Fredsforhandlinger i Sydsudan begynder mandag

To dage i træk er fredsforhandlingerne i Sydsudan blevet udsat på grund af uenigheder. Men nu er de stridende parter tilsyneladende klar til at forhandle.

SYDSUDAN: Mandag mødes regeringen og oprørerne i det uroplagede Sydsudan for at forhandle sig frem til en fredsaftale. Det bekræfter begge parter over for nyhedsbureauet AFP efter flere dages tovtrækkeri.

Oprørernes repræsentant, Mabior Garang, ser frem til fredsforhandlingerne, som finder sted i den etiopiske hovedstad, Addis Ababa.

»Jeg er meget optimistisk. Vores delegation går ind til det her med åbent sind,« siger Mabior Garang, der dog samtidig udtrykker en skepsis over for »regeringens oprigtighed« i forhold til, hvorvidt den virkelig ønsker fred.

»Regeringen bliver ved med at ændre holdning og står stejlt på ikke at frigive fanger,« tilføjer oprørslederen til AFP.

Også Michael Makuei, der er talsmand for regeringen, bekræfter, at fredsforhandlingerne finder sted mandag. Dog uden at komme med yderligere kommentarer, skriver AFP.De to parter har ligget i strid siden 15. december, hvor kampene i Sydsudan for alvor brød ud. Den etniske konflikt mellem præsident Salva Kiirs dinkastamnme og den afsatte vicepræsident Riek Machars nuerstamme har drevet flere end 200.000 indbyggere på flugt og kostet et endnu ukendt antal mennesker livet. Der er dog næppe tvivl om, at de døde skal tælles i tusinder.

Salva Kiir, der fyrede sin rival Riek Machar som vicepræsident i sommer, har udelukket at dele magten med oprørslederen, som til gengæld har krævet sine fængslede støtter løsladt mod at indlede fredsforhandlingerne.

Efter planen skulle fredsforhandlingerne være begyndt lørdag, da parterne sammen med regionale mæglere mødtes ansigt til ansigt i Addis Ababa. Men ifølge AFP blev forhandlingerne udskudt til søndag - og derefter til mandag, hvor forhandlingerne nu begynder.

Den blodige konflikt har fået en række lande, herunder Danmark, til at sende fredsbevarende soldater til Sydsudan. 11 danske soldater er lige nu udstationeret i Sydsudan, oplyser Forsvaret i en pressemeddelse. Soldaterne arbejder alle i det internationale hovedkvarter i landets hovedstad, Juba.

»Vi har det alle godt, og vi er, så vidt det er muligt, i daglig kontakt med vores pårørende i Danmark. Der er forholdsvis roligt i Juba med en smule skyderi om aftenen,« siger major Gert Kingo Andersen i meddelelsen.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.