Fem måneder gamle Diego har sat gang i en hidsig debat

En af medstifterne af det spanske venstrefløjsparti Podemos tog sit spædbarn med i salen under parlamentets konstituering. Det satte gang i debatten.

Fem måneder gamle Diego fik en enkelt stemme, da det spanske parlament skulle vælge formand. Hans mor, Podemos-toppolitikeren Carolina Bescansa, har måttet forsvare sin beslutning om at tage sit spædbarn med på armen – og give ham bryst – ved parlamentets åbning i onsdags. Foto: Juan Medina/Reuters
Fem måneder gamle Diego fik en enkelt stemme, da det spanske parlament skulle vælge formand. Hans mor, Podemos-toppolitikeren Carolina Bescansa, har måttet forsvare sin beslutning om at tage sit spædbarn med på armen – og give ham bryst – ved parlamentets åbning i onsdags. Foto: Juan Medina/Reuters

BARCELONA: Det var skiftedag, da det spanske parlament i onsdags konstituerede sig efter jordskredsvalget kort før jul.

Ikke kun fordi 62 pct. af de folkevalgte debuterede. Mange af de nye – især dem fra venstrefløjspartiet Podemos – opfører og klæder sig også noget anderledes end de gamle. Nogle ankom eksempelvis på cykel og andre med rastakrøller. »En frisure, som jeg intet har imod,« forsikrede den konservative veteran Celia Villalobos og tilføjede: »Så længe håret er rent, og vi andre ikke bliver befængt med lus.«

Men det var den yngste tilstedeværende – fem måneder gamle Diego – som tiltrak sig størst opmærksomhed.

Hans mor, Podemos-medstifteren Carolina Bescansa, havde taget babyen med i salen for at kunne amme undervejs. Og mellem måltiderne benyttede partichef Pablo Iglesias lejligheden til at dikke, dikke og ride ranke, mens fotograferne knipsede løs. En seance, der næppe ville vække større opsigt på nordligere europæiske breddegrader, men som i Spanien har ført til en hidsig debat på tværs af såvel ideologi som køn.

Blandt de konservative kom den hårdeste kritik fra fungerende indenrigsminister Jorge Fernández Díaz, der er medlem af den ultrakatolske organisation Opus Dei. Han betegnede det som »usselt at bruge sine børn politisk«.

Men også mange socialister mente, at Bescansa burde have afleveret Diego i parlamentets vuggestue, ikke mindst tidligere forsvarsminister Carme Chacón.

Minister med ammepauser

Chacón var gravid og fødte, mens hun som den første kvinde nogensinde bestred den vigtige post. Men hun blandede ikke sine moderlige pligter med de officielle.

»Jeg holdt hver tredje time en pause for at amme. Man kunne have gjort det samme i dag frem for dette show, som giver mig dårlig smag i munden i forhold til alle de kvinder, som ikke har mulighed for at tage deres spædbørn med på arbejde,« sagde Chacon.

Også flere kvindeorganisationer kritiserede Bescansa for at overspille moderrollen til skade for ligestillingen. Selv forklarede Podemos-politikeren, at hun havde taget sin baby med for at bringe parlamentet tættere på dagligdagen i resten af samfundet.

»Det handler om at vise, at denne slags gøremål ikke behøver at være en privatsag, som kvinderne helst skal klare diskret og uden, at nogen ser det,« fastslog Carolina Bescansa.

Hun fik medhold af en række meningsdannere. Eksempelvis mindede El País-blogger Luz Sánchez-Mellado sine læsere om, hvordan gravide kvinder og spædbørnsmødre indtil for få år siden nærmest måtte bevæge sig under cover i det offentlige rum. Den gryende forståelse for fænomener som fødselsforberedelse og barselsorlov er der al mulig grund til at understøtte, skrev hun.

Hvad Diego selv mente om sagen, vides af gode grunde ikke. Men han så ud til at nyde sin politiske ilddåb, der oven i købet kunne være endt med et tillidshverv. Et enkelt vittigt hoved stemte nemlig på »Bescansas baby« som formand for parlamentet.

Mor Carolina fik 71 stemmer, men posten gik til socialisten Patxi López – som et signal om, at de »nye« politikere måske nok løber med opmærksomheden, men at de »gamle« fortsat sidder på magten. I hvert fald indtil videre.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.