For godt til at være lovligt

I Holland og Sverige er Popcorn Time nu større end streamingtjenesten Netflix. Og forståeligt nok. For her er alle filmene, også de nye – og de er gratis. Popcorn Time er blevet den app, som Hollywood frygter mest.

Den populære streamingtjeneste Netflix, der blandt andet står bag successerien »House of Cards« med Kevin Spacey i hovedrollen, har fået hård konkurrence fra Popcorn Time, der på et tvivlsomt juridisk grundlag tilbyder gratis film. Arkivfoto: Scanpix
Den populære streamingtjeneste Netflix, der blandt andet står bag successerien »House of Cards« med Kevin Spacey i hovedrollen, har fået hård konkurrence fra Popcorn Time, der på et tvivlsomt juridisk grundlag tilbyder gratis film. Arkivfoto: Scanpix

Et enkelt klik, og så er de der alle de film og TV-serier, som du har lyst til at se – ikke bare glemte episoder af »Rita« og lidt Jean-Claude van Damme – nej, alting og altid. Og gratis.

Hvis det lyder for godt til at være sandt, så tro om igen. Det er sandt.

Men hvis det lyder for godt til at være lovligt, så er det formentlig en anden historie. Popcorn Time kan ikke være lovligt, uanset hvad bagmændene siger.

Men det holder ikke brugerne tilbage. På rekordtid er Popcorn Time blevet den største rival til Netflix, ifølge Netflix selv. I forrige måned i sit kvartalsregnskab advarede Netflix mod en ny generation af meget bedre og mere strømlinede pirattjenester.

»Popcorn Times popularitet i Holland i forhold til Netflix er tankevækkende,« hed det, og advarslen var illustreret af en grafik, som viste en tjeneste, der for et år siden kom ud af ingenting, og som endte med, at flere hollændere i dag søger efter Popcorn Time end efter Netflix på internettet.

Én ud af ni hollændere har Popcorn Time installeret som app på deres smartphone eller tablet, men det er ikke bare Holland. Popcorn Time er tilgængeligt på 44 sprog, og hvis man ser på Google-søgninger i lande som Italien, Portugal og Spanien, er Popcorn Time også mere populært end Netflix, skriver BloombergBusiness, og i Sverige oplever den svenske filial 100.000 download af sin app om dagen, oplyser en talsmand til magasinet Wired.

Det er kort og godt film- og TV-industriens største hovedpine til dato.

Gratis og lækkert

Og hvorfor er Popcorn Time på bare et år blevet så populær?

»Gratis« er selvfølgelig én forklaring, og en anden forklaring ligger hos industrien, som aldrig har tilladt etableringen af en visuel pendant til Spotify.

Hos Spotify og andre musikudbydere kan kunderne købe sig til et næsten encyklopædisk katalog af ny og gammel musik, men sådan er det ikke med film og TV. Der er udbuddet til streaming stadig begrænset, og det er fordelt på mange udbydere, der køber sig eksklusivt ret til tilbuddene.

Netflix har for eksempel lige købt de eksklusive streamingrettigheder til TV-serien »Venner« for 120 mio. dollar, og hvis man ikke har Netflix, kan man ikke streame »Venner.«

Og glem alt om nye film, for de skal først omkring biografen. Derfor findes der ikke en udbyder, som tilbyder et katalog, der rækker fra det nyeste nye til Peter Malberg, og derfor kommer Popcorn Time ind i billedet.

Den tredje forklaring er Popcorn Times layout, som ikke ligner lovbrud, og som ikke kræver en større kodeeksamen. Hvis man går ind på Popcorn Times app, vil man finde noget, der til forveksling ligner Netflix – med en indbydende oversigt over film og Tv-serier illustreret med ikoner og komplementeret af anmeldelser fra sites som Imdb.com. Man kan lave hitlister og søge efter bestemte genrer, og det er indbydende nemt at se nye film som »Birdman« og »India’s Daughter«.

Så godt er det lavet, at mange brugere ikke er klar over, at der er tale om en pirattjeneste, siger Kyle Reed fra Ceg Tek til BloombergBusiness. Ceg Tek er et konsulentfirma, som sporer brugere, der bryder ophavsretten, og »når vi skriver til folk, er de ofte ikke klar over, at de ser piratfilm,« siger han.

Samme Ceg Tek vurderer, at Popcorn Times popularitet er steget med 400 procent i USA siden sommer og nu sidder på en niendedel af al amerikansk pirateri.

Men det er ulovligt

Det er godt gået af en ide, som blot er et år gammel, og som begyndte med fire argentinske studerende, som oprettede en slags søgetjeneste for piratfilm og -TV.

De brugte samme protokol som for eksempel Pirate Bay, men hvor man hos gamle pirater løb vild mellem lumske annoncer, misvisende titler, rumænske virusser og downloadingen af BitTorrent-filer, så samler Popcorn Time filerne og streamer dem til brugeren via en midlertidig fil. Ingen hvileløs søgen, ingen annoncer, ingen downloads, ingen virus – bare en streaming, sådan kort fortalt. Hollywood kom efter de argentiske studerende, som lukkede og slukkede, men andre greb fat i deres open source-koder og fortsatte intiativet. Siden har myndighederne forsøgt at gøre, hvad de kan for at komme dem til livs, men uden held.

I sidste måned lukkede myndighederne f.eks. et af de populære domænenavne – Time4Popcorn.eu – og det gav et umiddelbart knæk i populariteten, siger en anonym talsmand for de svenske frivillige til Wired, men de er nu tilbage under et andet og svensk domænenavn.

Den pågældende talsmand siger, at han og hans kolleger ikke gør noget ulovligt. De samler bare eksisterende BitTorent-filer, som ligger på andre computer og servere:

»Vi lever i et frit samfund, og hvis det ikke er forbudt, så er det tilladt.«

Ifølge det argument foretager Popcorn Time sig ikke andet end Google gør: Samler informationer på internettet og tilbyder dem til kunderne. Det er ikke Googles ansvar, hvis en bruger havner på et nigeriansk site med ægteskabstilbud og fif til investeringer, og det er ikke Popcorn Times ansvar, hvis en bruger havner hos en piratfilm eller TV-serie, hævder de. Men den slags er formentlig juridisk ønsketænkning, siger chefjuristen hos Electronic Frontier Foundation til Wired:

»Hvis du i domstolenes øjne bliver opfattet som en tjeneste, der opfordrer brugerne til at krænke andres ophavsret – så har du et problem,« siger Corynne McSherry.

Derfor blev bagmændene bag Pirate Bay i 2009 også idømt et års fængsel og en bøde på 30 mio. svenske kroner.

Men foreløbigt er mændene bag Popcorn Time uanfægtede, og de vil snart begyndte at bruge et nyt netværkssystem, som gør dem endnu sværere at finde og fange, siger de.

Og for alle andre er der altid »Rita« og Jean-Claude van Damme.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.