Faxen som kunne have forhindret 800.000 drab

Faxen tikkede ind i New York 10. januar 1994. En informant beskrev i detaljer forberedelsen af et folkemord i Rwanda. Faxen kunne have forhindret 800.000 drab. Hvorfor skete det ikke?

OBS: Denne artikel indeholder stærke billeder

Problemet var ikke, at den danske udenrigsminister var mere karakterløs end sine kolleger. Problemet var, at de alle sammen var som ham.

Og så døde de i Rwanda. De blev hugget op med macheter, de blev flænset med sømkøller, de blev hakket ned med økser, de blev druknet og levende begravet, i gennemsnit 18,3 mennesker i minuttet døgnet rundt, 1.095 i timen, og på mindre end en måned døde flere end 800.000 mennesker.

Der var mange undskyldninger for ikke at gøre noget, og den danske udenrigsminister Niels Helveg Petersen (R) havde sine undskyldninger parat. »Danmark bidrager i forvejen med FN-soldater mange andre steder …, og grundlaget for missionen i Rwanda er noget usikkert,« sagde han dengang. Danmark har heller ingen ekspertise i det område, de afrikanske lande er nærmere til at sende soldater, og spørgsmålet er også, om »FN-soldaterne overhovedet vil få rimelige arbejdsmuligheder.«

Det nøje planlagte folkemord i Rwanda i 1994 kostede i løbet af bare 100 dage 800.000 mennesker livet. Ofrene mindes i dag i The Kigali Memorial Centre, der ligger i en del af hovedstaden, hvor hele 250.000 omkom. Foto: Pelle Rink
Det nøje planlagte folkemord i Rwanda i 1994 kostede i løbet af bare 100 dage 800.000 mennesker livet. Ofrene mindes i dag i The Kigali Memorial Centre, der ligger i en del af hovedstaden, hvor hele 250.000 omkom. Foto: Pelle Rink

Den danske udenrigsminister var ikke ene om undskyldningerne; han var reglen. I det britiske parlament forsøgte udenrigsminister Douglas Hurd at forklare, hvorfor briterne kunne sende soldater til Bosnien, men ikke til Rwanda. Et parlamentsmedlem spurgte ham: »Er der én lov for europæere og en anden for sorte afrikanere?«

I FN blokerede den amerikanske regering for at sende soldater til Rwanda. Det ville kræve for mange soldater, det ville blive for dyrt, det ville blive for besværligt, sagde Clinton-regeringen, og FNs sikkerhedsråd besluttede sig til sidst for at trække FN-soldaterne helt ud.

Og så døde de i Rwanda. »Fjenden er derude – tag ham,« propaganderede folkemordernes radiostation, Radio Mille Collines. »Gravene er kun halvfulde.«

Pixi-historien

Folkemordet er i dag blevet til en udsøgt grusom, men også udsøgt letlæst historie: At nede i Afrika, i et lille land, boede to stammer, som simpelthen ikke kunne døje hinanden. Den ene stamme hed hutu, den anden tutsi, og i 1994 begyndte hutuerne at myrde tutsierne, og eftersom de var flest – i forholdet ét til syv – lykkedes forehavendet til overflod. 85 procent af alle tutsier i Rwanda blev dræbt.

En rwandisk soldat holder vagt mens lig bliver løftet op af en massegrav for at de døde kan blive talt efter massakren på hutu-flygtninge udført af den tutsi-dominerede Rwandiske hær 23. april 1994.
En rwandisk soldat holder vagt mens lig bliver løftet op af en massegrav for at de døde kan blive talt efter massakren på hutu-flygtninge udført af den tutsi-dominerede Rwandiske hær 23. april 1994.

Der er god grund til, at den simple historie er den operative historie, skriver medieforskeren Tendai Chari i tidsskriftet African Studies. For sådan et narrativ fritager i høj grad Vesten for ansvar. Hvis vi opfatter folkemordet som endnu en afrikansk tragedie, endnu en rejse ind i mørkets hjerte, så er det håbløst at gøre noget, skriver han, og så er vi undskyldt.

Men narrativet er da også i bund og grund usandt. Folkemordet er en helt anden historie.

»Vi kan, hvad vi vil«

10. januar 1994 om aftenen tikkede en fax ind i FN-hovedkvarteret i New York. Afsenderen var chefen for FN-styrkerne i Rwanda, den fransk-canadiske general Romeo Dallaire.

En hutu-flygtning med machete-sår på hovedet går rundt i skolegården i flygtningelejren i Kibeho i april 1094.
En hutu-flygtning med machete-sår på hovedet går rundt i skolegården i flygtningelejren i Kibeho i april 1094.

Faxen var – mildest talt – enestående, og når man læser den 20 år senere, har man stadig en fornemmelse af mange døde mennesker, som i dag kunne være levende. Faxen er klassificeret som »most immediate« – »hastende« – og det er ganske forståeligt. Dallaire skrev, at han gennem en »meget højtstående politiker« havde fået kontakt til en informant i Interahamwe, en hutu-milits.

Se faxen med advarslen om folkemord:

På det tidspunkt havde præsident Habyarimana været ved magten siden 1973, og han og hans hutu-parti var under pres både indefra og udefra for at gennemføre en magtdeling. Præsidenten var lydhør, men en fraktion af strammere var bestemt ikke; de ville have – som de sagde – »hutu power,« og de havde lagt en djævelsk dristig plan, som informanten fortalte general Dallaire om:

Strammerne forberedte militsmedlemmer og præsidentgardister på et »endeligt opgør« med tutsier og moderate hutuer, de fik våben og uddannelse, og informanten havde efter ordre oprettet en liste med navnene på tutsier og dissidenter i hovedstaden, Kigali. Planen var at fremprovokere en borgerkrig eller en anden begivenhed, som kunne få planen til at rulle; og for at undgå indblanding skulle militserne dræbe belgiske FN-soldater, for det ville få Belgien til at trække sine soldater hjem.

Et billede taget 6. juni 1994 viser en rwandisk grædende dreng i en flygtningelejr uden for Rwandas hovedstad Kigali.
Et billede taget 6. juni 1994 viser en rwandisk grædende dreng i en flygtningelejr uden for Rwandas hovedstad Kigali.

Alt det skrev general Dallaire prunkløst og i punktform i faxen til hovedkvarteret i New York, og han citerede også informanten for hensigten med de nævnte navnelister: »Han skulle … udrydde de mennesker, der var på listerne. Han gav som eksempel, at hans milits kunne udrydde 1.000 mennesker på 20 minutter.«General Romeo Dallaire ville i løbet af de næste 14 timer handle proaktivt, skrev han. Informanten ville føre ham til våbenlagrene, han ville konfiskere våbnene og lade strammerne forstå, at spillet var ude. Informanten bad om FN-asyl for sig selv og sin familie, og det ville Dallaire give ham, skrev han.

10. januar 1994 var en almindelig mandag aften i New York, og den aften landede generalens fax med afsløringen af et folkemord, som ventede på at blive begået. Historien er den ene mulighed ud af mange, som bliver til noget, og i det øjeblik – klokken 18.45 lokal tid – kunne historien have taget en anden retning. Som general Dallaire sluttede sin fax: »Peux ce que veux. Allons-y.«

»Vi kan, hvad vi vil. Fremad.«

Rationelt folkemord

Faxen bekræfter, hvad professor og sociolog Helen Fein tidligere har fastslået – at folkemord er en rationel handling. Hvis det omvendte var tilfældet, kunne folkemord også vanskeligt forebygges. Hvis det populære narrativ f.eks. var korrekt – hvis Rwanda var to stammer, som frådede af vrede mod hinanden og bare ventede på en anledning til at dræbe hinanden – så ville Rwanda kræve titusindvis af FN-soldater og politiske pædagoger i døgnvagt.

Men det var netop ikke tilfældet; folkemordet i Rwanda var en rationel handling, en løsning på et magtpolitisk problem; folkemorderne kalkulerede med, at hvis de dræbte nok tutsier og moderate, ville de skabe en stat af strammere, en stat »bundet sammen af den morderiske solidaritet mellem drabsmænd,« som kulturpsykologen David Norman Smith har udtrykt det.

Australske FN-soldater ser efter snigskytter 24. april 1994, mens andre soldater evakuerer overlevende hutuer. Et folkemord havde fundet sted to dage forinden, hvor 2000 var dræbt af rwandiske tropper.
Australske FN-soldater ser efter snigskytter 24. april 1994, mens andre soldater evakuerer overlevende hutuer. Et folkemord havde fundet sted to dage forinden, hvor 2000 var dræbt af rwandiske tropper.

Men hvordan kunne folkemord blive en magtpolitisk løsning?Fordi alternativet for magthaverne var værre, nemlig at miste deres magt, skriver professor Rene Lemarchand i »Century of Genocide.« Rwanda var i januar 1994 i opbrud. Præsident Juvenal Habyarimana havde taget magten 21 år tidligere ved et kup og styrede landet gennem en køkkenbordsjunta, som gik under navnet akazu – »det lille hus« – og som bestod af hans kone, Agathe, hendes tre brødre og en håndfuld rådgivere.I oktober 1990 invaderede RPF – en guerillahær af landflygtige tutsier – fra en base i Uganda, og krigen skabte hundredtusindvis af flygtninge, og det øgede de allerede eksisterende spændinger i landet. Kaffebønderne følte sig udbyttet af akazuen, og den centrale og sydlige del af landet følte sig uden for indflydelse.

Nabolandene indkaldte til en fredskonference, og i 1993 skrev præsident Habyarimana under på en fredsaftale, som skulle indføre magtdeling – men de fleste medlemmer af køkkenbordsjuntaen var inderligt imod, blandt andre Habyarimanas hustru og hendes tre brødre, for fredsaftalen ville koste dem deres enevældige magt.

Og derfor begyndte de at forberede overgangen til »hutu power« gennem folkemord.

»Forhold dig passivt«

Kontrafaktuel historieskrivning er en speget affære, men der er en god sandsynlighed for, at det alt sammen kunne have været stoppet 10. januar 1994 – klokken 18.45.

Men løvehjerterne var ikke på arbejde – ikke den aften. I årevis forsøgte FN at holde svaret på faxen hemmeligt, og det er for så vidt forståeligt, for i bakspejlet tager det sig ynkeligt ud. Forskere fra det amerikanske National Security Archive fremlagde i forrige uge alle dokumenterne, og svaret til general Dallaire var forfattet af vicegeneralsekretær Kofi Annan og hans løjtnant, Iqbal Riza.

Et billede fra 1984, der viser den franske præsident Francois Mitterand ved ankomst til Rwanda. I bilen ses han sammen med Rwandas præsident, Juvenal Habyramimana, der 6. april 1994 døde, da hans fly blev skudt ned under indflyvning til Kigali.Allerede i 2008 offentliggjorde Rwandas regering en rapport, der hævdede, at Frankrig var vidende om, at et folkedrab var nært forestående.
Et billede fra 1984, der viser den franske præsident Francois Mitterand ved ankomst til Rwanda. I bilen ses han sammen med Rwandas præsident, Juvenal Habyramimana, der 6. april 1994 døde, da hans fly blev skudt ned under indflyvning til Kigali.Allerede i 2008 offentliggjorde Rwandas regering en rapport, der hævdede, at Frankrig var vidende om, at et folkedrab var nært forestående.

De svarede generalen, at han skulle forholde sig i ro, og de valgte den mest restriktive og bureaukratiske tolkning af FN-styrkernes mandat. De så umuligheder, hvor Dallaire så muligheder, de fortalte ham, at han ikke havde mandat til at konfiskere ulovlige våben, og at informanten var utroværdig og ikke skulle tilbydes asyl. I stedet krævede protokollen, at generalen gik til præsident Habyarimana og fortalte ham, at FN havde fået oplysninger om uregelmæssigheder i præsidentens parti, og han skulle bede ham om at undersøge dem, skrev de. 3. februar fulgte Kofi Annan op med endnu en påmindelse til Dallaire. FN-styrkerne i Rwanda »kan ikke påtage sig en aktiv rolle ... de kan kun overvåge.«

Fra det øjeblik gik alt ad helvede til.

10. februar 1994 forsvandt informanten, forberedelserne til folkemordet blev intensiveret, og 6. april 1994 blev præsident Habyarimanas fly skudt ned under indflyvning til Kigali. Præsidenten var på vej hjem fra en fredskonference i Tanzania, han blev dræbt, det samme blev nabolandet Burundis præsident og en stribe af ministre, og før end ligene var kolde, havde strammerne og Radio Mille Collines placeret ansvaret: Det var tutsier, FN-soldater og dissidenter, som gjorde det, og nu var det tid til én gang for alle at rense Rwanda for »vampyrerne, som drikker de renes blod«.

7. april angreb præsidentgardister en FN-styrke og tog ti belgiske soldater til fange; de blev i levende live torteret, kastreret med macheter og derefter dræbt, og kort efter trak Belgien sine soldater ud. De belgiske soldater var den eneste duelige del af FNs fredsbevarende styrke i Rwanda, resten af FN-soldaterne var utrænede og umotiverede, og alt var gået præcist, som informanten havde advaret Dallaire om, og som Dallaire havde advaret New York om, og nu var det tid til »hutu power«.

Ifølge det populære narrativ satte drabet på præsidenten hele hutubefolkningen i en blodrus, og himlen eksploderede. Men det var langtfra tilfældet, som forskere har påvist. Forløbet er præget af en lang række »tipping points,« siger René Lemarchand – vendepunkter eller væltepunkter, hvor udviklingen lige så let kunne gå den ene som den anden vej. Blot to timer efter nedskydningen af præsidentflyet var gardisterne og militserne i hovedstaden i gang med at slå ihjel efter de forberedte dødslister, men det var ikke et folkeligt folkemord og slet ikke i provinsen, hvor f.eks. partichefen i den næststørste by, Butare, holdt gemytterne i ro i ti dage. Rwanda var således ikke et land med et etnisk trykkogerhad – hvis det var, ville det ikke være nødvendigt for Radio Mille Collines at incitere mere og mere hysterisk til drab på »kakerlakker og rotter ... dræb dem, før de dræber dig.«

Det rullende forløb med »tipping points« betød, at havde omverdenen grebet ind, kunne det have tippet den anden vej og »stoppet eller begrænset massakren,« som en uafhængig FN-rapport konkluderede. Men det skete ikke. USA sagde nej til at sende en ny FN-styrke af sted. Clinton-regeringen truede med et veto, og i stedet sendte USA og vestlige regeringer kommandosoldater ind udelukkende for at hente deres egne statsborgere ud, og 14. april besluttede FNs sikkerhedsråd at trække hovedparten af de resterende FN-soldater ud.

Og så døde de i Rwanda.

»Hvorfor?«

75 år efter Adolf Hitler og udbruddet af Anden Verdenskrig – og folkemordet på seks mio. jøder – lyder spørgsmålet stadig og med rette: Hvorfor var der ingen, der stoppede det?

Akkurat det samme spørgsmål kan stilles efter Rwanda, og problemet var ikke blot, at ingen gjorde noget, problemet var i endnu højere grad, at alle synes at gøre alt for at incitere folkemordet – fra afvisningen af faxen til ordren til Dallaire om at forholde sig passivt; fra tilbagetrækningen af FN-styrkerne til Vestens afhentning af egne borgere; fra den amerikanske vetotrussel til europæiske udenrigsministres vaklen. Folkemordet stoppede først, da guerillahæren RPF nåede frem til Kigali, og den siddende regering og den hårde kerne tog flugten. Rwandanserne stoppede med andre ord selv folkemordet.

Et billede fra 16. juni 1994 viser rwandiske soldatater fra Wwandan Patriotic Front (RPF), der passerer liget af en kvinde, dræbt af regeringsvenlige militser før byen faldt i oprørernes hænder.
Et billede fra 16. juni 1994 viser rwandiske soldatater fra Wwandan Patriotic Front (RPF), der passerer liget af en kvinde, dræbt af regeringsvenlige militser før byen faldt i oprørernes hænder.

Som FN-rapporten fastslår: Der er undervejs eksempler på individuelt heltemod, men det overvejende indtryk er et systematisk og massivt svigt, og da Kofi Annan blev generalsekretær for FN, undskyldte han også på vegne af verdenssamfundet. »Vi svigtede på et tidspunkt, hvor Rwanda behøvede os,« sagde han. Niels Helveg Petersen sagde, at han »udmærket« forstod kritikken af FN, som reagerede for sent, men at Danmark ikke kunne have gjort mere, end Danmark gjorde.Tidligere præsident Bill Clinton sagde i forrige uge, at han fortrød sin mangel på handling, og »det har gjort et stort indtryk på mig,« sagde han.

Men som en talsmand for den nuværende regering i Rwanda har sagt og med lidt andre ord: Der er de undskyldninger, som man føler, man skal give – og så er der de undskyldninger, som man simpelthen ikke kan lade være med at give, og vestlige politikere har kun givet den første slags, hvis de overhovedet har givet nogen.Hvilket for så vidt bekræfter, hvad Elie Viesel har konstateret:»Det modsatte af kærlighed er ikke had, men ligegyldighed. Det modsatte af liv er ikke død, men ligegyldighed.«

Og det var, hvad der slog 800.000 mennesker ihjel – det var macheter, køller og økser, men først og fremmest var det ligegyldighed.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.