Folk i panik løb ind i butikker efter terror

Fem dræbte og 36 sårede, heraf tre kritisk. Sådan lyder meldingen efter lørdagens terrorangreb i Istanbul, der sker blot seks dage efter selvmordsbilbomben i Ankaras centrum.

En mand får hjælp fra redningsmandskab på gågaden Istiklal Caddesi. Foto: Kemal Aslan/Reuters
En mand får hjælp fra redningsmandskab på gågaden Istiklal Caddesi. Foto: Kemal Aslan/Reuters

ISTANBUL: Tyrkiet rammes atter af terror, denne gang på Istanbuls absolut travleste strøg, Istiklal Caddesi, der i gennemsnit passeres af to millioner mennesker på daglig basis.

Videooptagelser viser, at angrebet blev udført af en selvmordsbomber.

Indtil videre er fem personer meldt dræbte, mens 36 er sårede. De dræbte er tre israelere, en iraner samt selmordsbomberen. Blandt de sårede er tre i kritisk tilstand, og 14 er af udenlandsk herkomst.

Angrebet skete cirka kl. 11 lokal tid i går, og inden længe var samtlige veje, der fører til den tre kilometer lange shoppinggade afspærret.

Vidner fortæller Berlingske, at der lød et højt brag, hvorefter folk i panik løb ind i de nærmeste butikker eller sidegader.

På og omkring Istiklal Caddesi ligger op imod 300 butikker og cafeer, flere hundrede hoteller og adskillige kirker. Området er eftertragtet blandt både lokale tyrkere og turister.

Istanbul blev også ramt af en selvmordsbombe 12. januar i det historiske Sultanahmet-område. Dengang blev ti turister dræbt.

Der er endnu ingen officielle udmeldinger fra de tyrkiske myndigheder om den formodede terrorist. På sociale medier og i tyrkiske oppositionsmedier florerer navnet på en mand, som i forvejen er eftersøgt for attentatforsøg på det pro-kurdiske parti HDPs valgkontorer tilbage i juni sidste år.

Også Reuters skriver, at indicier peger på IS-forbindelse, på trods af de seneste angreb i Ankara blev udført af kurdiske TAK.

Torsdag lukkede det tyske konsulat og den tilknyttede tyske skole deres bygninger af sikkerhedsmæssige hensyn. De tyske myndigheder skulle være informerede om terrortrusler mod tyske myndigheder i landet.

Guvernatet i Istanbul beklagede sikkerhedsforanstaltningerne ved det tyske konsulat som »unødvendig panik«.

Ligeledes havde den amerikanske ambassade advaret sine borgere om at opholde sig på befærdede områder af risiko for terror.

På Twitter vælter reaktioner frem mod de tyrkiske myndigheder, og hvorfor udenlandske efterretninger er stærkere end de tyrkiske. Endvidere kritiserer adskillige tyrkere regeringen for ikke at tage ansvar for de seneste mange terrorbomber i landet.

Borgerservice vil ikke fraråde rejser

Ole Egberg Mikkelsen fra Udenrigsministeriets Borgerservice og Kommunikation siger, at de vil opdatere deres rejsevejledning med faktuelle oplysninger om dagens selvmordsangreb.

»Men vi vil ikke fraråde danskerne at rejse til Tyrkiet. Vi fraråder danskere at opholde sig i områderne, der grænser op til Syrien og Irak, men også i befærdede områder i den vestlige og sydlige del af landet. Civile danskere må selv vurdere, om de vil på ferie i Tyrkiet. Vi er bevidste om, at de seneste angreb har haft civile i fokus,« siger Ole Egberg Mikkelsen til Berlingske.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.