Europas tvivlsomme lære af Irakkrigen

Den europæiske splittelse over Irak-krigen var total forud for invasionen, og ti år efter angrebet på Saddam Hussein er spørgsmålet, om Europa har lært noget af krigen.

ARKIVSOLO - Britain's Prime Minister Tony Blair poses with the troops in Basra, 17 December 2006. Some 7,000 British troops in Basra are engaged in an operation to counter the influence of armed tribal and political militias, fight insurgents and prepare Iraq's own forces for the task of maintaining security on their own. AFP PHOTO POOL REUTERS/Eddie Keogh
ARKIVSOLO - Britain's Prime Minister Tony Blair poses with the troops in Basra, 17 December 2006. Some 7,000 British troops in Basra are engaged in an operation to counter the influence of armed tribal and political militias, fight insurgents and prepare Iraq's own forces for the task of maintaining security on their own. AFP PHOTO POOL REUTERS/Eddie Keogh

LONDON/BERLIN. Tony Blair bliver stadig ofte overfuset, når han går ned ad gaden i London. Folk råber efter ham, at han er en »løgner« og en »krigsforbryder«.

Sidste søndag lancerede Storbritanniens tidligere ambassadør i Washington, Sir Christopher Meyer, derudover en nådesløs kritik af den tidligere premierminister, som han kaldte »mere evangelisk end amerikanske kristne« i sin opbakning til George W. Bush forud for Irak-krigen.

Her ti år efter krigen mod Irak blev skudt i gang, vækker den stadig stærke følelser, og Tony Blair har selv opgivet at overbevise folk om, at det var det rigtigt at lade Storbritannien deltage. Over halvdelen af briterne – 53 procent – mener, at det var forkert at angribe Irak, afslører ny YouGov-måling. Mere end hver femte – 22 procent – finder at Blair bevidst førte den britiske befolkning bag lyset og bør sættes for retten som krigsforbryder.

For to år siden sagde Tony Blair ellers, at briterne må stoppe sin »ynkelige undskyldningspolitik« over for krigen. I dag forsøger han blot at forklare folk, hvor »kompleks og svær« beslutningen var for ham, som han siger i et interview med BBC.

Han fortryder dog fortsat ikke. Heller ikke selv om angrebet på Saddam Hussein blev begrundet med, at diktatoren truede omverdenen med masseødelæggelsesvåben, hvilket viste sig ikke at være sandt.

Da Tony Blair i slutningen af januar 2003 satte sig ind i flyveren mod USA til det afgørende krigsråd med USAs præsident George W. Bush, var han stadig i rollen som ledende europæisk statsmand, men det var et splittet Europa, han lagde bag sig. Med sig havde han opbakning fra syv andre europæiske ledere, der samme dag havde offentliggjort et fælles brev til verdensoffentligheden i aviser verden over. Det var blandt andre Italiens Silvio Berlusconi, José Maria Aznar fra Spanien og Anders Fogh Rasmussen fra Danmark. Indhyllet i diplomatiske vendinger var brevet en umisforståelig opbakning til en krig mod Saddam Husseins regime og en advarsel til Frankrig og Tyskland.

»Vi må forblive forenede i vores insisteren på, at hans regime bliver afvæbnet,« skrev de otte med henvisning til de masseødelæggelsesvåben, som, de påstod, Saddam Hussein besad.

Men Tony Blair havde også en seddel fra den britiske statsadvokat, Peter Goldsmith. På sedlen, dateret 30. juni 2003, konkluderer statsadvokaten, at en krig mod Irak efter hans vurdering vil kræve en ny FN-resolution for at være lovlig. En vurdering han senere ændrede.

De europæiske krigsmodstandere var en uge tidligere blevet rangeret ud på et sidespor af den amerikanske udenrigsminister, Donald Rumsfeld, der på en pressekonference delte Europa op i det gamle og det nye Europa.

»Du tænker på Europa som Tyskland og Frankrig. Det gør jeg ikke. Det er gamle Europa,« sagde Donald Rumsfeld, der mente, at Europas tyngepunkt var flyttet mod øst – over mod krigstilhængerne i Østeuropa.

Få uger senere svarede gamle Europa igen. Under en sikkerhedskonference i München i Tyskland. I et passioneret indlæg slog den tyske udenrigsminister og tidligere fredsaktivist Joschka Fischer over i engelsk, da han direkte henvendt til Rumsfeld undsagde hele USAs krigsargument. »Undskyld mig, men jeg er ikke overbevist. Det er mit problem. Og jeg kan ikke gå til offentligheden og sige: Lad os gå i krig, der er grunde og så videre. Jeg tror ikke på dem,« næsten råbte Joschka Fischer.

Den europæiske splittelse var total og åbenlys. Sammenholdet i verdens mægtigste militæralliance, NATO, var væk. FN sagde nej. George W. Bush opgav at få en ny resolution, og den 20. marts 2003 gik en gruppe af »villige« lande bestående af blandt andre USA, Danmark, Storbritannien, Polen og Spanien i krig for at afvæbne Saddam Hussein. Resten er historie, som man siger i USA.

Og historien viser som bekendt, at Joschka Fischer havde ret. Donald Rumsfeld, Tony Blair og Anders Fogh Rasmussen tog fejl. Saddam Hussein havde ikke de påståede masseødelæggelsesvåben, som han skulle afvæbnes for.

I et interview har Joschka Fischer senere genkaldt sig det skelsættende sammenstød med Donald Rumsfeld og sammenlignet det neokonservative »brændstof« bag Irak-krigen med det ideologiske brændstof, han kendte fra sin egen fortid på den radikale venstrefløj. En følelse af, at man ikke behøvede at efterleve reglerne i den gamle verden, fordi man var i gang med at skabe reglerne for en ny.

»Det var det modsatte af konservativt. Det var troen på, at man kan skabe en bedre verden med magt,« sagde Joschka Fischer i 2007 i et interview med TV-kanalen HBO.

I dag trækker Irak-krigen stadig spor i Europa, og spørgsmålet er, om Europa lærte andet af Irak-krigen, end at den havde en høj pris – såvel økonomisk som i tab af menneskeliv og folkelig opbakning.

Modstand mod krigen kostede reelt Tony Blair posten som premierminister, regningen for krigen løb ifølge nobelprisvinderen Joseph Stiglitzs op i mindst 3.000 mia. dollar, over 100.000 dræbte civile irakere, mens også 4.800 vestlige tropper – de fleste amerikanere men også 179 britiske og otte danske soldater – mistede livet.

Den nedslående status i 2013 er, at Vesten ikke nåede sine mål i Irak og bagefter drog nogle tvivlsomme konklusioner af det hele, vurderer Thomas Jäger, professor i international politik ved universitetet i Köln og udgiver af tidsskriftet ZFAS – Zeitschrift für Aussen- und Sicherheitspolitik.

Både USA og de europæiske lande har ifølge Thomas Jäger i hvertfald draget to konklusioner af Irak.

Den ene er groft sagt, at fordi krigen ikke lod sig retfærdiggøre, udvikler man nu metoder at føre krig på, der ikke i samme grad skal retfærdiggøres: Højteknologisk krigsførelse. Målrettede drab med førerløse droner. Cyberwar med digitale angreb på fjendens infrastruktur. Ingen soldater på jorden. Ingen indlejrede journalister. Ingen TV-billeder.

»Vi har ikke set noget til de 4.500 dræbte afghanere og pakistanere, der er blevet skudt af droner. Det er ikke en krig, der foregår i medierne, og som man skal retfærdiggøre i offentligheden. Men man må være forsigtig med, hvilke kapaciteter, der vokser ud af det. For det er ikke dårligt, at befolkningen er tilbageholdende med at gå i krig. Det tvinger regeringer til at agere velovervejet og retfærdiggøre sig,« siger Thomas Jäger.

Den anden og beslægtede konklusion er, at fordi det ikke lod sig gøre at bombe sig til demokrati i Irak, har man opgivet det som politisk mål.

»Det kan man godt kalde den forkerte lektie. Man skulle have spurgt sig selv, om der er en anden vej til at nå målet. For det er jo ikke noget dårligt mål at demokratisere disse autokratiske regimer,« siger Thomas Jäger, der vurderer, at de militærpolitiske lektier fra Irak letter presset på de udemokratiske områder uden for Europa.

»Man har helt opgivet målet om en politisk støttet befrielsespolitik. Det vil sige, at man er kastet tilbage til det geopolitiske magtspil. Og når vi betragter Europas periferi, ser vi i Hviderusland, i Ukraine, i Centralasien og i Tyrkiet, hvordan regimer forholder sig under disse betingelser. Demokratisering er ikke et ord, der spiller nogen rolle,« siger Thomas Jäger.

Europa er altså ikke afskrækket fra at gå i krig, men det skal helst være hurtigere, billigere og mere smertefrit end de langtrukne landkrige, hvor det tilmed er svært at opretholde folkets opbakning.

Den lektie, Europa i stedet burde have lært af Irak-krigen, er at planlægge langsigtet og gøre sit hjemmearbejde grundigt, mener den tyske professor og peger på de europæiske interventioner i både Syrien, Libyen og Mali i det vestlige Afrika. De politiske systemer skal studeres nøje, så man ved præcis, hvilke etniske og religiøse grupper, der støtter hvem.

Når man lytter til diskussionen om Libyen, Syrien og Mali, har De så på noget tidspunkt hørt nogen sige: ’Vi lærte i Irak, at …?’

»Nej. Man lærte overhovedet ingenting af det. I Libyen har Frankrig optrådt, som USA gjorde i Irak. Dem, der ikke vil være med, kan bare lade være. Det handler ikke om at løse en konflikt i fællesskab og lægge gode planer for tiden derefter,« siger Thomas Jäger.

I Storbritannien har man nedsat en undersøgelseskommission med det erklærede mandat at kulegrave beslutningen om at gå i krig imod Irak for at lære af den i forhold til fremtidige konflikter. Men over tre år efter, at høringerne begyndte, venter alle stadig på rapporten fra Sir John Chilcot. Meget peger på, at offentligheden aldrig får den fulde sandhed om optakten til Irakkrigen.

Årsagen til forsinkelsen af rapporten er, at Sir John Chilcot ønsker at offentliggøre en central telefonsamtale mellem Tony Blair og George W. Bush fra få dage før invasionen 20. marts 2003. Chilcot har skrevet direkte til premierminister David Cameron for at få tilladelse. Men regeringen har afvist dette med den begrundelse, at en afsløring af indholdet rummer »betydelig fare« for at skade det tætte britisk-amerikanske forhold.

Men dette er ikke det eneste, der spøger for USAs tætteste samarbejdspartner i Europa. For blot to uger siden begyndte høringer i den såkaldte Al-Sweady Undersøgelse, der kulegraver anklager om, at britiske soldater dræbte 20 ubevæbnede civile og misbrugte andre tilfangetagne efter et slag med shia-oprørere nord for Basra i 2004; de alvorligste anklager imod britiske soldater under krigen i Irak. Sagen omfatter 15 irakere, der er givet visum for at kunne vidne i London. 45 andre irakere vil blive afhørt på den britiske ambassade i Beirut. Afhøringerne ventes tidligst færdige ved udgangen af 2014.

Tony Blair insisterer på, at situationen i Irak var meget værre under Saddam Hussein end i dag på grund af alle de, der led og blev dræbt under diktatorens undertrykkelse. Ifølge Blair er det her ti år efter stadig for tidligt at gøre regnskabet op for den mest kontroversielle krig i nyere tid: »Vi er midt i en kamp, det kommer til at tage en generation.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.