Etnisk udrensning: Libyske oprørere fordrev 30.000

Libyske oprørere greb til våben mod Gaddafis undertrykkelse. Nu begår de selv overgreb, der tenderer forbrydelser mod menneskeheden. Berlingske har trods forbud besøgt spøgelsesbyen Tawergha.

Den libyske spøgelsesby Tawergha.
Den libyske spøgelsesby Tawergha.

For et halvt år siden boede her omkring 30.000 mennesker. Nu er ikke en eneste af byen Tawerghas indbyggere tilbage.

På byskiltet har en og anden på arabisk skrevet »Tawergha, I hunde«, og det er ikke en henvisning til de vilde hunde, der som et af de få tegn på liv løber rundt i ruinerne. »I hunde« refererer til Tawerghas fordrevne indbyggere, der alle er sorte afrikanere, hvis forfædre i sin tid blev bragt til området som slaver. Tawerghas mørkhudede efterkommere tog flugten tilbage i august sidste år, da de libyske oprørere fra den større by 32 kilometer mod nord, Misrata, fortrængte den daværende libyske leder Muammar Gaddafis styrker fra Tawergha.

Flere af byens indbyggere havde kæmpet side om side med Gaddafis styrker. Mange - eller alle, som nogle kilder hævder - var Gaddafi-tilhængere, og derfor får ingen lov til at vende tilbage.

»De har fået at vide, at de ikke skal komme tilbage. Hvad, der skal ske med området, er uvist. Måske det bare bliver revet ned,« siger den ene af de to oprørere, der - uvist af hvilken grund - har valgt at tage Berlingske med ind i spøgelsesbyen.  

Læs også: Søvndal får løfter om Libyens fremtid

To dage forinden havde det militære sikkerhedsråd - den reelle magthaver i Misrata - sagt nej, da Berlingske spurgte om lov til at køre til Tawergha. 

»Det er for farligt. Der er stadig landminer, og der kan være kriminelle,« lød forklaringen, der dog ikke er udtømmende.

»Tawergha er ganske enkelt en alt for følsom sag, som myndighederne ikke ønsker opmærksomhed omkring,« siger en europæisk bistandsarbejder, der er udstationeret i Libyen.

Forbrydelser mod menneskeheden

De to store og toneangivende menneskerettighedsorganisationer Human Rights Watch og Amnesty International har dog også begge været ude med riven.

»Det nye Libyen er ikke et sikkert sted, hvis du er fra Tawergha, Tomina eller Kararim (to nærliggende landsbyer, hvor den fordrevne befolkning heller ikke får lov at vende tilbage, red.) Nogle militser i Misrata greb til våben for at komme af med undertrykkelsen, og nu bringer de den tilbage ved at undertrykke andre,« fastslog Human Rights Watch for kun en uge siden i en gennemgang af Misrata-militsernes forbrydelser.

Ifølge organisationen, der har besøgt området flere end ti gange mellem september og januar for at indsamle beviser for forbrydelserne, kan »deportation« og »tvangsmæssig flytning af en befolkning« være en forbrydelse mod menneskeheden. Og den kollektive afstraffelse og den totale ødelæggelse, som Tawergha efterfølgende er blevet udsat for af oprørsmilitserne, kan ifølge international lov straffes som krigsforbrydelser.

Da Berlingske i sidste uge besøgte Tawergha, så vi da heller ikke et eneste hus, der ikke var udplyndret eller nedbrændt. I gaderne ligger der mellem murbrokker, knust glas og udbrændte biler patronhylstre efter kampene sidste år mellem de angribende Misrata-oprørere og de Gaddafi-loyale styrker.

De voldtog vore kvinder

I et totalhærget supermarked er tre udsultede katte på jagt efter mad, men der er ikke meget at komme efter. I et smadret lejlighedskompleks er selv trappeopgangen ødelagt. Væggene er sorte af sod, betonen hænger i de forvredne armeringsjern, og resterne af bygningen giver sig, mens det skarpe sollys trænger igennem skudhullerne. Tawergha er helt stille. En uhyggelig stilhed, der kun nu og da brydes af en knirken fra en forvreden bildør, der giver sig lidt i ørkenvinden.

De to unge oprørere - eller frihedskæmpere, som de foretrækker at kalde sig - viser dog ikke tegn på anger. De hader de folk, der boede her i Tawergha. De var nogle af de mest brutale i angrebet på Misrata, fortæller de to rebeller. De torturerede fanger og voldtog vore kvinder, understreger de, mens de viser en video, der angiveligt viser mishandling af en oprører under Gaddafi-styrkernes langvarige belejring og bombardement af Misratas godt 200.000 indbyggere.

Netop kampen om Misrata var et af de blodigste slag i den libyske borgerkrig. Gaddafis styrker og de indkøbte lejesoldater brugte Tawergha og de to nærliggende landsbyer Tomina og Kararim som militært knudepunkt i angrebet på Misrata, men hadet og mistilliden mellem indbyggerne i Misrata og i Tawergha stikker dybere og var også et faktum, inden den libyske revolution blev indledt i februar sidste år.

Se også: Årsdag for oprøret i Libyen

Beboere er jaget vildt

De lokale i Misrata fortæller, at Tawerghas sorte befolkning nød Gaddafis beskyttelse. At Gaddafi - i overensstemmelse med sin 'del og hersk-politik' - bevidst købte sig Tawerghas loyalitet for at have et lokalt støttepunkt, hvis det på et tidspunkt skulle blive nødvendigt at slå et oprør ned i Misrata - Libyens tredjestørste by. Taktikken fejlede, Gaddafi er død og borte, og det sidste halve års tid har Tawerghas 30.000 indbyggere levet i lejre for internt fordrevne - blandt andet i hovedstaden Tripoli. Og ikke engang her er de fordrevne uden for Misrata-militsernes rækkevidde. De jagter ifølge Amnesty International de fordrevne Tawergha-indbyggere overalt i Libyen.

Det senest rapporterede angreb fandt sted den 6. februar i en forstad til Tripoli, hvor syv personer, inklusive tre børn og en ældre kvinde, blev dræbt af skud. Og menneskerettighedsorganisationerne har opfordret Libyens overgangsregering og dens internationale venner i blandt andet europæiske regeringer til at lægge pres på myndighederne og militserne i Misrata, så de indstiller overgrebene og lader de fordrevne fra Tawergha og de omkringliggende landsbyer vende tilbage. Indtil videre har opfordringen været forgæves.

grafik

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.