Essay

Gud og profeten tilgiver aldrig

Livet går videre, ja, men det bliver aldrig det samme for de overlevende ofre for et terrorangreb. Helle Merete Brix, der var vært for arrangementet i Krudttønden, har besøgt nogle af dem, der lever deres liv i den islamistiske terrors slagskygge.

Illustration: Jens Hage
Illustration: Jens Hage

Jeg ringer rundt hjemmefra. Men også den tunesiskfødte forfatter og aktivist Samia Labidi er væk fra Paris. Hun er en bekendt gennem mange år. Hendes hedengangne magasin Electrochok trykte for år tilbage muhammedtegningerne i sympati. Hendes bror Karim var som ung på terrortræningsskole i Teheran.

Jeg skal samle materiale til en bog, så jeg kan ikke bare kigge på palæerne på Place de Vosges, på træer med lilla blomster og både på Seinen fra den café nær Bastillepladsen, hvor jeg kan sidde i timevis. Jeg ringer videre.

En medarbejder fra organisationen Journalister uden Grænser siger over telefonen, at de gerne vil møde mig. Og den syriskfødte sanger og komponist Abed Azrie, der bor nær place Pigalle i en lille lejlighed, der engang fungerede som omklædningsrum for de frække damer på Moulin Rouge, inviterer i en e-mail på kaffe. Jeg har kendt ham, siden jeg interviewede ham for snart ti år siden. »Der findes ingen sandhed, kun sandheder«, er Azries motto. I sine kompositioner blander han islamisk mystik, tango og alt muligt andet. Jeg beslutter mig for at tage af sted.

Det er første gang, jeg er ude af landet efter terrorangrebet på Krudttønden, hvor jeg sad på scenen ved siden af muhammedtegneren og kunsthistorikeren Lars Vilks, da terroristen Omar Abdel El-Hussein forsøgte at skyde sig vej ind i foredragssalen. Siden i morges er al mad løbet lige igennem mig, men nu er jeg placeret på et sæde foran i flyet og føler mig bare lidt træt, mens maskinen ryster fra side til side i turbulens. Her er ingen skyer. Når skyer uden for et flyvindue bliver til et egentligt tæppe, minder de ellers om landskaber fra Hobbitten. Den fortælling har jeg elsket, siden jeg var barn.

Syv minutters gang til Charlie Hebdo

Mit yndlingshotel i Paris ligger kun syv minutters gang fra Charlie Hebdos gamle kontorer i rue Nicolas Appert. Blomster, breve, blyanter og tegninger, lagt i sympati i gaden, er væk. Men en imposant blå politibil holder foran nummer 10, en moderne bygning, hvor der lyser klart og grimt af neon fra 1. sal. To unge mænd er på vej ind gennem porten, og de stoppes omgående og udspørges af en betjent med maskingevær. Så får de lov at fortsætte.

»Hvordan går det?,« spurgte Charlie Hebdos chefredaktør, Gérard Biard, og jeg hinanden, da jeg ringede for en uge siden for at høre, om han havde tid til at mødes. Det havde han ikke. Biard og jeg har truffet hinanden en enkelt gang før angrebene i Paris og København. Jeg kunne ikke få mig selv til at spørge om, hvordan det går med webmasteren Simon Fieschi. For jeg kender ikke Simon Fieschi, jeg har bare talt med ham i telefonen, men jeg kan ikke lade være med at spekulere, for i aviserne kunne jeg læse, at han måske ikke kommer til at gå igen. En af de kugler, som brødrene Kouachi affyrede den januardag, ramte hans rygsøjle.

Udtrykket så og så mange »sårede« i et terrorangreb er et vidt begreb. Vi ved sjældent, om der er tale om lemlæstede eller lettere sårede, om det er i Afghanistan, Israel eller Boston.

Sårede betjente forsvinder også ud af medierne, når de udskrives fra hospitalet. »Det var så lidt«, siger sådanne folk, når jeg, alt for sent, får takket dem for deres indsats 14. februar i Krudttønden. Men er det så lidt? Hvordan er tiden efter et terrorangreb for en betjent eller livvagt? Og hvordan er det at læse i aviser og høre på TV fra eksperter og utilfredse folk, at de skulle have gjort alting anderledes? Selv har jeg i dag kun en følelse af taknemmelighed, når jeg tænker på de mænd og den kvinde, der var på arbejde den eftermiddag i Krudttønden.

Om aftenen går jeg igen forbi rue Nicolas Appert 10. Politibilen synes omtrent smeltet sammen med det begyndende mørke. Åbenbart vogtes stedet dag og nat, måske fordi det forlag, der er knyttet til Charlie Hebdo, stadig har adresse dér. Forlaget har netop udgivet det essay, som tegneren Charb færdiggjorde, to dage før han blev dræbt. Et sted i essayet skriver Charb om engang, da Charlie Hebdo blev klassificeret til at være farligere end al-Qaeda.

Det minder mig om Lars Vilks. Efter terrorangrebet er han af en mand, der ellers har støttet ham, talspersonen for Höganäs kommune, Peter Kóvács, blevet anklaget for at være »gået for langt«. Og for ikke at forstå at han »bringer andres liv i fare«. Vilks har boet 20 år i det samme hus i den lille by Nyhamnsläge. Men efter terrorangrebet sagde husværten ham op. Siden 14. februar er Vilks sammen med sine livvagter flyttet rundt mellem forskellige safe houses. Et permanent sted er også for farligt lige nu.

Men jeg er i Paris og kan bevæge mig frit, og på en nærliggende boulevard lyser månen som et segl over kvarteret. En kvindes latter lyder høj og musikalsk fra en udendørs restaurant. Paris er varm og smuk.

Den forsvundne hat i Krudttønden

Hvor langt skæg må mænd i militæret have? Det er morgen, og der står to mænd i militærtøj med maskingeværer over for synagogen i rue Pavee. Den ene har et meget langt, gråt skæg. Jeg tænker videre over det med skægget, mens jeg går rundt i kvarteret, videre ned ad rue de Rosiers, hvor flere betjente med våben står foran en port. Om hjørnet fra den snævre gade ligger også den jødiske boghandel. Den er ubeskyttet.

Det med skæglængden er vel lige så irrelevant som min ulykkelighed over den Max Mara-kjole, der forleden forsvandt i det lokale renseri. Lige så irrelevant som den overdrevne begejstring jeg viste over for renseriejeren, da den dukkede op med et døgns forsinkelse. Og lige så irrelevant som da jeg i slutningen af februar skrev til kunstkurator Agnieszka Kolek, der sad i panelet 14. februar. Hun måtte rejse tilbage til London uden sin mørkerøde frakke og andet overtøj, for kulturhuset var blevet til et gerningssted, som kun politiet måtte betræde: »Jeg overlevede, hvem bekymrer sig om en hat?,« skrev Agniezska Kolek tilbage til mig, efter at jeg havde forklaret i en e-mail, hvor ulykkelig jeg var over, at betjenten og jeg på det kontor, hvor man senere kunne afhente overtøj og genstande fra et gerningssted, ikke kunne finde hatten. Den dukker senere op, viser det sig, rullet ind i frakkeærmet. Men terror får en til at gøre og tænke mærkelige ting.

Det er blevet eftermiddag, og jeg går ind gennem en port, så endnu en og drikker kaffe med Abed Azrie. Komponisten har boet 40 år i Paris. Han stammer fra en kristen familie i Aleppo, og der er ikke meget godt nyt hjemmefra. Til gengæld har han mødt en kurdisk sanger med en »vidunderlig alt«. Jeg går fra hans lejlighed med en af hans seneste CDer. »Husk at skrive til mig, hvad du synes om den,« siger han. Blomsterkrukkerne uden for hans lejlighed lyser mod den hvide mur. Han ler i døren.

33 år og beskyttet døgnet rundt

»I islam er der ikke plads til sjov,« har Ayatollah Khomeini engang sagt. »Gud og Profeten tilgiver ikke,« lyder som et ekko af ayatollahen, men det er den venligste sætning i den e-mail, der dagen efter terrorangrebet tikkede ind fra Frankrig i e-mailboksen til mig og min medgrundlægger af Lars Vilks Komiteen, billedkunstner Uwe Max Jensen. Nu døser jeg på min seng på hotellet. Jeg kigger på de grønne vægge og øver mit franske ved at lytte til et par medarbejderes glade og højrøstede samtale nede i gården. Jeg tænker på e-mailens afsender. Hvem er du, der skrev så onde ting til os? Hvordan er dit liv? Onde e-mail af den slags overlader man til politiet, der kigger efter digitale spor. Ofte forgæves. Men nogle mennesker kan tapetsere væggene med dem. Vi skal ikke klage.

Næste morgen siger den franske premierminister, Manuel Valls, på fransk TV, at terrortruslen aldrig har været så stor som nu. En algiersk-fransk studerende pågribes, nærmest ved en tilfældighed. Han er mistænkt for at have planlagt et angreb med maskingevær på mindst én kirke i forstaden Villejuif uden for Paris. Jeg går ud for at spise morgenmad på en café på Bastillepladsen. Solen skinner ind gennem glasdørene. Men det er for tidligt på dagen at åbne dem.

Samme eftermiddag tager jeg metroen til Bourse, drejer til højre ved Palæ Brongniart og aflægger besøg hos Journalister uden Grænser. »Ytringsfrihed og informationsfrihed vil altid være verdens vigtigste frihedsrettigheder,« står der på hjemmesiden for organisationen. Der arbejder 30 medarbejdere på kontoret i rue Vivienne. Jeg har en fin snak med en af dem. For en organisation, der er vant til at støtte journalister, filmfolk og tegnere i lande som Iran, Ukraine, Mexico og Syrien, har angrebet på Charlie Hebdo i hjertet af denne by været et chok, fornemmer jeg. Billeder af Charb, Wolinski og de øvrige dræbte medarbejdere ses i store størrelser rundtom i det åbne kontorlandskab. På en af væggene står der »Je suis Charlie«. Men de betjente, der efter angrebet har stået nede foran indgangen, er nu væk.

Medarbejderen fortæller mig om journalisten Zineb el Rhazoui, der var tilknyttet Charlie Hebdos redaktion. Og som de har kontakt til. Da massakren på Charlie Hebdo fandt sted, var hun på ferie. I tiden derefter begyndte opfordringer til at dræbe hende at cirkulere på de sociale medier. Opfordringerne kommer fra tilhængere af Islamisk Stat.

Nu lever Rhazoui et liv med fem politimænd omkring sig konstant. Der er trusler også mod hendes ægtemand, den marokkanske forfatter Jaouad Benaïssi. Rhazoui er kun 33 år gammel. På billeder af hende på internettet ses en sensibelt udseende kvinde med bølgende hår. Kan hun vænne sig til et sådant liv? Jeg forlader organisationen med flere eksemplarer af deres netop udkomne fotobog om århundredets helte for pressefriheden.

På rejsens sidste dag begiver jeg mig til Boulevard Pereire. På vejen fra metroen ned ad de store boulevarder mærker jeg en gammel angst. Den ramte mig første gang et halvt år efter min mors tragiske død. Dengang var jeg 13 år. I dag er jeg voksen, angsten kommer sjældent, og jeg ved, hvad der altid hjælper: At finde noget smukt at kigge på. Denne gang en stribe af grønne planter i en art forsænket have, forekommer det mig, i boulevardens ene side. Inden længe genkender jeg den port, jeg skal ind af. Jeg har været her før.

Reddede sig med en rygepause

I nummer 5 holder Den Franske Organisation for Ofre for Terrorisme til. Guillaume Denoix de Saint Marc, der er grundlægger af organisationen, var en ung mand, da hans far blev dræbt. Libyske terrorister sprængte faderen og 169 andre mennesker i et fly i luften over Nigers ørken for 25 år siden.

»Jeg bad til, at det var en ulykke. Jeg bad til, at min far ikke var dræbt i et terrorangreb,« sagde han, da jeg interviewede ham sidste år og spurgte, hvad han tænkte den dag, han fik besked om, at flyet var styrtet ned.

Dengang vidste ingen af os, hvad der ventede forude i Paris og København. Nu sidder vi i et lille kælderkontor og snakker om, hvorvidt Guillaume kan komme til en konference i Danmark og fortælle om det arbejde, hans organisation står bag. De fleste, der arbejder i organisationen, har oplevet terror eller mistet nogen i et terrorangreb. De har kontakt med ofre i blandt andet Afghanistan, Marokko, Rusland og Frankrig.

Nogle gange tager ofrene ud i de franske fængsler. Det er frivilligt for de indsatte at møde dem. De møder også radikaliserede fanger. »Vil I ikke have hævn?,« spørger de indsatte altid ofrene. Svaret er nej. Men de vil fortælle, at ingen sag undskylder terror. De tager også ud på skoler i de kvarterer, hvor nogle af børnene ikke ville rejse sig og holde to minutters stilhed for ofrene fra Charlie Hebdo.

En af dem, der arbejder med organisationen, er den algierskfødte journalist Mohammed Sifaoui, der afslørede de danske imamers dobbeltspil under muhammedkrisen. I 1996 under ramadanen reddede en smøg måske hans liv. Sammen med en kollega var han gået ud for at ryge uden for bygningen til den avis i Algier, hvor de arbejdede. En bombe sprængtes indenfor. Tre af Sifaouis kolleger og tredive tilfældige forbipasserende blev dræbt.

Om aftenen flyver jeg hjem. Der er mænd med tunge våben i lufthavnen. Og der er flimrende sol uden for vinduerne, et egentligt skytæppe, en lille dreng på sædet ved siden af mig spiller computerspil, og jeg er træt og glad.

Næste dag møder jeg flere mænd med tunge våben. Jeg tager til Sverige og bliver hentet et sted af en af Vilks’ livvagter. Livvagten kører mig til en bygning, hvor jeg kan træffe Vilks. Mens interviewet foregår, sidder livvagten to meter fra ham.

Vi taler om at bo sammen med livvagterne. Vilks siger, at »nogle af dem var kunstinteresserede, før de mødte mig, andre har jeg tvunget til at blive det«. Han klukker. Jeg ler med.

Om aftenen før jeg sover, tænker jeg på en ny metode til afradikalisering. Man kunne tvinge terrordømte og terrorsympatisører, alle dem, der angriber i Texas, Paris og hele verden, til at arbejde på kunstmuseer. Med skulpturer af nøgne kvinder. Eller på museer for bladtegninger. Gennem opsatte højtalere får de ordrer givet af anonyme kvindestemmer. For en sand terrorist af i dag må det være en skæbne værre end døden. Og en lille hævn for deres ofre.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.