Første sværdslag i europæisk-russisk gasdrama

EU-Kommissionen vil mindske EUs afhængighed af russisk gas med ny lovgivning for energisikkerheden. To EU-kommissærer ser udvidelsen af den russiske Nord Stream-gasledning gennem dansk farvand som et politisk projekt.

Den danske EU-kommissær, Margrethe Vestager, er allerede i gang med at undersøge, om Gazprom udnytter sin stærke markedsposition til at tage for høje priser i Central- og Østeuropa.
Den danske EU-kommissær, Margrethe Vestager, er allerede i gang med at undersøge, om Gazprom udnytter sin stærke markedsposition til at tage for høje priser i Central- og Østeuropa.

Ungarns premierminister, Viktor Orbán, kommer onsdag til Moskva for at besøge Ruslands præsident, Vladimir Putin, og det møde vil illustrere, at energipolitik i høj grad også er sikkerhedspolitik.

Orbán er på den ene side glad for russisk brændsel til sine atomkraftværker, men på den anden side alt andet end tilfreds med planerne om en udvidelse af Nord Stream-rørledningen, der fører russisk gas gennem Østersøen – lige syd for Bornholm – til Tyskland. Planen om at fordoble Nord Streams kapacitet vil give den statskontrollerede russiske gasgigant Gazprom mulighed for at sende enorme mængder gas uden om Ukraine og Centraleuropa, og det udfordrer energisikkerheden i de centraleuropæiske lande.

Efterlyser solidaritet

Den danske EU-kommissær, Margrethe Vestager, er allerede i gang med at undersøge, om Gazprom udnytter sin stærke markedsposition til at tage for høje priser i Central- og Østeuropa, og flere EU-landes afhængighed af russisk gas fik tirsdag EU-Kommissionen til at lancere det første sværdslag, der mindsker afhængigheden af russisk gas og forbedrer forsyningssikkerheden. De seneste tal fra 2013 viser, at 39 procent af EUs gasimport var fra Rusland.

EU-Kommissionen foreslår blandt andet, at landene skal være mere solidariske med hinanden, hvis der opstår en gaskrise og sende gas til nabolande, så eksempelvis hospitaler ikke kommer i energimangel. Kommissionen skal desuden notificeres om kontrakter med tredjelande som Rusland samt om kommercielle kæmpekontrakter som led i en risikovurdering. Endelig skal en ny strategi for varme- og kølesektoren mindske brugen af gas og øge andelen af grøn el.

Kommissærer ser Nord Stream som politisk

Udvidelsen af Nord Stream – kaldet Nord Stream 2 – er stadig under juridisk vurdering i EU-Kommissionen og derfor ikke officielt behandlet i de nye forslag, men næst-formand i EU-Kommissionen, slovakiske Maroš Šefčovič, der har ansvaret for at skabe en mere fælles energipolitik i Europa, lagde tirsdag ikke skjul på, hvordan han ser på projektet.

»Det er klart, at Kommissionens hovedformål er at finde løsninger, som vil øge energisikkerheden for alle medlemslande. Man hører tit, at Nord Stream er et kommercielt projekt, men jeg har ikke set så mange kommercielle projekter, der bliver diskuteret så ofte på så højt politisk niveau,« sagde Šefčovič.

Han blev bakket op af den spanske energikommissær, Miguel Arias Cañete, der kaldte Nord Stream 2 for en »særdeles politisk sag«.

Cañete sagde i en tale til Europa-Parlamentet i efteråret, at der allerede er rigelig kapacitet til at transportere russisk gas til EU, og at Nord Stream 2 derfor blot vil øge overskudskapaciteten.

Nord Stream 2 er ifølge de to kommissærer altså et politisk projekt, som ikke umiddelbart lever op til formålet om flere forskellige energikilder i en europæisk energiunion.

Lang vej til uafhængighed af russisk gas

Selskabet bag Nord Stream 2 er 50 procent ejet af netop Gazprom, mens fem større europæiske energikoncerner, heraf to tyske, hver ejer ti procent. Ifølge Nord Stream 2 er der tale om et rent kommercielt projekt, som ikke vil gøre EU mere afhængig af russisk gas, men blot tilbyde en nødvendig ekstra kapacitet, fordi selskabets forventning er, at den europæiske import af russisk gas vil vokse.

»Levering af gas gennem Nord Stream 2 vil kun være en brøkdel af Europas fremtidige behov, og andre leveranceruter vil derfor helt sikkert fortsætte med at være nødvendige,« siger Jens Müller fra Nord Streams kommunikationsafdeling. Han understreger, at EU aftager 60 procent af Gazproms eksport, og dermed er Gazprom mindst lige så afhængig af EU som omvendt.

Et politisk projekt

Ifølge Anders Stouge, vicedirektør i Dansk Energi, er der ikke udsigt til, at EU de næste mange år kan frigøre sig fra russisk gas som en vigtig energikilde.

»Vi bliver aldrig uafhængige af russisk naturgas. Det fylder for meget i forsyningen, og de har en interesse i at prissætte den, så vi bruger den. Men vi kan selvfølge bruge mindre af den og bruge noget andet. Det er den langsigtede omstilling mod grøn energi, der kommer til at batte, og her er vi især glade for EU-Kommissionens nye strategi om at bruge den grønne el til varme- og kølesektoren, der i dag bruger meget gas,« siger Anders Stouge.

Han mener også, at Nord Stream-udvidelsen er et politisk projekt.

»Det skal ses som et spil. Russerne har et ønske om i langt mindre grad at transportere gas gennem Ukraine,« siger Anders Stouge. Han påpeger, at EU-Kommissionens ønske om andre kilder til gas vil føre til øget import af flydende naturgas fra lande som Qatar.

Nord Stream oplyste i december til Berlingske, at selskabet planlægger at søge om dansk miljøgodkendelse til planerne om Nord Stream 2 i begyndelsen af 2017. Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) medgav ved den lejlighed, at der er behov for en geopolitisk diskussion af Nord Stream-udvidelse i EU, men at det ikke haster, da miljøansøgningen ikke er modtaget endnu.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.