Forudsigelige terrorister. Mænd uden meget at miste

Siden 2008 er terroristerne blevet mere forudsigelige. De er kriminelle og socialt udstødte, depressive, ledige og lavtuddannede, og typisk er de blevet radikaliserede i fængslet. Og derfor kan vi også finde dem.

Mohamed Merah (øverst t.v.), Cherif og Said Kouachi (nederst t.v.), Mehdi Nemmouche (øverst t.v.) og Amedy Coulibaly (nederst t.v.) er fem billeder på moderne europæisk jihad-terror. De er alle yngre mænd uden børn, universitetsgrader eller faglige udmærkelser. Men med en barndom, som lod meget tilbage at ønske, og en hale af domme for alt fra tyveri og narkosalg til planlægning og udførelse af terror efter sig. Fire af dem blev dræbt i forbindelse med udførelsen af sidstnævnte. Kun Mehdi Nemmouche (sort-hvid), som er anholdt og sigtet for angrebet mod det jødiske museum i Bruxelles i maj sidste år, er stadig i live.
Mohamed Merah (øverst t.v.), Cherif og Said Kouachi (nederst t.v.), Mehdi Nemmouche (øverst t.v.) og Amedy Coulibaly (nederst t.v.) er fem billeder på moderne europæisk jihad-terror. De er alle yngre mænd uden børn, universitetsgrader eller faglige udmærkelser. Men med en barndom, som lod meget tilbage at ønske, og en hale af domme for alt fra tyveri og narkosalg til planlægning og udførelse af terror efter sig. Fire af dem blev dræbt i forbindelse med udførelsen af sidstnævnte. Kun Mehdi Nemmouche (sort-hvid), som er anholdt og sigtet for angrebet mod det jødiske museum i Bruxelles i maj sidste år, er stadig i live.

For en måned siden skrev Poul Høi dette portræt af forudsigelige terrorister. Nu er terroren kommet til Danmark:

Der mangler nogle billeder i strømmen af billeder.

Ikke billeder af blod og våben eller politiafspærringer og blinkende lys. Heller ikke grumsede pasbilleder og anholdelsesbilleder. Tværtimod.

Men der mangler billeder af et mindstemål af lykkelig tilregnelighed. De er der ikke – og af god grund, for de er der ikke. Der er ingen billeder af mand, kone og tre børn. Der er ingen stolt mor ved en eksamensafslutning, der er ikke et profilfoto af en succesrig karriere. Der er kun billeder af alenemænd eller mænd sammen med andre mænd, der smiler ved tanken om at slå flere mænd ihjel.

Brødrene Kouachi kom brasende ud af sådan en mangel på lykkelige billeder og ind på redaktionen på Charlie Hebdo, Amedy Coulibaly kom samme sted fra og ind i kosher-supermarkedet i Paris, og Mohammed Merah efterlod sig syv lig omkring Toulouse og en familie, der er en moderne variant af De Elendige, som Merahs bror skriver i en nylig bog:

»I Toulouse var vi berygtede hos sagsbehandlerne og politiet. Min far var en narkohandler, som sad fem år i fængsel; mine brødre Kader og Mohamed var gangstere, som blev vasket og skyllet i den mest radikale islamisme; min søster Souad er en berygtet fundamentalist, min mor er skandaløs, og de fleste af mine familiemedlemmer er kriminelle.«

Det er den moderne europæiske jihad-terror. Det er mænd uden meget at miste.

Tabere

To terrorforskere foretager i den seneste udgave af tidsskriftet Perspectives on Terrorism den hidtil grundigste gennemgang af islamistisk europæisk terror siden 11. september 2001. Forskerne – Petter Nesser og Anna Stenersen fra Forsvarets Forskningsinstitut i Oslo – finder en skillelinje mellem europæisk terror før og efter 2008.

Før 2008 blev kun syv pct. af alle angreb foretaget med kniv eller skydevåben; efter 2008 er det 33 pct. Før 2008 var kun 12 pct. af angrebene soloaktioner; efter 2008 er det knap 40 pct. Før 2008 gik terroristerne i højere grad efter tilfældige massemål og amerikanske mål, men efter 2008 går de efter veldefinerede mål, efter politikere, efter kendte personer, efter journalister og tegnere, og de går efter briter, efter skandinaver, franskmænd og jøder, og angrebene bliver mindre dødelige, men langt flere.

Forandringen kommer et sted fra, og den kommer til dels i en forandring i gerningsmændene, viser Berlingskes gennemgang af europæisk jihad-terror. Før 2008 var det sværere at besvare spørgsmålet, hvem er terroristerne? For de var forskellige. De var en succesrig elektronikhandler og en spansk minearbejder, de var skolelærere og cricketspillere, læger og ph.d.-studerende. Efter 2008 bliver det nemmere at svare på spørgsmålet. Terroristerne er nu kriminelle og socialt udstødte, depressive, arbejdsløse og lavtuddannede, og typisk er de blevet radikaliserede i fængslet, og deres islamisme er ikke organisk, men snarere en desperat erstatning for noget, der ikke er der.

De to danske terrorangreb efter 2008 kom således ikke fra den højere sofistikation. I 2010 forsøgte somalieren Mohammed Geele at dræbe Kurt Westergaard, og tjetjeneren Lors Doukaiev var nogle måneder senere tæt på at sprænge sig selv i luften på Hotel Jørgensen. Begge gerningsmænd boede derude, hvor depression og andre psykologiske lidelser bor, og begge levede et sølle liv. Eller tag drabet på den britiske soldat Lee Rigby i 2013. Gerningsmændene var to nigerianske småkriminelle, som tuskede sig frem i bandemiljøet i det sydøstlige London, og som havde siddet inde for vold og plat, og som i fængslet oplevede en religiøs radikalisering.

De eksemplificerer, hvad Timothy Gallimore skriver i bogen Psychology of Terrorism – at »ubehandlet trauma spiller en hovedrolle i den cyklus af vold, som terrorister udøver«. Traumet kan have mange forklaringer, fra et hjem præget af vold og alkohol til tørre tæsk i skolen eller brutal racisme, og det giver sig udslag i »paranoid narcisssisme« og terror.

Den historie genfinder man i de fem franske terrorister, som siden 2012 har stået bag fire af de alvorligste jihad-angreb i Europa – Said og Cherif Kouachi, som angreb Charlie Hebdo og dræbte 12; Amedy Coulibaly, som også i sidste uge angreb kosher-supermarkedet og dræbte fire; Mehdi Nemmouche, som i 2014 angreb Det Jødiske Museum i Bruxelles og dræbte fire, og Mohammed Merah, som over ti dage i 2012 dræbte syv mennesker ved Toulouse.

Mellem sig har de fem mænd ikke et eneste barn, ikke en eneste universitetsgrad, ikke en eneste faglig udmærkelse, og i deres akkumulerede generalieblad findes kun spor af to job – en af dem arbejdede kortvarigt på en fabrik, en anden som pizzabud. Til gengæld har de til sammen mindst 11 domme for væbnet røveri, bedrageri, butikstyveri, narkosalg, tyveri, hæleri, vold, aggressiv kørsel og planlægning af terror, og alle har de noget, der minder om en Dickensk barndom. Fire af dem kom fra atomiserede hjem, fire af dem blev enten fjernet fra hjemmet, opvoksede på børnehjem eller bortadopterede, og fire af de fem er nu døde. I en gennemsnitsalder af 30 år.

De kom alle fra samme sted mellem to verdener og to religioner, to etniciteter og to kulturer, og i stedet for at føle sig dobbelt velsignede følte de sig forbandede for to.

Tæv og had

Mohammed Merah er det bedste eksempel på den nye årgang af europæiske jihad-terrorister; ikke fordi han slog flest ihjel, vakte mest opmærksomhed eller førte til mest politisk tumult og flest lovstramninger, men fordi han netop ikke gjorde det, og fordi vi ved så meget om ham. Hans bror Abdelghani Merah udgav for to år siden »Mon Frère, ce terroriste«, og bogen er et unikt indblik i, hvordan en familie forvitrer i depravation, og hvordan det næsten logisk forløser sig i Mohamed Merahs terror.

Mohamed Merah blev født i 1988 i Toulouse, i en afrakket forstad med en overvejende romani-befolkning. Forældrene var fra Algeriet og blev skilt, da Mohamed var fem år gammel. Faderen fuskede og solgte narko og endte med at sidde fem år i fængsel. Moderen var ikke meget bevendt, og som otteårig blev Mohamed i en overgang placeret i pleje på grund af forældresvigt, som to terrorforskere skriver i tidsskriftet Politics, Religion and Ideology.

Abdelghani Merah skriver i sin bog, at Mohamed tog skilsmissen og plejeanbringelsen som udtryk for, at forældrene ikke ville have ham, og han reagerede ved at skulke i skolen, og hans karakterer faldt brat, selv om han var begavet. Broderen citerer en skolerapport, hvor Mohamed bliver beskrevet som »et intelligent barn med mulighed for at blive til noget«. Men der er ingen voksne, som kerer sig om ham, og han »bruger sin tid sammen med venner i nabolaget og uden voksent overopsyn«, hedder det i rapporten.

Mohamed forlod snart skolen og begyndte en karriere som kriminel, han lærte af de andre drenge i nabolaget, og moderen motiverede ham til at fortsætte. Hun var stolt af hans rapserier og pralede af dem. De to terrorforskere noterer også faderens giftige indflydelse. For det første dukkede han kun lejlighedsvist op i Mohameds liv, og når han gjorde det, var det med vold, had og racisme. Han tævede Mohamed for »at gøre ham til en mand«, og han bankede bogstaveligt talt ind i hans hoved, at »arabere er født til at hade jøder«, og »hver eneste jøde skal fjernes fra jordens overflade«. Derfor er det formentlig ikke så mærkeligt, at da Mohamed som 19-årig kom i fængsel, faldt han pladask for islamistisk agitation fra sine medfanger.

Kriminalitet for Allah

Da han i 2009 kom ud, var han på én måde uforandret – han var stadig kriminel uden andre ressourcer – men han var også forandret. Han så nu sin kriminalitet i et religiøst lys. Når han stjal, når han røvede, når han begik hæleri, gjorde han det for Allah. Han underminerede de vantro og kæmpede dermed for islam, og gennem den forandring blev samfundets almindelige normer vendt på hovedet. Nu var nat blevet til dag og hvidt til skidt.

I 2011 rejste han til Waziristan i Pakistan, og her tegner hans terrorkarriere en cirkel tilbage til de to norske forskeres observationer om ændringer i terroristernes fremgangsmåde. I Waziristan ville de lokale jihadister lære ham at fremstille bomber, skriver Nesser og Stenersen, men han sagde nej. Som Merah senere fortalte til politiforhandlere: »Jeg sagde nej, for ingredienserne til bomber var under overvågning i Frankrig ... Så jeg sagde til dem: »Lær mig i stedet for at bruge skydevåben.«

Og det gjorde de, og da han kom hjem til Toulouse i 2012, kom han hjem til en familie, som betragtede ham, som om han kom hjem med en universitetsgrad fra Cambridge. Hans søster og storebror var nu lige så radikaliserede, som han var, faderen og moderen var lige så fordærvede som før, og familien hjalp med at skaffe penge, mobiltelefoner og våben til hans aktion. Over ti dage i marts 2012 spredte Mohamed terror i Toulouse-området. Han skød og dræbte tre soldater og betjente i fuld offentlighed, og derefter dræbte han en rabbiner og tre børn ved en jødisk skole. Politiet sporede ham til sidst til hans lejlighed, hvor han barrikaderede sig og blev dræbt under en ildkamp. Søsteren krammede bagefter verbalt hans lig. Som hun sagde: »Mohamed havde modet til at gøre noget. Jeg er stolt, stolt, stolt ... Jeg hader jøder og dem, der slagter muslimer.«

Elendig cyklus

Mohamed Merahs historie er relevant, fordi det er den samme historie, der går igen hos Said og Cherif Kouachi, hos Amedy Coulibaly og hos de andre medlemmer af post 2008-generationen af euro-terrorister. Og det er den samme historie om traumatisk og forslummet barndom, som fører til asocialitet, som fører til kriminalitet, som fører til fængsel, som fører til radikalisering, som fører til terror. Det er den nye cyklus af elendighed, og det er den dårlige nyhed.

Men omvendt er der tale om en cyklus med seks led, og det er fristende kun at fokusere på det sidste led – på terroren – for det er her, hvor den bliver til breaking news, og alle kan se den. Men der er fem forudgående led, hvor kæden kan brydes og derouten stoppes, og det gør den nye cyklus mere forudsigelig og nemmere at håndtere end den gamle. Her er kun sjældent tale om læger og lærere og begavede konspirationer, men derimod om stereotype mænd uden meget at miste – og når et moderne samfund kan finde licenssnydere, kan det også billede for billede finde den slags mænd og forhindre terror.

Og det er den gode nyhed.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.