyldig, og at sagen ganske usædvanligt gik i gang få timer efter den angivelige lovovertrædelse.

»Vi lever i et land, hvor noget så absurd er muligt,« siger hans advokat, Aleksander Popkov.

Jevgenij Vitisjko er en af Ruslands mest kendte miljøforkæmpere. Han er også en af de mest højlydte kritikere af Ruslands olympiske værtskab, der på fredag skydes i gang med en overdådig åbningsfest, hvor præsident Vladimir Putin står som vært.

»Det er klart, at myndighederne har besluttet sig for at isolere ham. Sandsynligvis på grund af olympiaden eller rettere på grund af de kommende dages stafet med den olympiske fakkel. De forventer måske en eller anden protest,« siger Popkov.

Det er ikke første gang, Jevgenij Vitisjko og andre lokale OL-kritiske stemmer er kommet i myndighedernes søgelys. Da Berlingske mødte ham for 14 dages siden, var han lige inden blevet tilbageholdt af politiet i fire timer. De endevendte hans bil på ordre fra sikkerhedstjenesten FSB, sagde de. Tjenesten mistænkte ham for at transportere »farlige genstande«.

Tre gange er dækkene på hans bil blevet skåret op. En gang er den blevet brændt af, fortalte han. Politiets afhøringer har han ikke tal på. Men ifølge menneskeretsgrupper er presset mod miljøfolk, aktivister, bloggere og lokale journalister taget til de seneste måneder. »Det begyndte omkring november,« siger Semjon Simonov fra den russiske borgerretsorganisation Memorial.

»Politiet lavede runder til aktivister og journalister. Nogle blev kaldt på stationen, og nogle fik besøg derhjemme,« siger han.

En af dem, der fik besøg, var Natalja Kalinovskaja. Hun bor ikke langt fra den olympiske by i forstaden Adler. Hun har i årevis kæmpet mod byggeselskabernes plan om at cementere flere kilometer sandstrand nær hendes hus. I december fik Kalinovskaja besøg af russisk politi. De rodede hendes hus igennem og oplyste hende om, at hun står på en »sort liste« på grund af sine aktiviteter. Natalja Kalinovskaja blev så bange, at hun besluttede sig for at forlade Sotji, så længe OL står på.

»Det er handlinger, som hører hjemme i en autoritær stat,« siger hun over telefonen.

Miljøkritik kan give tre år i fængsel

Især miljøaktivisterne har mærket, at deres kritik af de milliarddyre OL-byggerier er uønsket. Officielt er historien nemlig en anden. De russiske myndigheder har erklæret, at legene gennemføres med en såkaldt »nul-affaldsløsning«.

»Luften og vandet er blevet renere, end det var i december 2007,« sagde Ruslands vicepremierminister, Dmitrij Kosak, i sidste uge.

Miljøaktivisterne ser anderledes på sagen. Ifølge miljøgruppen Nordkaukasus’ Miljøvagt er omkring 2.000 hektar fredet skov blevet fældet. 85 pct. af et fredet lavlandsområde er blevet ryddet. Msymta-floden, der løber gennem den dal, hvor OL-konkurrencerne afholdes, er hårdt ramt af udslip fra byggepladserne og ulovlige lossepladser.

»Alt det, de lovede om miljøbeskyttelse, er desværre ikke blevet overholdt,« sagde Jevgenij Vitisjko i interviewet for to uger siden.

Han er uddannet geolog og tidligere medarbejder ved kommunens tekniske forvaltning, og han har beskæftiget sig med miljøskader i den naturskønne kurby, siden Rusland blev tildelt værtskabet i 2007. Han har også peget på, hvordan russiske toppolitikere tilsyneladende har misbrugt nye miljøregler, indført i forbindelse med OL, til at bygge private kæmpevillaer i fredede områder. Især det sidste viste sig at være et ømt punkt, der nu truer med at sende Vitisjko ikke bare 15 dage men tre år i fængsel.

I 2011 deltog han i en protestaktion ved den lokale guvernørs nybyggede villa. Miljøaktivisterne fjernede et par meter af guvernørens hegn, der var sat op midt i offentlig skov. I strid med gældende lovgivning, mener Jevgenij Vitisjko. For den episode fik han først en betinget dom. Men for halvanden måned siden – samme dag som de russiske myndigheder med olympisk timing benådede de kendte aktivister fra punkgruppen Pussy Riot – blev Jevgenijs dom ændret til tre års ubetinget fængsel. Taber han en appelsag senere på måneden, ryger han bag tremmer for sin aktivisme.

»Det har også at gøre med de magtstrukturer, som vi lever i. Krasnodar-regionen (hvor Sotji ligger, red.) er det største korruptionssystem i Rusland efter Moskva og Skt. Petersborg. De kan styre domstole, anklagemyndigheden og politiet,« sagde Jevgenij Vitisjko.

Nu er han allerede bag tremmer. For et bandeord. Men først når OL-festen er forbi, og de udenlandske gæster er rejst hjem, afgøres den appelsag, der kan lukke munden på miljøaktivisten i årevis.

»Opmærksomheden er for stor nu. Bagefter bliver det meget værre,« siger hans advokat, Aleksander Popkov.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.