Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Gravid Victoria: Jeg har meget at se frem til

Efter et hårdt år er der endelig gode nyheder i det svenske kongehus. Kronprinsesse Victoria er gravid og skal føde til marts.

Rygterne har længe svirret, og kronprinsesse Victoria er blevet erklæret gravid et utal af gange i både svenske og udenlandske medier. Men nu er det sikkert og vidst: En ny tronarving er på vej i Sverige.

Det svenske hof bekræfter, at Victoria er gravid, og at hun er sat til at føde i marts.

Kronprinsesse Victoria er gravid

Den svenske avis Expressen skriver, at den vordende mor har det godt. Og Victoria selv sagde til Aftonbladet få minutter før graviditeten blev officiel, at hun går en spændende tid i møde.

- Jeg har meget at se frem til dette efterår, sagde kronprinsesse Victoria.

Kronprinsesse Victoria blev gift med prins Daniel i juni sidste år, og barnet bliver parrets første. Hele den kongelige familie er meget glade, skriver hoffet.

Stort pres på Victoria

Den svenske hofekspert Roger Lundgren siger til Aftonbladet, at der længe har hvilet et enormt pres på kronprinsesse Victoria.

- Det betyder meget for kongehuset og den kongelige familie, især fordi det har været et meget hårdt år for kongehuset. Nu kommer der et positivt fokus i stedet, siger Roger Lundgren.