Pedro Pans børn, del 1

Flugten fra Cuba

For 50 år siden blev 14.048 børn sendt væk fra Cuba og Castro af deres forældre og ind i USA - under den hemmelige Operation Pedro Pan. Her er tre voksne flygtningebørns historier om at komme alene til et fremmed land.

Fidel Castro (th) har taget magten i Cuba. Året er 1962, og Mario Sanchez, Miguel Xiques og Carmen Valdivias forældre tager en svær beslutning og sender deres børn alene til USA. I dag kan du læse deres fortælling.
Fidel Castro (th) har taget magten i Cuba. Året er 1962, og Mario Sanchez, Miguel Xiques og Carmen Valdivias forældre tager en svær beslutning og sender deres børn alene til USA. I dag kan du læse deres fortælling.

Mario Sanchez’ venner tror, at det er hans oplevelser som marinesoldat, der holder ham vågen om natten. Men det er det ikke. Det er minderne om nonnerne, der slog ham som barn, som gør ham bange.

Miguel Xiques græder stadig, når han tænker tilbage på sin store, rige far, der forfaldt på det lille værelse.

Carmen Valdivia frygter, at noget vil ske i verden, der kan skille hende fra sine børn eller børnebørn. Så hun har lavet en plan for, hvordan familien kan flygte sammen.

De fleste af de 14.048 børn, der blev sendt væk fra Cuba og Castro af deres forældre under den såkaldte Operation Pedro Pan, har stadig ar på sjælen i dag. Men de fik også en frihed i USA, som de aldrig havde fået på Cuba. I dag – 50 år efter – er det på tide at finde ud af, hvad der blev af Pedro Pans børn.

Øjne fyldt med frygt

Det var tidlig morgen i Havanna den 8. august 1962. Carmen Valdivia sad sammen med sin familie om spisebordet i bedstemorens hus, men kunne intet spise. Hun tænkte på, hvad der skulle ske. Ingen talte om det. For gjorde man det, ville man begynde at græde.

Carmen var 12 år, og da måltidet var overstået, skulle hun og hendes to år ældre søster af sted. Hun lukkede døren efter sig.

Ser jeg nogensinde min bedstemor igen, tænkte Carmen, da hun et øjeblik stod stille i gangen. Af en eller anden grund vidste hun, at hun havde set sin bedstemor for sidste gang.

Carmen gik ned ad trapperne og ud ad hoveddøren. På fortovet stod hendes far ved siden af taxaen. Det var hendes mor, der skulle med til lufthavnen, så Carmen skulle sige farvel til sin far.

Carmens far var en mand, der udtrykte sin varme og følelser med øjnene. Han brugte sjældent store ord, men hun kunne altid se hans kærlighed i hans øjne. Men den dag smuldrede han, syntes Carmen. Øjnene var ikke som de plejede at være. Varmen manglede i dem, de var små, blanke og fulde af frygt. Men han græd ikke.

Da taxaen kørte, vendte Carmen sig om og kiggede ud ad bagruden efter sin far. Han blev mindre og mindre, mens de kørte væk, og han stod bare dér med armene hængende løst. Han vinkede ikke. Han stod og så slap ud og faldt næsten sammen. Det lignede, at han var ved at dø, tænkte hun.

Det er det værste, Carmen har oplevet. Farens ansigtsudtryk brændte sig ind i den lille piges hukommelse.

Carmen Valdivia blev sammen med sin søster sendt væk fra Cuba, Fidel Castro og kommunismen og ind i USA den 8. August 1962.

Farvel Cuba

Carmen stod nu i Havanna Lufthavns afgangsområde og havde sagt farvel til sin mor. La pecera – akvariet, blev rummet kaldt, for det var omgivet af glasvægge, og forældrene stod på den anden side og kiggede ind på deres børn. Carmen satte sine håndflader mod glasset, og på den anden side gjorde moren det samme. Kun glasset adskilte dem. Hun så på sin mor, som ikke græd. Det gjorde moren ellers altid, når hun skulle sige farvel.

Carmen havde også fået at vide, at hun ikke måtte græde, for så risikerede hun at blive opdaget af de cubanske militia, og så kom hun måske ikke med flyet. Det var svært.

Hun havde sine nye, højhælede sko på, som hun vrikkede rundt i. Hun var egentlig for lille til at gå i høje hæle, men da hun havde været på en sidste indkøbstur med sin mor og sin søster, havde hendes mor alligevel givet hende skoene. For et nej skulle ikke være det sidste, som Carmen huskede sin mor for.

I favnen havde Carmen sin Mariquita Perez-dukke, som hun havde med overalt. Hun krammede hende. Hun ville beskytte hende.

Tiden i la pecera gik langsomt. Carmen holdt gråden tilbage og undgik øjenkontakt med sin mor. Hun hørte snøft fra de mindste børn, men der var ingen, der rigtigt græd.

Endelig skulle de ombord på flyet. En kvinde i militærtøj tog Carmens taske, der var lavet af læder, og derfor måtte hun ikke tage den med ud af Cuba. I den havde hun tre sæt tøj, et par sko, træ sæt undertøj og sin tandbørste. Nu havde hun kun Mariquita og det tøj, hun havde på.

Inde i flyet fik Carmens søster øje på deres mor.

”Mira. Mami,” sagde søsteren og pegede gennem flyvinduet. ”Se.”

Carmen så sin mor stå alene på lufthavnens balkon og vinke i forsigtige strøg med et hvidt tørklæde.

Da flyet lettede, kom tårerne. Det var sidste gang, Carmen så sit land. Det land, som hun blev sendt væk fra.

At miste sit land

Carmen og de tusinder af andre Pedro Pan-børn blev sendt ud af Cuba, fordi deres forældre frygtede, at Fidel Castro ville indoktrinere dem og sende dem i militærlejre.

Castro havde overtaget magten i 1959, efter at Cubas diktator Fulgencio Batista var blevet afsat. Castro ledte en revolution og lovede demokrati og lige rettigheder til bønderne. Derfor støttede størstedelen af befolkningen revolutionen. Men gradvist tog Castros regime en totalitær drejning, og han fratog befolkningen grundlæggende rettigheder som at eje land og bolig, indførte hundredvis af nye love, genindførte dødsstraffen, og staten overtog en lang række virksomheder og skolerne. Han lukkede desuden katolske kirker og sendte præster ud af landet.

Efter Castros første år som Cubas leder indså dele af befolkningen, at der ikke ville blive demokratisk valg, og sidst i 1961 erklærede Castro sig selv for kommunistisk.

Carmen havde tidligere set amerikanske tv-serier i fjernsynet. Nu så hun i stedet offentlige henrettelser, hvor mænd blev skudt i hovedet af såkaldte henrettelsespatruljer, så hjernemassen flød ud af kraniet.

Det var ikke kun på tv, at hun mærkede Castros undertrykkelse. En dag kom nabokonen løbende over til familiens hus. Hun havde fået at vide, at hendes bror, der boede og arbejdede på en gård inde i landet, var blevet anholdt og beskyldt for at brænde marker med sukkerrør af. Carmen kom med i retten, og hun så bloddråber på gulvet. På under en time var nabokonens bror blevet anholdt, kommet for retten, dømt, henrettet og begravet. Gad vide om han overhovedet er død, det gik jo så hurtigt, tænkte Carmen, da hun så gravstedet.

Castros undertrykkelse og overvågning var overalt. I skolerne, hvor andre børn var blevet sat til at holde øje med, om nogen var imod styret, og i boligkvarterne, hvor militærenheder udspionerede private mennesker.

En dag var Carmen i kirke med sin søster og mor. Da de kom ud af kirken, blev de angrebet af Castro-tilhængere, der råbte og kastede sten mod dem. Familien flygtede til Carmens tante Otilia, der boede i nærheden.

”Børnene må ud af landet, det er ikke sikkert for dem mere,” sagde Otilia til Carmens mor. Nu var det nok. Det havde stået på i mere end to år.

Carmens familie tilhørte Cubas middelklasse, og det var i høj grad den og overklassen, der følte sig undertrykt af Castro. Overklassen havde tilhørt eliten under Batistas diktatur og fik frataget ejendomsretten og adgangen til uddannelse af deres børn. Castros nye skolesystem betød, at børn efter 6. klasse blev sendt til landsbyer og op i bjergene for at undervise bønderne i at læse og skrive, og drenge over 16 år skulle i militæret.


Bombe mod Kinas ambassade

Miguel Xiques’ familie tilhørte også middelklassen. Han var 16 år i 1961 og allerede politisk aktiv. Han havde støttet revolutionen som så mange andre, men da det gik op for ham, at Castro var ved at indføre kommunisme, gik han og hans kammerater til modangreb.

Modstanden begyndte som rebelske drengestreger, men en dag havde Miguel og hans kammerat Luis fået fat i en mindre bombe lavet af en mælkeflaske. De kørte på knallert hen til den kinesiske ambassade i Havanna, for Kina var det værste symbol på kommunismen, mente de to drenge, og de ønskede at sende et signal. De stillede bomben op ad muren til ambassaden og tændte lunten og drønede af sted. De skulle bare nå La Linea, boulevarden, der skiller den gamle bydel i Havanna med centrum, så var de sikre. Efter kort tid hørte de eksplosionen, men vendte aldrig tilbage til ambassaden.

Miguels forældre var bekymrede for deres søns kamp mod Castros regime, og han havde nået en alder, hvor han ville blive sendt i militæret, så forældrene besluttede at sende ham til USA.

Miguel satte sig om bord på et Pan American-fly til Miami den 8. april 1961. Spændt på det nye eventyr i USA.

Miguel Xiques var 16 år, da han den 8. april 1961 blev sendt alene af sted til USA. Han var spændt på eventyret, som han kalder det.

Seks år og sat alene på et fly

Mario Sanchez var fire-fem år, da Castros regime strammede til. Hans familie boede i et stort, flot hus i en forstad til Havanna. Hans far var blandt de rigeste på Cuba. Han havde opbygget vejnettet og fragtede varer mellem havnene og landet. Og som overklassen og middelklassen havde familien flere tjenestefolk, butlere, kokke og gartnere ansat. Børnene levede beskyttede liv, hvor deres seng blev redt, tøjet lagt frem, og selv tandpastaen blev smurt på tandbørsten.

Mario så fly flyve over huset. Der var mange, og det var mærkeligt, for de boede langt fra lufthavnen, syntes han. En dag kom en mand klædt i militærtøj på besøg. Manden ville tale med Marios far. Mario syntes, at manden så slem ud. Han var høj, mørk og havde skæg og en baret på hovedet. Mario blev bange.

Den dag blev Marios far anholdt, men det husker Mario ikke. Han husker kun den dag i lufthavnen, hvor han blev sendt alene af sted på et fly. Han vidste ikke, hvad der skulle ske eller hvorfor. Det var den 2. juli 1962, og Mario var seks år.

Mario Sanchez var seks år, da han sammen sin bror blev sendt væk fra Cuba, Fidel Castro og kommunismen og ind i USA den 2. juli 1962.

Katolikkernes hemmelige løsning

Carmen, Miguel og Mario blev sendt alene til USA, for deres forældre kunne ikke få visa. I januar 1961 havde den amerikanske præsident Eisenhower nemlig brudt de diplomatiske bånd med Cuba, efter at Castro havde reduceret antallet af ansatte på den amerikanske ambassade i Havanna til 11 mand. Dermed blev udstedelsen af visa stoppet.

Imidlertid opdagede forældrene en smutvej, hvor børnene alligevel kunne komme til USA uden visum. I hemmelighed havde den katolske kirke i Miami fået tilladelse af den amerikanske stat til at udstede indrejsetilladelser til cubanske børn under 18 år. Tilladelserne blev fordelt via undergrundsnetværk blandt katolikker og forretningsfolk på Cuba, og de første børn forlod øen den 26. december 1960.

Strømmen af uledsagede flygtningebørn stod på i 22 måneder, indtil Cubakrisen, der var kulminationen på den kolde krig, satte en stopper for flyvninger mellem de to lande. Sovjetunionen ville opstille atommissiler på Cuba med retning mod USA, efter at USA havde opstillet missiler i Tyrkiet, der pegede mod Sovjetunionen. En faretruende atomkrig blev afværget efter 13 dage.

I alt nåede 14.048 børn til USA via aktionen, der blev døbt Operation Pedro Pan – navngivet efter den første dreng, der blev sendt af sted, Pedro Menendez, og flyselskabet Pan American. Oprindeligt var det meningen, at forældrene skulle følge efter deres børn efter få måneder, men det skulle vise sig at gå anderledes. En stor del af familierne blev først genforenet efter flere år, mens nogle aldrig så deres forældre igen.

Læs 2. del af Pedro Pans børn her

Fortællingen er skrevet på baggrund af flere interviews med Carmen Valdivia, Miguel Xiques og Mario Sanchez samt deres venner og bekendte. Baggrundsinformation stammer fra fotografier, dagbøger og andet historisk materiale om Cuba og Operation Pedro Pan.
Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.