Græsk eks-finansminister vil revolutionere Europa

Han blev kendt som en af Grækenlands mest radikale modstandere af den tyske sparepolitik. Nu er Yanis Varoufakis tilbage med et nyt parti, der skal demokratisere EU.

Den forhenværende græske finansminister Yanis Varoufakis har planer om at stifte en ny, europæisk bevægelse, der skal medvirke til at demokratisere Europa og bremse kontinentets gradvise politiske opløsning.
Den forhenværende græske finansminister Yanis Varoufakis har planer om at stifte en ny, europæisk bevægelse, der skal medvirke til at demokratisere Europa og bremse kontinentets gradvise politiske opløsning.

Yanis Varoufakis har ikke opgivet drømmen om at revolutionere europæisk politik fra bunden. Ifølge den tyske avis Neues Deutschland er Varoufakis tilbage i rollen som partistifter.

For hvis ikke Europa skal krakelere under presset fra økonomiske og flygtningepolitiske kriser, er der brug for et europæisk alternativ til valget mellem nationalstaten og EUs antidemokratiske institutioner.

Sådan lyder den ambitiøse tanke bag den nye sociale bevægelse, som Varoufakis planlægger at vække til live på et stiftende møde i Berlin 9. februar. Bevægelsen eller det politiske parti, som Varoufakis kalder »Democracy in Europe Movement 2025«, eller kort Diem 2025, skal medvirke til at demokratisere Europa og bremse kontinentets gradvise politiske opløsning.

»Et spøgelse hjemsøger Europas magter. En kraft de altid har frygtet og ønsket at undgå, udnytte, korrumpere, gøre mystisk, overtage, manipulere og i sidste ende undertrykke – visionen om et demokrati,« lyder det med et ekko af Marx og Engels i bevægelsens manifest.

I stedet for at opfordre til en EU-kritisk linje advarer Varoufakis mod et europæisk kollaps, der vil give højrepopulistiske partier over hele kontinentet en fordel. Af samme grund er det nødvendigt med en øjeblikkelig demokratisering af det europæiske rammeværk, hvor selv ledende politikere har ringe indflydelse set i forhold til den internationale finansmarkeder.

Skyldige bag lidelserne

Når Varoufakis på den måde lægger op til et komplet opgør med Bruxelles og et flertal af medlemsstaternes nationale regeringer, ligger det i naturlig forlængelse af den krigeriske kurs, som Varoufakis tidligere har navigeret efter i sin tid som græske finansminister.

Under eurokrisen blev Varoufakis også kendt for sin kompromisløse modstand mod kreditorernes krav om yderligere græske reformer til gengæld for krisehjælp. Varoufakis’ forhandlingsstil var til stor irritation i Berlin, særligt hos den tyske finansminister Wolfgang Schäuble, og en række andre europæiske kolleger.

Varoufakis har ved flere lejligheder udtalt sig særdeles kritisk om sine erfaringer i eurogruppen, som han anklager for at mangle demokratiske legitimitet. Derfor ser han behov for en total omvæltning af det politiske system, der senest under eurokrisen viste sig at være dysfunktionelt og udemokratisk, mener Varoufakis. I den nye bevægelses manifest appellerer han derfor ikke længere blot til det græske folk, men til den europæiske venstrefløj som helhed om at rejse sig mod Bruxelles.

Skrækkelig dystopi

Varoufakis holder sig ikke tilbage fra at sætte navne på en række af demokratiets angivelige fjender. De skyldige bag de græske lidelser i kølvandet på finanskrisen skal findes blandt bureaukraterne i Bruxelles, eurogruppen, mediemoguler, banksektoren og en stor del af Europas politiske partier, der ifølge den græske økonom og eks-finansminister har svigtet deres demokratiske traditioner.

Rollen som partistifter er seneste kapitel i en farverig fortælling om den græske økonom, der blev hentet ind som finansminister, da det radikale venstreorienterede parti Syriza vandt regeringsmagten i Grækenland i januar 2015. I juli 2015 trådte Varoufakis tilbage som finansminister, hvorefter regeringschef Alexis Tsipras accepterede kreditorernes krav. Inden da havde den motorcykelkørende politiker, som af magasinet Business Insider blev kåret til »rockstjerne-økonom«, vakt opsigt ved at stille op til glamourøse fotooptagelser i forskellige glittede livsstils-magasiner.

Hvorvidt Varoufakis kan tiltrække andre prominente europæiske politikere eller intellektuelle, er indtil videre uvist. Selv siger Varoufakis til den spanske avis El Diario, at bevægelsen indtil videre befinder sig i sit allerspædeste stadie.

»Men hvis vi fejler, venter der os en skrækkelig dystopi, et spaltet Europa uden legitimation.«

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.