Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Fans og spillere bebrejder militæret

De egyptiske sikkerhedsstyrker lod stå til og banede i nogle tilfælde vejen for voldelige sammenstød, lyder kritikken efter fodboldtragedie, hvor mindst 74 blev dræbt.

Egypten har indledt en tre dage lang landesorg, efter at mindst 74 personer blev dræbt og over 1.000 blev såret onsdag aften i forbindelse med en fodboldkamp mellem klubberne al-Ahly og al-Masry.

Flere spillere og tilskuere kritiserer i høj grad det nuværende militære styre i Egypten og landets sikkerhedsstyrker for ikke at beskytte både spillere og fans.

- Folk er døde, vi har set flere lig. Der er hverken sikkerhedsstyrker eller militærfolk, der kan beskytte os, lød det ifølge Reuters fra al-Ahly-spilleren Mohamed Barakat midt under urolighederne.

Flere politikere - herunder landets største parti, Det Muslimske Broderskab - har direkte beskyldt militærstyret for at have orkestreret de voldelige optøjer for at ramme de al-Ahly-tilhængere, som har været blandt de mest voldelige af demonstranterne i Egypten gennem det seneste års tid.

En al-Ahly-fan siger til CNN, at sikkerhedsstyrkerne på stadion forholdt sig helt passive og i nogle tilfælde endda direkte tillod de voldelige optrin mellem de to fangrupper.

- Politiet åbnede portene, der adskilte os fra al-Masry-tilhængerne, og deres hooligans angreb os med alt: sten, glasflasker, knive, sværd. Nogle havde pistoler. Hvordan kunne politiet lukke folk med den slags våben ind på tribunerne? spørger Amr Khamis.

I det egyptiske indenrigsministerium lyder forklaringen, at fangrupperne på forhånd havde besluttet sig for, at kampen skulle udvikle sig voldeligt uanset hvad.

- Der var organiserede grupper blandt tilskuerne, som bevidst provokerede politiet gennem hele kampen. De eskalerede volden og stormede ind på banen efter slutfløjtet. Vores politifolk forsøgte at fastholde dem uden dog at indgå i kamphandlinger, siger general Marwan Mustapha fra indenrigsministeriet.

Torsdag er der planlagt demonstrationer flere steder i Egypten. Tilhængere fra al-Ahly, der holder til i Kairo, vil blandt andet gå i et optog fra klubben til indenrigsministeriet, forklarer en al-Ahly-tilhænger til BBC.

- Folk er vrede på regimet mere end noget andet. Folk er meget vrede, man kunne se raseriet i deres øjne, siger Mohammed Abdel Hamid.