Et magtskifte er i gang - og det er ikke til vores fordel

Moskva og Beijing har bekendtgjort, at de vil skabe en ny verdensorden til fordel for alle parter. Det er nok ikke Vesten, de her har i tankerne.

Vladimir Putin trykker hånd med vicebestyrelsesformand for Kinas militærkommission, Xu Qiliang, under et møde i Kremlin
Vladimir Putin trykker hånd med vicebestyrelsesformand for Kinas militærkommission, Xu Qiliang, under et møde i Kremlin

I årevis har russerne proklameret, at det kun var et spørgsmål om tid, før Vesten ikke længere med hård eller blød magt ville kunne påtvinge resten af verden sine værdier. Verden ville blive multipolær, hvorved russerne forstod, at Vesten i lige så høj grad ville blive underlagt andres luner, som de havde været underlagt vores.

Bare de sidste tre dages begivenheder giver grund til at tro, at de har ret, og at magtskiftet er i gang.

 

Vesten udbreder ikke længere sine værdier, men må tværtimod koncentrere sig om at forhindre, at andre udbreder deres værdier til Vesten. De tider er forbi, hvor vi selv vælger vores problemer ude i verden, nu opsøger verdens problemer os.

Tag blot den grænsekontrol, som først Sverige og Danmark netop har indført – Sverige mod Danmark og Danmark i mindre grad mod Tyskland. Den er særlig derved, at den bliver indført selv om begge landes regeringer og landenes befolkninger er enige om, at de hellere havde været foruden, og at det er til gene for dem.

Politikken retter sig altså ikke mod dem, der bor i landet; den retter sig mod folk udefra – folk, der er kommet for nylig eller folk, man ønsker at holde borte. At landets egen befolkning bliver ramt af politikken er en utilsigtet konsekvens; indenrigspolitik er ophørt med at skulle forbedre levevilkårene for folk i samfundet, nej, den forværrer bevidst forholdene for dem på grund af andre landes borgere, der helst skulle tilskyndes til at holde sig væk. Ja, spørgsmålet er om det overhovedet giver mening at tale om indenrigspolitik længere. Eller om det ikke snarere er sådan, at udlandet er flyttet til Danmark, og at udenrigspolitikken er flyttet med.

Det er en udvikling, som længe har været i gang, men som indtil nu primært har berørt udvalgte grupper: Danskere, som bliver ramt af tilknytningskravet og ikke kan få deres ægtefælle med hjem, eller udlandsdanskere, som vender hjem og pludselig kun kan få introduktionsydelse, som dog bliver mildnet af en sprogbonus som belønning for deres gode danskkundskaber. I begge tilfælde er der tale om lovgivning, som selv lovgiverne medgiver, forringer vilkårene for en mindre gruppe mennesker, den ikke burde berøre: Men da reglerne skal være ens for alle, så man ikke anden udvej.

Med grænsekontrol er det noget andet: For første gang rammer man alle, for at beskytte sig mod nogen, der slet ikke bor i landet.

Men det er ikke den eneste politiske forskydning.

For hvis indenrigspolitikken i højere og højere grad orienterer sig mod andre end landets egen befolkning, så bliver udenrigspolitik til gengæld i højere og højere grad ført med indenrigspolitiske mål for øje.

Ulandsbistanden bliver omlagt, så en større del bliver brugt på asylansøgere, der allerede er i Danmark, og i Mellemøsten er vores soldater ikke længere beskæftiget med at sikre afghanske pigers skolegang eller vandforsyningen i irakiske provinser. Nej, nu bomber vi Islamisk Stat og træner soldater (eller det gjorde vi i hvert fald indtil for nylig), med henblik på at bremse flygtningestrømmene og mindske antallet af danske syrienskrigere, der drager ud og vender utilpassede hjem. Vi begrunder vores indsats med den trussel, som Islamisk Stat udgør mod os og vores samfund og taler ikke længere om nødvendigheden af at opbygge demokratiske retsstater andre steder. Vores politik er ikke længere aktivistisk, men reaktiv; for den skal ikke ændre verden, men forhindre, at verden ændrer os. Det er et sikkert tegn på en multipolær verden, hvor vi tvinges af andre til at lave vores egne samfund om på måder, vi helst var fri for.

Men det er ikke det eneste tegn på en multipolær verden de seneste dage. Et andet sikkert tegn er, at andre stormagter i verden, er begyndt at føre aktivistisk udenrigspolitik, hvor vi slap.

Pludselig bliver vi vidne til en optrapning af spændingerne mellem Mellemøstens to mest magtærgerrige, rivaliserende magter, Iran og Saudi-Arabien, der de seneste år har ført en række stedfortræderkrige for at udbrede hver deres formørkede, teokratiske verdensanskuelse i Libanon, Syrien, Irak og Yemen.

Det er en konflikt, der er så meget mere uoverskuelig, som det er aldeles uklart, hvem vi fra vestlig side egentlig kan forsvare at holde med: Begge regimer er i deres karakter fuldkommen uforenelige med alt, hvad Vesten tror på og står for.

Vores valne reaktion på de nye stridigheder er symptomatisk: I Vesten har vi begrænset os til at advare om, at det vil blive sværere at finde en fredsløsning for Syrien. Hvilket er sært absurd: Som om en fredsløsning overhovedet har tegnet sig som andre end hensigtserklæringer. Som om krigene i Syrien, Irak og Yemen ikke i hele 2015 har været en konstant opvisning i vestlig magtesløshed: Jo flere, der bomber Islamisk Stat, jo længere synes løsningen væk, fordi vi stadig kun ved, hvem vi er imod, men ikke hvem, vi er for.

Udviklingen i Mellemøsten bekræfter den nagende følelse af kontroltab: Hvor vi før troede, at vi kunne indføre vores levevis hos dem, er vores frygt nu, at vi skal blive trukket ind i deres kaos, og at det kaos i stedet skal komme til os.

Med anddre ord er »Den ny verdensorden«, som George H. W. Bush udråbte i 1990, og som indvarslede en periode, hvor Vesten både kunne og ville forbedre verden, i opløsning. Verdensordenen er ikke længere ny, den er syg. Eller som redaktøren for det udenrigspolitiske magasin Rusland i global politik skrev i sin nytårshilsen: »2015 blev året, hvor ingen mere bestrider det indlysende: At det internationale system er i alvorlig ubalance på på en måde, som skaber stadig nye kriser.«

Og de ændrede magtforhold i en multipolær verden betyder, at andre føler sig kaldet til at tage affære.

I mandags lod en talskvinde for det kinesiske udenrigsministerium, Hua Chunying, ifølge Sputniks kremltro nyhedsbureau, nok engang forstå, at Moskva og Beijing vil forsøge at skabe en ny verdensorden. En, der kan tilvejebringe stabilitet regionalt og globalt. Man vil indlede drøftelser med det internationale samfund om at finde en ny model, som denne gang skal være til fordel for alle parter. Det er nok ikke os, de har i tankerne.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.