Hamas: Militærleders familie dræbt af Israel

Israel har angiveligt dræbt den fremtrædende militærleder Mohammed Deifs hustru og datter, efter at våbenhvilen mellem Hamas og israelerne blev brudt tirsdag. Det er uklart, om Deif selv overlevede.

Hamas’ mangeårige militære leder, Mohammed Deif, har tirsdag mistet sin kone og toårige datter under et israelsk luftangreb mod Gaza.

Det hævder det fremtrædende Hamas-medlem Mousa Abu Marzouk, der regnes som den militante organisations næstøverstkommanderende, ifølge Reuters.

Angrebet var et af mere end 30, som israelerne rettede mod landstriben, som en reaktion på en stribe raketter, Hamas har sendt ind over Israel.

Oplysningen om drabene er endnu ikke bekræftet fra uafhængige kilder, ligesom det også er uklart, om det israelske militær også fik ram på Mohammed Deif selv, fortæller Berlingskes mellemøstenkorrespondent, Allan Sørensen.

»Hamas siger, at Deifs kone og datter har mistet livet, men indikerer samtidig, at Mohamed Deif ikke selv blev dræbt under angrebet. Det er ikke bekræftet endeligt fra israelsk side, om han også er blevet dræbt,« siger han.

Mohammed Deif har igennem længere tid været et vigtigt mål for Israel, som ifølge Reuters mener, at han var hjernen bag en række dødbringende selvmordsbombeangreb, som fandt sted for over et årti siden. Han er desuden under mistanke for at trække i trådene i forhold til den nuværende konflikt mellem Israel og Hamas, og derfor har Israel arbejdet målrettet på at finde frem til ham, forklarer Allan Sørensen.

»Han er den mest eftersøgte mand i Gaza igennem de seneste 20 år. Mohammed Deif er blevet forsøgt likvideret adskillige gange af Israel, men uden at det er lykkedes for israelerne,« siger han.

Det israelske militær har ikke ønsket at kommentere de mange angreb rettet mod Gaza efter det seneste brud på våbenhvilen, men ifølge de palæstinensiske sundhedsmyndigheder har tre personer mistet livet under et angreb på et hus i Gaza By. Blandt de dræbte er en kvinde og et barn. Det er dog ikke klart, om de to personer er identiske med Mohammed Deifs hustru og barn, ligesom det er uklart, hvem den tredje dræbte er.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.