Da et Airbus 320 fly i 2009 måtte nødlande i Hudsonfloden i New York var det angiveligt efter at have ramt en eller flere fugle. Det har længe været anerkendt, at fugle kan udgøre en trussel mod flysikkerheden. Her er nogle fakta om fugle og fly.
16. januar 2009, 08:43 – opdateret 20. juni 2011, 23:06
- Skader forårsaget af fugle eller andre dyr, som kolliderer med fly, koster hvert år den civile og militære luftfart i USA tilsammen mere end 600 millioner dollar om året. Det svarer til 3,5 milliarder kroner.
- Siden 1998 har 219 mennesker verden over mistet livet på grund af sådanne sammenstød.
- De amerikanske luftfartsmyndigheder har i perioden 1990 til 2004 registreret mere end 56.000 tilfælde, hvor fugle på en eller anden måde har ramt civile fly. Men dette tal formodes kun at udgøre 20 procent af det reelle antal sammenstød.
- Fugle har udgjort en trussel mod luftsikkerheden, så længe luftfarten har eksisteret. Det første registrerede tilfælde af et såkaldt "bird strike" var over den amerikanske delstat Ohio i 1905, hvor Orville Wright kolliderede med en fugl. Sammen med sin bror foretog han den 14. december 1903 historiens første motordrevede flyvetur i en flyvemaskine, som var tungere end luften. En tur på blot fire sekunder.
- Fugle står for 97 procent af de tilfælde, hvor fly rammer et dyr. Men også prærieulve, alligatorer, rådyr og flagermus er at finde i statistikerne.
- Tre fjerdele af alle "bird strikes" involverer vandfugle, måger og rovfugle.
- Fugle udgør især en sikkerhedstrussel i lufthavne tæt ved vand. New Yorks La Guardia Lufthavn har forsøgt sig med flere tiltag, som skal få fuglene væk fra området omkring lufthavnen. En ofte anvendt metode er støjkanoner, men fuglene kan angiveligt blive resistente over for støjen, og nogle bliver endda efterhånden opstemte af den.
- Selv om de fleste uheld mellem fugle og fly sker i lufthavne, har de amerikanske myndigheder registreret 1.300 tilfælde i mere end 5.000 fods højde. Højde-rekorden formodes at være 37.000 fod.
- En amerikansk fugleekspert har tidligere vurderet at op imod en milliard fugle hvert år bliver dræbt ved kollisioner med vinduer i huse i USA.
- Mange lufthavne bruger fugleskræmsler i form af maskiner, der udsender høje lyde. Men det virker kun i begrænset omfang.
Kilder: Ritzau/Reuters/Bird Strike Commitee/ABCbirds


































