9. maj 2011, 06:18

BEIJING: Han stank, og det kløede overalt på kroppen, for han var dækket af lus.

»Efterhånden fik vores hud et tykt lag snavs, men vi lagde ikke mærke til lugten, for alle stank jo,« siger Kim. Om sommeren, hvis fangerne arbejdede ved floden, så fik de en gang imellem lov til at plaske vand på sig, for fangevogterne kunne ikke udholde stanken fra dem. Men ellers fik Kim ikke lov til at bade i de tre år, hvor han sad i den nordkoreanske fangelejr.

»Efter vi blev løsladt, tog det flere måneder for os at fjerne laget af skidt og lus,« siger Kim.

I alt har Nordkorea seks arbejdslejre for politiske fanger. Det er nærmest små byer, hvor huse, gårde, fabrikker og andre bygninger ligger spredt ud over flere kilometer. De fleste af lejrene ligger i den nordlige del af landet, hvor de er klemt inde i dalene mellem høje bjerge. Ifølge de fleste skøn er der 5.000-50.000 fanger i hver af lejrene.

Kims historie kommer fra en rapport om nordkoreanske arbejdslejre, som Amnesty International udgav i sidste uge. Her har organisationen blandt andet sammenlignet satellitfotos, som viser, at arbejdslejrene er blevet udbygget i de seneste ti år. Amnesty har også interviewet tidligere politiske fanger som Kim, der i dag er flygtet fra Nordkorea.

Der er få informationer om det nordkoreanske netværk af fængsler, detentioner og arbejdslejre, som der ifølge organisationen North Korean Human Rights Archives er i alt 410 af.

Stadigt flere krydser grænsen til Kina

Men der er stadigt flere nordkoreanere, som krydser grænsen til Kina, hvor de forsøger at få arbejde, så de kan forsørge familien i Nordkorea. Derfor er der i de seneste år sluppet stadigt flere informationer ud fra det ellers lukkede diktatur og de 24 millioner indbyggere. De fleste oplysninger kommer dog fra de nordkoreanere, der flygter til især Sydkorea. Her kan de, som Kim, fortælle om den elendige hygiejne i arbejdslejrene.

Eller om tvangsarbejdet. Hvor fangerne bliver vækket klokken 03.30 om morgenen for at arbejde i marker, teglværker eller kulminer. Eller på fabrikker, hvor de laver for eksempel uniformer, cigaretter, spisepinde eller nudler. Til måske klokken 21 om aftenen.

Og ofte med kun 300 gram mad i maven. Derfor forsøger de at fange slanger og rotter og spiser grisefoder, hvis de kan finde det. Eller som en af fangerne, der fandt nogle afgnavede majskolber i en bunke komøg.

»Jeg samlede dem op, og tørrede dem af i mit ærme, før jeg spiste dem,« siger Shin Dong-hyuk, som er en af dem, Amnesty har talt med. Hans forældre havde siddet i arbejdslejr siden 1960erne, da Shin Dong-hyuk blev født i 1982. Ifølge hans egne oplysninger blev hans mor og bror henrettet for øjnene af ham. I 2005 lykkedes det for ham at flygte til Kina og videre til Sydkorea, hvor han bor i dag.

Shin Dong-hyuk er også en af de mange fanger, der kan tale om den systematiske tortur, som han selv har varige men efter. En anden er Lee. Han blev bundet til et bord, hvorefter fangevogterne tvang en kedel ind i hans mund, der blev fyldt, så vandet stod ud af næsen på ham. Han besvimede. Da han vågnede, havde fangevogterne lagt et bræt ud over hans opspilede mave, som de stod og hoppede på.

»Jeg begyndte at kaste op, smertefuldt og ukontrolleret,« siger Lee ifølge Amnesty.

Fortællingerne i Amnestys rapport er ikke enestående. I 2000 udgav en tidligere fange, Kang Chol-hwan, sine erindringer i bogen »The Aquariums of Pyongyang«, hvor han også fortæller om at spise kakerlakker, om tortur og henrettelser af børn.

Organisationen Human Rights Watch kom med en rapport i januar, der også dokumenterer de umenneskelige forhold for de op mod 200.000 politiske fanger. Om manglen på et juridisk system og om den særlige regel om, at selv familiemedlemmer er medskyldige og ender i lejrene.

Et eksempel er Hwang Jang-yop, der døde 87 år gammel sidste år. Han er det højest rangerende medlem af den nordkoreanske elite, der nogensinde er afhoppet til Sydkorea. Det var i 1997. Hans hustru og datter begik selvmord, men en anden datter, hans søn og børnebørn sidder efter sigende stadig i arbejdslejr.

Den slags fanger er der flere tusinder af, anslår Amnesty. Det er en udbredt praksis, der ifølge den amerikanske forening US Committee for Human Rights in North Korea går tilbage til 1972.