Forsker: Derfor er Indien blevet et farligt land for kvinder

De mange gruppevoldtægter i Indien – senest af en 51-årig dansker – er et udtryk for, at kvindesynet i landet har ændret sig markant i de seneste år, vurderer en ekspert.

ARKIVFOTO.
ARKIVFOTO.

INDIEN: Gruopvækkende gruppevoldtægter plager i Indien, og tirsdag aften gik det ud over en 51-årig dansk kvinde i hovedstaden New Delhi.

Det er uden tvivl blevet mere usikkert at være kvinde i landet – uanset om man er indfødt eller turist, fortæller seniorforsker Stig Toft Madsen fra Nordisk Institut for Asienstudier, der har speciale i Indien.

»Tidligere har det været sådan, at man som kvindelig turist har kunnet bevæge sig rimelig frit rundt. Men der har gennem den seneste tid været flere overgreb på udenlandske turister, og voldtægt og gruppevoldtægt er et stigende fænomen,« siger han.

Gruppevoldtægten af den danske kvinde følger i kølvandet på en række lignende sager. Blandt andet er en schweizisk kvinde blevet overfaldet under en cykelferie i landet.

Allermest opsigtsvækkende var gruppevoldtægten af en 23-årig kvindelig studerende i New Delhi i december 2012. Hun døde efterfølgende af sine kvæstelser, og dødsfaldet medførte massevis af demonstrationer overalt i Indien. Sagen førte i sidste ende til, at landets lovgivning om seksuelle overgreb blev skærpet.

Det har dog ikke afskrækket de sexhungrende mænd, vurderer Stig Toft Madsen.

»De strengere straffe har ikke ændret på, at indiske mænd generelt oplever store seksuelle frustrationer, fordi de ikke har adgang til sex før ægteskabet, og fordi de har behov for at udvise magt. Det tager lang tid, før den kønsmæssige revolution for alvor indfinder sig, og Indien har meget lang vej igen,« siger han.

Desuden er kvinder begyndt at bevæge sig mere frit i det offentlige rum, og det får mændene til at opfatte dem som lette ofre, forklarer seniorforskeren.

»Mændenes udfordring med at lære at håndtere deres forhold til kvinder er blevet større. I de store byer er der langt flere mænd end kvinder, og kvinderne er blevet mere synlige på gaderne, da de på grund af de ændrede erhvervsstrukturer og uddannelsesniveauer oftere end før deltager i det offentlige liv, både politisk og som forbrugere,« forklarer Stig Toft Madsen.

Mændene færdes ofte i grupper og hænger ud på gader og stræder i storbyerne. Relativt harmløse situationer eskalerer nemt, forklarer den danske forsker, som det eksempelvis var tilfældet med den danske kvinde.

Hun henvendte sig til en gruppe mænd i et af New Delhis populære backpackerområder for at spørge om vej, da hun var faret vild på vej tilbage til sit hotel, og det udviklede sig til, at mændene truede hende med en kniv og førte hende til et afsides sted, hvor de voldtog hende.

»Statistisk set er Indien ikke blandt de farligste lande, hvad angår voldtægter, men i dag skal man udvise meget større forsigtighed, end man skulle førhen. På trods af den megen omtale af gruppevoldtægter, forekommer det altså stadigvæk i stor stil,« siger Stig Toft Madsen.

I Udenrigsministeriets rejsevejledning for Indien står der da også, at man på grund af det stigende antal rapporterede seksuelle overgreb imod kvinder »bør udvise betydelig forsigtighed« og ikke færdes alene.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.