Libyens tidligere leder Muammar Gaddafi er død af sine kvæstelser, oplyser den libyske overgangsregering ifølge flere internationale medier.
20. oktober 2011, 13:22
Libyens tidligere leder Muammar Gaddafi er angiveligt død af de kvæstelser, han pådrog sig under sin tilfangetagelse. Det oplyser militærkilder overfor Reuters. Oplysningerne er endnu ikke bekræftet af uafhængige kilder, men til TV-stationen Al Jazeera bekræfter overgangsregeringens militære chef, Bel Haj, at Gaddafi er blevet dræbt.
Samme melding kommer nu også fra Libyens informationsminister. Liget af Muammar Gaddafi er angiveligt blevet ført fra diktatorens fødeby Sirte til Misrata længere vestpå.
Tidligere på dagen forlød det, at en hårdt såret Gaddafi var kørt væk i ambulance efter at være blevet pågrebet i nærheden af Sirte i det nordlige Libyen.
Overblik: 42 år med »den gale hund«
Ifølge Reuters oplyser libysk militær, at Gaddafi gemte sig i et hul og råbte »Skyd ikke! Skyd ikke,« da han blev pågrebet. I øjeblikket er luften dog så tyk med rygter om hvad der skete og ikke skete, at alle oplysninger indtil videre bør tages med en vis skepsis.
Ifølge Abdullah Kenshill - overgangsregeringens chefforhandler - var NATO-styrker ikke involveret i Gaddafis død eller tilfangetagelse.
- Det er det libyske folk og de libyske styrker, som fik denne ære, siger han ifølge BBC.
Tilfangetagelsen af- og drabet på Gaddafi kommer blot få timer efter, at overgangsrådets militærstyrker fik fuld kontrol over Sirte, hvor Gaddafi-tro soldater har holdt stand i flere uger.
Gaddafi var ikke blevet set siden, at oprørerne indtog hovedstaden Tripoli for godt to måneder siden. Tidligere rapporter gik på, at han blev transporteret rundt i det sydligere Libyen i en kortege med støtter og trofaste sikkerhedsvagter.
Se billederne: Her blev Gaddafi fanget
En NATO-talsmand siger, at det vil tage tid, at få oplysningerne om Gaddafi bekræftet. Allerede nu siger Italiens ministerpræsident Silvio Berlusconi dog, at krigen i Libyen »er slut.«
I Sirte er hundredvis af jublende libyere da også strømmet ud i gaderne. Over alt høres jubel, dyttende biler og geværsalver, der bliver affyret op i luften.


































